1. Hvat ger, at Paulus, Lukas og Aristarkus føla seg tryggar, og hví?

 ET SKIB sejler fra Middelhavsøen Malta med kurs mod Italien. Det er sikkert et hvedefragtskib, og det har “Zeus’ Sønner” som galionsfigur. Året er cirka 59 e.v.t. Ombord er apostlen Paulus – en fange under bevogtning – og to af hans kristne brødre, Lukas og Aristark. (Ap.G. 27:2) I modsætning til skibets besætning søger de tre forkyndere ikke beskyttelse hos sønnerne af den græske gud Zeus – tvillingebrødrene Kastor og Polydeukes. (Se studienote til Apostlenes Gerninger 28:11, nwtsty). Nej, Paulus og hans rejsefæller tjener Jehova, som havde forudsagt at Paulus skulle aflægge vidnesbyrd om sandheden i Rom og komme til at stå foran kejseren. – Ap.G. 23:11; 27:24.

2, 3. Hvønn veg siglir skipið, og hvør hevur stuðlað Paulusi alla hesa tíðina?

² Tre dage efter at skibet har lagt til i Syrakus, en smuk siciliansk by der dengang var næsten lige så betydningsfuld som Athen og Rom, sætter det kurs mod Regium, der ligger ved ‘tåspidsen’ af den italienske halvø. Hjulpet af en vind fra syd sejler skibet så afsted på den 320 kilometer lange rejse til den italienske havneby Puteoli (i nærheden af det nutidige Napoli). Skibet når dertil allerede på andendagen, meget hurtigere end sædvanligt. – Ap.G. 28:12, 13.

³ Paulus befinder sig nu på den sidste etape af sin rejse til Rom, hvor han vil blive stillet for kejser Nero. Under hele rejsen har “den Gud som giver al trøst” været med ham. (2. Kor. 1:3) Som vi skal se, holder Jehova ikke op med at støtte Paulus, og Paulus bevarer sin iver som missionær.

4, 5. (a) Hvussu vístu brøðurnir í Puteoli Paulusi og teimum gestablídni, og hvat kann hava verið grundin til, at hann fekk so stórt frælsi? (b) Hvussu kann tað gagna Guds tænarum at hava góðan atburð, eisini viss teir sita í fongsli?

⁴ I Puteoli fandt Paulus og hans rejsefæller nogle brødre som bad dem om at “blive hos dem i syv dage”. (Ap.G. 28:14) Hvor er det et godt eksempel i at vise gæstfrihed! Og den åndelige opmuntring som de gæstfrie brødre fik til gengæld, var helt sikkert en stor glæde for dem. Men hvordan kunne det lade sig gøre at en fange kunne få så stor frihed?  Det var muligvis fordi Paulus’ gode opførsel havde givet hans romerske fangevogtere fuld tillid til ham.

⁵ Også i nyere tid har Jehovas tjenere i fængsler og koncentrationslejre ofte fået nogle privilegier og et vist mål af frihed på grund af deres gode opførsel. Et eksempel: En mand i Rumænien der afsonede 75 år for røveri, begyndte at studere Guds ord og gjorde store forandringer i sin personlighed. På grund af det gav fængselsmyndighederne ham lov til at tage til byen – uden ledsagelse – for at købe ind til fængslet! Men det vigtigste af alt er naturligvis at vores gode opførsel ærer Jehova. – 1. Pet. 2:12.

6, 7. Hvussu vístu brøðurnir í Róm, at teir vóru sera góðir við Paulus?

⁶ Fra Puteoli vandrede Paulus og hans ledsagere sandsynligvis omkring 30 kilometer til Capua på vejen Via Appia, som førte til Rom. Fra den berømte vej, der var brolagt med store, flade lavablokke, var der en vidunderlig udsigt over det italienske landskab, og nogle steder også over Middelhavet. Vejen førte også de rejsende gennem De Pontinske Sumpe, et sumpområde hvor Appius’ Torv lå, cirka 60 kilometer fra Rom. Da brødrene i Rom havde hørt nyheden om at Paulus og hans rejsefæller var på vej, kom nogle af dem helt ud til Appius’ Torv, mens andre ventede ved De Tre Kroer, en rasteplads omkring 50 kilometer fra Rom. Sikke et enestående udtryk for kærlighed! – Ap.G. 28:15.

⁷ Appius’ Torv var ikke noget behageligt sted for dem der ønskede at hvile ud efter en hård rejse. Den romerske digter og satiriker Horats skrev at Appius’ Torv vrimlede med “Matroser og snedige Krofolk”. Han skrev også at “Vandet var slet”, eller ulækkert. Han nægtede endda at spise der. Men på trods af alle de ubehagelige omstændigheder ventede brødrene fra Rom med glæde på Paulus og hans ledsagere så de kunne følge dem på den sidste del af rejsen.

8. Hví takkaði Paulus Gudi, tá ið hann sá brøðurnar?

 ⁸ Der siges videre at da Paulus “fik øje på” sine brødre, “takkede han Gud og fik nyt mod”. (Ap.G. 28:15) Paulus har måske kendt nogle af brødrene personligt, og alene synet af gruppen virkede styrkende og trøstende på ham. Derfor takkede han Jehova. Han vidste nemlig at uselvisk kærlighed er en del af åndens frugt. (Gal. 5:22) Også i dag bliver kristne tilskyndet af den hellige ånd til at ofre sig for hinanden og trøste dem der har brug for det. – 1. Thess. 5:11, 14.

9. Hvussu kunnu vit taka eftir brøðrunum í Róm?

⁹ For eksempel tilskynder den hellige ånd brødre og søstre til at vise gæstfrihed mod kredstilsynsmænd, missionærer og andre heltidstjenere, der ofte har bragt store ofre for at kunne gøre mere i tjenesten for Jehova. Spørg dig selv: ‘Kunne jeg gøre mere for at støtte op om kredstilsynsmandens besøg, måske ved at vise gæstfrihed mod ham og hans kone? Kunne jeg lave en aftale med dem om at samarbejde i forkyndelsen?’ Den slags initiativer kan føre til mange velsignelser. Forestil dig for eksempel hvor glade brødrene fra Rom må have været for at høre Paulus’ og hans rejsefællers mange trosstyrkende oplevelser. – Ap.G. 15:3, 4.

10. Hvussu vóru umstøðurnar hjá Paulusi í Róm, og hvat gjørdi hann, stutt eftir at hann var komin?

¹⁰ Da de rejsende til sidst kom til Rom, fik Paulus “lov til at bo for sig selv sammen med den soldat der bevogtede ham”. (Ap.G. 28:16) For at hindre at en person i husarrest flygtede, blev vedkommende som regel lænket til sin fangevogter. Men ingen lænker kunne få Paulus til at holde op med at forkynde om Riget. Efter at have hvilet ud efter rejsen i bare tre dage tilkaldte han jødernes førende mænd i Rom for at præsentere sig selv og aflægge et vidnesbyrd.

11, 12. Hvat segði Paulus við jødarnar í Róm fyri at bróta møguligar fordómar niður?

¹¹ Paulus sagde: “Brødre, selvom jeg ikke havde gjort folket noget eller overtrådt vores forfædres skikke, blev jeg fra Jerusalem overgivet til romerne som fange. Efter at de havde forhørt mig, ville de løslade mig, for der var ikke noget grundlag for at henrette mig. Men jøderne blev ved med at modsætte sig det, så jeg var tvunget til at appellere til kejseren, dog ikke fordi jeg havde noget at anklage mit folk for.” – Ap.G. 28:17-19.

¹² Ved at kalde sine jødiske tilhørere “brødre” forsøgte Paulus at vise at han var en af dem, og nedbryde eventuelle fordomme. (1. Kor. 9:20) Han gjorde det også klart at han ikke var der for at klage over jøderne, men fordi han havde appelleret til kejseren. Det var imidlertid  første gang at de lokale jøder hørte om Paulus’ appel. (Ap.G. 28:21) Hvad skyldtes kommunikationsbristen mellem dem og jøderne i Judæa? Et opslagsværk siger: “Paulus’ skib må have været blandt de første der ankom til Italien efter vinteren, og hverken repræsentanter for de jødiske myndigheder i Jerusalem eller et brev om sagen kunne være nået frem.”

13, 14. Hvussu byrjaði Paulus at tosa um Guds ríki, og hvussu kunnu vit gera sum hann?

¹³ Paulus bragte nu temaet om Riget på bane ved at sige noget der helt sikkert ville give hans jødiske gæster lyst til at høre mere. Han sagde: “Det er derfor jeg har bedt om at se jer og tale med jer, for det er på grund af Israels håb jeg er i lænker.” (Ap.G. 28:20) Det håb var naturligvis nært forbundet med Messias og hans rige, som den kristne menighed forkyndte om. De jødiske ældste svarede: “Vi synes at det er rigtigt at høre fra dig selv hvad du tænker, for vi ved at denne sekt bliver modsagt overalt.” – Ap.G. 28:22.

¹⁴ Når vi får en mulighed for at forkynde den gode nyhed for andre, kan vi efterligne Paulus ved at bruge tankevækkende udtalelser eller spørgsmål for at vække deres interesse. Vi kan finde gode forslag i publikationer som Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, Den Teokratiske Skole – til gavn for kristne forkyndere og Bliv bedre til at læse op og undervise. Hvis du bruger dem, kan du blive en dygtigere underviser.

15. Hvørji fýra ting kunnu vit læra av Paulusi í sambandi við at boða?

¹⁵ På den aftalte dag “kom endnu flere” af de lokale jøder til Paulus’ logi. Paulus forklarede sagen for dem “fra morgen til aften ... og aflagde et grundigt vidnesbyrd om Guds rige, og ud fra både Moses’ Lov og Profeterne forsøgte han at overbevise dem om at de skulle tro på Jesus”. (Ap.G. 28:23) Der er fire ting vi kan lære af Paulus’ forkyndelse for jøderne i Rom. For det første at Paulus fokuserede på Guds rige. For det andet at han talte på en overbevisende måde. For det tredje at han fremholdt argumenter ud fra Skrifterne. Og for det fjerde at han viste selvopofrelse ved at forkynde “fra morgen til aften”. Hvor er han et godt eksempel for os! Hvad førte hans forkyndelse til? “Nogle begyndte at tro,” men andre troede ikke. Da der så opstod uenighed, fortæller Lukas, “begyndte de at gå”. – Ap.G. 28:24, 25a.

16-18. Hví bleiv Paulus ikki bilsin um, at jødarnir í Róm ikki vildu lurta, og hvussu skulu vit taka tað, tá ið fólk ikki vilja lurta eftir okkara boðskapi?

¹⁶ Jødernes reaktion kom ikke som nogen overraskelse for Paulus, for den stemte med en bibelprofeti og var noget han havde oplevet før. (Ap.G. 13:42-47; 18:5, 6; 19:8, 9) Til sine afvisende gæster sagde han derfor da de var ved at gå: “Den hellige ånd sagde træffende gennem profeten Esajas til jeres forfædre: ‘Gå til dette folk og sig: “I skal høre, men slet ikke forstå, og I skal se, men slet ikke indse. For dette folks hjerte er blevet uimodtageligt.”’” (Ap.G. 28:25b-27) På originalsproget indeholder ordene om at folkets hjerte var blevet uimodtageligt, tanken om at det var blevet “tykt”, eller “fedt”, så budskabet om Riget ikke kunne trænge ind. (Ap.G. 28:27, fdn.) Hvor tragisk!

¹⁷ Det sidste Paulus sagde til sine jødiske tilhørere, var at ‘folk fra nationerne ville lytte’ – i modsætning til dem. (Ap.G. 28:28; Sl. 67:2; Esa. 11:10) Det kunne han sige med overbevisning, for han havde selv set mange ikkejøder reagere positivt på Rigets budskab. – Ap.G. 13:48; 14:27.

¹⁸ Ligesom Paulus må vi ikke tage det personligt når folk afviser den gode nyhed. Vi ved jo at det er relativt få der vil finde den vej som fører til livet. (Matt. 7:13, 14) Så når ydmyge mennesker tager standpunkt for den sande tilbedelse, glæder vi os over det og byder dem hjerteligt velkommen. – Luk. 15:7.

19. Hvussu royndi Paulus at fáa sum mest burtur úr støðuni, hann var í?

¹⁹ Lukas slutter sin beretning i en positiv og varm tone. Han skriver:  “[Paulus] blev så i hele to år i sit eget lejede hus, og han tog venligt imod alle der kom til ham, og med stor frimodighed forkyndte han Guds rige for dem og lærte dem om Herren Jesus Kristus uden at blive hindret.” (Ap.G. 28:30, 31) Sikke et enestående eksempel i gæstfrihed, tro og iver!

20, 21. Hvørjum hjálpti Paulus millum annað, meðan hann var í Róm?

²⁰ En af dem Paulus tog venligt imod, var en mand ved navn Onesimos, en træl der var stukket af fra Kolossæ. Paulus hjalp ham til at blive kristen, og han blev en ‘trofast og elsket bror’ for Paulus. Ja, Paulus kaldte ham “mit barn Onesimos, som jeg er blevet far til”. (Kol. 4:9; Filem. 10-12) Onesimos var uden tvivl til stor opmuntring for Paulus! a

²¹ Der var også andre der fik gavn af Paulus’ gode eksempel. Til menigheden i Filippi skrev han: “I skal vide at den situation jeg er i, faktisk har ført til at den gode nyhed har fremgang, for det er blevet almindeligt kendt for hele prætorianergarden og alle de andre at jeg er i lænker på grund af Kristus. Nu hvor jeg er i fængsel, er de fleste af brødrene i Herren blevet endnu mere frimodige. De har fået endnu større mod og forkynder Guds ord uden frygt.” – Flp. 1:12-14.

22. Hvussu brúkti Paulus tíðina, meðan hann sat fangi í Róm?

²² Paulus udnyttede tiden under sit fangenskab i Rom til at skrive nogle vigtige breve der nu er en del af De Kristne Græske Skrifter. b De inspirerede breve var til stor gavn for de kristne i det første århundrede som de var skrevet til. Og de er også til stor gavn for os, for den vejledning vi finder i dem, er lige så brugbar i dag som da brevene blev skrevet. – 2. Tim. 3:16, 17.

23, 24. Hvussu hava nógv í dag, eins og Paulus, varðveitt gleðina, hóast tey eru fongslað fyri sína trúgv?

²³ Selvom det ikke oplyses i Apostlenes Gerninger, bliver Paulus endelig løsladt efter cirka fire år – to år i Cæsarea og to år i Rom. c (Ap.G. 23:35; 24:27) I al den tid havde han bevaret et positivt syn på tingene og gjort hvad han kunne i tjenesten for Jehova. Mange af Jehovas tjenere i dag har også bevaret glæden og er fortsat med at forkynde til trods  for at de er blevet uretmæssigt fængslet på grund af deres tro. Tag for eksempel Adolfo, som blev fængslet i Spanien på grund af sin kristne neutralitet. En officer sagde engang til ham: “Du forbløffer os. Vi har gjort livet surt for dig, og jo mere vi har chikaneret dig, jo mere har du smilet og været venlig over for os.”

²⁴ Med tiden stolede man så meget på Adolfo at man lod døren til hans celle stå åben. Nogle af soldaterne besøgte ham af og til for at få svar på bibelske spørgsmål. En af vagterne plejede endda at gå ind i Adolfos celle for at læse i Bibelen mens Adolfo holdt udkig. Fangen bevogtede altså vagten! Den slags trofaste vidners gode eksempel motiverer os til at have ‘endnu større mod og forkynde Guds ord uden frygt’, selv under vanskelige omstændigheder.

25, 26. Hvørja profeti hevði Paulus sæð ganga út, og hvussu gongur hon út í dag?

²⁵ En apostel af Kristus i husarrest som forkyndte Guds rige for alle der besøgte ham – er det ikke en hjertevarmende afslutning på den handlingsmættede bog, Apostlenes Gerninger? I det første kapitel læste vi om den befaling Jesus gav sine disciple: “I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig i Jerusalem, i hele Judæa og Samaria og til de fjerneste dele af jorden.” (Ap.G. 1:8) Nu, mindre end 30 år senere, var budskabet om Guds rige “blevet forkyndt blandt alle mennesker under himlen”. d (Kol. 1:23) Et storslået vidnesbyrd om Guds ånds kraft! – Zak. 4:6.

²⁶ I dag er det den samme ånd der giver de salvede og de “andre får” kraft til at fortsætte arbejdet med at ‘aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds rige’ i 240 lande! (Joh. 10:16; Ap.G. 28:23) Gør du hvad du kan for at være med i det arbejde?