I de første år af mit liv boede min familie i nærheden af Leipzig i Østtyskland, ikke langt fra den tjekkiske og polske grænse. Da jeg var seks år, flyttede vi til udlandet på grund af min fars arbejde — først til Brasilien og senere til Ecuador.

Som 14-årig blev jeg sendt på kostskole i Tyskland. Eftersom mine forældre befandt sig helt ovre i Sydamerika, måtte jeg klare mig selv. Jeg blev meget selvrådig og bekymrede mig kun lidt om hvordan det jeg gjorde, påvirkede andre.

Da jeg var 17 år, vendte mine forældre tilbage til Tyskland. I begyndelsen boede jeg hjemme, men min selvrådige indstilling gjorde det umuligt for mig at indordne mig under mine forældres myndighed igen. Som 18-årig flyttede jeg derfor hjemmefra.

Jeg blev mere og mere rastløs i min søgen efter en mening med livet. Efter at have undersøgt forskellige former for livsstil og diverse bevægelsers måde at leve på blev jeg overbevist om at det bedste jeg kunne gøre, var at bruge mit liv på at udforske vores smukke planet før den blev ødelagt af os mennesker.

Så jeg forlod Tyskland, købte en motorcykel og tog til Afrika. Men kort tid efter måtte jeg vende tilbage til Europa for at få min motorcykel repareret. En dag, ikke så længe efter, var jeg på en strand i Portugal. Dér besluttede jeg mig for at opgive motorcyklen til fordel for et flydende transportmiddel.

Jeg sluttede mig til en gruppe unge som forberedte sig på at sejle over Atlanterhavet. Blandt dem mødte jeg Laurie, den pige som senere blev min hustru. Først sejlede vi til Caribien. Derpå, efter et kort ophold i Puerto Rico, vendte vi tilbage til Europa. Vi håbede på at finde et sejlskib som kunne ombygges til en motorbåd vi også kunne bo i. Men efter at vi havde søgt i tre måneder, fik projektet en brat afslutning. Jeg blev indkaldt til militæret i Tyskland.

Jeg tilbragte 15 måneder i den tyske flåde. I den periode blev Laurie og jeg gift, og vi forberedte os på at fortsætte vores livsstil som globetrottere. Kort før min militærtjeneste havde vi købt skroget af en redningsbåd. Mens jeg var indkaldt, omdannede vi lidt efter lidt dette skrog til en lille sejlbåd. Det var vores hensigt at bo i den og fortsætte udforskningen af vores smukke planet. På det tidspunkt — efter min militærtjeneste, men før vores båd var færdig — blev vi besøgt af Jehovas Vidner og begyndte at undersøge Bibelen nærmere.

I begyndelsen kunne jeg ikke se at jeg havde behov for at forandre mit liv ret meget. Jeg var gift med den pige jeg boede sammen med, og jeg var allerede holdt op med at ryge. (Efeserne 5:5) Med hensyn til vores planer om at rejse rundt i verden følte jeg at vi foretog os noget meningsfyldt ved at bruge vores liv til at udforske Guds storslåede skaberværk.

Men i virkeligheden havde jeg bestemt behov for at gøre forandringer — især når det gjaldt min personlighed. Jeg var meget stolt og selvrådig og fuldstændig optaget af mine evner og hvad jeg kunne udrette. Mit liv drejede sig kun om mig selv.

En dag læste jeg Jesu berømte bjergprædiken. (Mattæus, kapitel 5-7) Til at begynde med var jeg lidt uforstående over for det Jesus her sagde om lykke. Han nævnte for eksempel at de som hungrer og tørster, er lykkelige. (Mattæus 5:6) Jeg spekulerede på hvordan man kunne være lykkelig fordi man mangler noget. Da jeg læste videre, begyndte jeg at forstå at vi alle sammen har et åndeligt behov, men for at få det opfyldt, må vi først ydmygt acceptere at vi har et sådant behov. Det er som Jesus sagde: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — Mattæus 5:3.

Efter at vi i Tyskland var begyndt at studere Bibelen, flyttede Laurie og jeg til Frankrig og senere til Italien. Uanset hvor vi kom hen, var der Jehovas Vidner. Jeg var dybt imponeret over deres enhed og deres oprigtige kærlighed til hinanden. Jeg indså at de virkelig udgør et verdensomspændende brodersamfund. (Johannes 13:34, 35) Med tiden blev Laurie og jeg døbt som Jehovas Vidner.

Jeg fortsatte med at forbedre min personlighed efter at jeg var blevet døbt. Laurie og jeg havde besluttet os for at sejle ned langs Afrikas kyst og krydse Atlanterhavet for at komme til USA. Og det var dér — i en lille båd ude på det åbne hav hvor vi var helt alene, omgivet af tusinder af kilometer hav på alle sider — at jeg erkendte hvor ubetydelig jeg var i sammenligning med vores storslåede Skaber. Jeg havde masser af tid (der er ikke så meget man kan foretage sig midt ude på havet), så jeg brugte meget tid på at læse i Bibelen. Beretningerne om Jesu liv på jorden gjorde et særligt indtryk på mig. Han var fuldkommen og havde evner og egenskaber som langt overgik alt hvad jeg kunne forestille mig, og alligevel fremhævede han aldrig sig selv. Hans liv drejede sig ikke om ham selv, men om hans himmelske Far.

Efter at have mediteret over Jesu eksempel indså jeg at jeg måtte sætte Guds rige først i mit liv frem for at lade det dreje sig om de forskellige ting jeg selv havde lyst til. (Mattæus 6:33) Da Laurie og jeg endelig nåede USA, besluttede vi os for at slå os ned der og koncentrere os om vores tilbedelse.

Min tidligere selvcentrerede livsstil var i høj grad forbundet med usikkerhed. Nu har jeg imidlertid fundet en kilde med ufejlbarlig visdom som jeg kan stole på. (Esajas 48:17, 18) Jeg har også fået en mening med mit liv som jeg ikke har haft før — at tilbede Gud og hjælpe andre til at lære ham at kende.

Ved at leve efter Bibelens principper har Laurie og jeg fået et langt bedre ægteskab. Vi er også blevet velsignet med en køn datter, som i løbet af sin opvækst har lært Jehova at kende og i dag elsker ham højt.

Man kan ikke sige at vores livs sejlads altid er foregået i smult vande. Med Jehovas hjælp er vi imidlertid besluttede på aldrig at give op, men at blive ved med at stole på ham. — Ordsprogene 3:5, 6.