Et brev fra Det Styrende Råd
Kære medforkynder!
Forestil dig at du er en af apostlene som står på Oliebjerget. Jesus viser sig for dig. Lige inden han stiger op til himlen, siger han: “I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig i Jerusalem, i hele Judæa og Samaria og til de fjerneste dele af jorden.” (Ap.G. 1:8) Hvordan ville du reagere?
Det kan være at du ville føle dig helt overvældet af den enorme opgave og tænke: ‘Hvordan skulle vi – en lille gruppe disciple – på nogen måde kunne aflægge et vidnesbyrd “til de fjerneste dele af jorden”?’ Du ville måske huske den advarsel Jesus gav aftenen før sin død: “En træl er ikke større end sin herre. Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer. Hvis de har overholdt mit ord, vil de også overholde jeres. Men de vil gøre alt det mod jer på grund af mit navn, for de kender ikke Ham som har sendt mig.” (Joh. 15:20, 21) Med de ord i tanke ville du måske spørge dig selv: ‘Hvordan skulle jeg kunne aflægge et grundigt vidnesbyrd hvis jeg kom ud for den form for modstand og forfølgelse?’
I dag står vi over for nogle lignende spørgsmål. Den opgave vi som Jehovas Vidner har fået, indebærer også at vi aflægger et grundigt vidnesbyrd til “de fjerneste dele af jorden” og for “folk fra alle nationer”. (Matt. 28:19, 20) Hvordan kan vi klare den opgave, især i betragtning af den modstand det var forudsagt at vi ville møde?
Apostlenes Gerninger er en spændende beretning om hvordan apostlene og deres trosfæller i det første århundrede var i stand til at fuldføre deres opgave med Jehovas hjælp. Den bog du nu er ved at læse, er udarbejdet for at hjælpe dig til at undersøge beretningen og leve dig ind i de spændende begivenheder der omtales i den. Du vil blive overrasket over hvor mange lighedspunkter der er mellem Guds tjenere i det første århundrede og Guds folk i dag. Du vil se at lighedspunkterne ikke kun omfatter selve forkyndelsesarbejdet men også den måde vi er organiseret på for at kunne udføre arbejdet. Når du tænker over lighederne, vil det uden tvivl styrke din tro på at Jehova fortsat leder den jordiske del af sin organisation.
Vi håber og beder om at dit studie af Apostlenes Gerninger vil styrke din tillid til at Jehova vil hjælpe dig, og at hans hellige ånd vil holde dig oppe. Når du bruger det du lærer i den her bog, vil du kunne blive ved med at ‘aflægge et grundigt vidnesbyrd’ om Guds rige og hjælpe andre til at blive venner med Jehova og få et positivt håb for fremtiden. – Ap.G. 28:23; 1. Tim. 4:16.
Dine brødre
Jehovas Vidners Styrende Råd