1, 2. Hví fer Paulus til Jerusalem, og hvørjar trupulleikar fær hann har?

 JERUSALEM! Endnu en gang går Paulus omkring i byens smalle, travle gader. Ingen anden by på jorden har haft så stor betydning for Jehovas folks historie, og det er noget de fleste af indbyggerne er stolte af. Paulus er klar over at mange af de kristne i Jerusalem tillægger fortiden alt for stor betydning, og at de ikke er fulgt med Jehovas fremadskridende hensigt. Mens Paulus var i Efesos, besluttede han sig for at besøge Jerusalem igen. Oprindeligt var det på grund af brødrenes materielle behov, men nu kan han se at der også er et åndeligt behov der skal dækkes. (Ap.G. 19:21) På trods af den fare han udsætter sig for, holder han fast ved sin beslutning.

² Hvad venter der Paulus i Jerusalem? Han vil blandt andet blive udsat for vanskeligheder fordi nogle af Kristus’ disciple er blevet foruroliget over nogle rygter de har hørt om ham. Men Kristus’ fjender vil udsætte ham for endnu større vanskeligheder. De vil rette falske anklager mod Paulus, slå ham og true med at dræbe ham. Men alle de turbulente begivenheder vil også give Paulus lejlighed til at forsvare sig. Hans ydmyghed, mod og tro er et fantastisk eksempel for os i dag. Lad os se hvordan.

3-5. (a) Hvørjum møti var Paulus á í Jerusalem, og hvat varð tosað um? (b) Hvat kunnu vit læra av møtinum, sum Paulus hevði saman við teimum elstu í Jerusalem?

³ Dagen efter at Paulus og hans rejsefæller var ankommet til Jerusalem, tog de hen for at mødes med de ansvarlige ældste i menigheden. Ingen af de apostle der stadig var i live, nævnes i beretningen. Måske var de på det her tidspunkt alle rejst ud for at tjene i andre dele af verden. Jesus’ bror Jakob var der imidlertid stadig. (Gal. 2:9) Det var sandsynligvis ham der førte ordet ved det møde hvor “alle de ældste var til stede” sammen med Paulus. – Ap.G. 21:18.

⁴ Paulus hilste på de ældste “og begyndte at fortælle i detaljer om hvad  Gud gennem hans tjeneste havde gjort blandt folk fra nationerne”. (Ap.G. 21:19) Det må have været meget opmuntrende for brødrene at høre om det. I dag glæder vi os også over at høre om den fremgang der er i andre lande. – Ordsp. 25:25.

⁵ På et tidspunkt har Paulus nok omtalt de bidrag han havde haft med fra Europa. Den omsorg brødrene i fjerntliggende områder havde vist, må have varmet Paulus’ tilhørere om hjertet. Beretningen siger i hvert fald at de ældste begyndte “at lovprise Gud” efter at have hørt det. (Ap.G. 21:20a) I dag bliver mange som rammes af katastrofer eller alvorlig sygdom, også dybt rørt når trosfæller hjælper dem og siger noget opmuntrende på det helt rigtige tidspunkt.

6. Hvønn trupulleika hoyrdi Paulus um?

⁶ De ældste fortalte nu Paulus at der var opstået et problem i Judæa som angik ham personligt. De sagde: “Du kan se, bror, hvor mange tusind jøder der har fået tro, og de holder alle fast ved Loven. Men de har hørt rygter om at du har lært alle jøderne blandt nationerne at forlade Moses’ Lov, og at du har sagt at de ikke skal omskære deres børn eller følge skikkene.” a – Ap.G. 21:20b, 21.

7, 8. (a) Hvørja skeiva fatan høvdu nógv av teimum kristnu í Judea? (b) Hví var henda skeiva fatanin ikki tekin um fráfall?

⁷ Hvorfor insisterede så mange kristne stadig på at overholde Moseloven, nu godt 20 år efter at den var blevet afskaffet? (Kol. 2:14) I år 49 e.v.t. havde apostlene og de ældste der mødtes i Jerusalem, sendt  et brev til menighederne hvor de forklarede at de ikkejødiske kristne ikke behøvede at blive omskåret og overholde Moseloven. (Ap.G. 15:23-29) Men brevet havde ikke nævnt noget om jøder der var blevet kristne, og som måske ikke forstod at Moseloven var trådt ud af kraft.

⁸ Betød jødernes forkerte opfattelse at de ikke kunne være kristne? Nej. Situationen var anderledes end hvis de før havde dyrket falske guder og var fortsat med at følge de skikke der var knyttet til deres tidligere religion. Den lov som betød så meget for de jødiske kristne, var oprindeligt blevet givet af Jehova. Der var ikke noget forkert ved Loven i sig selv, og den havde ikke nogen forbindelse til dæmonerne. Men Loven var knyttet til den gamle pagt, og de kristne var nu under den nye pagt. Overholdelse af Lovpagten var altså ikke længere noget der hørte med til den rene tilbedelse. De jødiske kristne som insisterede på at man skulle overholde Loven, manglede kundskab og tillid til den kristne menighed. Jehova havde åbenbaret en ny ordning for sand tilbedelse, og det var de nødt til at anerkende. b – Jer. 31:31-34; Luk. 22:20.

9. Hvat lærdi Paulus jødarnar um Móselógina?

⁹ Hvad med de rygter der sagde at Paulus lærte jøderne blandt nationerne at de ‘ikke skulle omskære deres børn eller følge skikkene’? Paulus var apostel for ikkejøderne, og over for dem stod han fast ved  afgørelsen om at de ikke behøvede at overholde Loven. Han viste også at det var forkert at prøve at overtale ikkejødiske kristne til at blive omskåret og følge Moseloven. (Gal. 5:1-7) Paulus forkyndte desuden den gode nyhed for jøderne i de byer han kom til. Og han forklarede sikkert dem der ville lytte, at Jesus’ død havde ophævet Loven, og at man ikke kunne blive erklæret retfærdig ved at følge Loven men ved at tro på Jesus. – Rom. 2:28, 29; 3:21-26.

10. Hvussu vísti Paulus, at hann var rímiligur, tá ið talan var um Móselógina og umskeringina?

¹⁰ Paulus viste ikke desto mindre forståelse for dem der havde det bedst med at følge nogle af de jødiske skikke, som for eksempel at afholde sig fra at arbejde på sabbatten eller undgå bestemte fødevarer. (Rom. 14:1-6) Og han opstillede ingen regler om omskærelse. Det var faktisk ham der sørgede for at Timotheus blev omskåret så jøderne ikke skulle afvise ham fordi hans far var græker. (Ap.G. 16:3) Omskærelse var et spørgsmål den enkelte selv måtte tage stilling til. Paulus sagde til galaterne: “Det [har] ingen betydning om man er omskåret eller ikke er omskåret. Det der har betydning, er en tro der er aktiv i kærlighed.” (Gal. 5:6) Men hvis nogen lod sig omskære bare for at overholde Loven eller sagde at det var nødvendigt for at få Jehovas godkendelse, var det et tegn på at de manglede tro.

11. Hvørji ráð fekk Paulus frá teimum elstu, og hvat bar tað í sær at fylgja teimum? (Sí eisini undirgreinina.)

¹¹ Rygterne om Paulus var stærkt fordrejede, men nogle af de jødiske kristne var altså foruroliget over dem. Af den grund gav de ældste Paulus dette råd: “Der er fire mænd som har aflagt et løfte. Tag dem med dig, rens dig ceremonielt sammen med dem, og dæk deres udgifter så de kan blive kronraget. Så vil alle vide at de rygter de har hørt om dig, ikke har  noget på sig, men at du opfører dig korrekt, og at du også holder Loven.” c – Ap.G. 21:23, 24.

12. Hvussu vísti Paulus, at hann var fleksibul og gjarna vildi samstarva, tá ið hann fekk eini ráð frá teimum elstu?

¹² Paulus kunne have indvendt at problemet faktisk ikke var rygterne om ham, men derimod at de jødiske kristne insisterede på at overholde Moseloven. Men han gjorde i stedet hvad han kunne for at være fleksibel så længe han ikke måtte gå på kompromis med Guds principper. Tidligere havde han skrevet: “For dem der følger Loven, er jeg blevet som en der følger Loven, selvom jeg ikke er underlagt Loven, for at kunne vinde dem der følger Loven.” (1. Kor. 9:20) Ved den her lejlighed samarbejdede Paulus med de ældste i Jerusalem og blev “som en der følger Loven”. Hans gode eksempel lærer os at samarbejde med de ældste og ikke stædigt holde på at gøre tingene på vores egen måde. – Hebr. 13:17.

13. (a) Hví skaptu nakrir jødar ófrið í templinum? (b) Hvussu bleiv Paulus bjargaður?

¹³ Det gik ikke så godt i templet. Da tiden kom hvor de fire mænds løfter skulle opfyldes, fik nogle jøder fra Asien øje på Paulus, anklagede ham uberettiget for at tage ikkejøder med ind i templet og ophidsede hele folkemængden. Hvis den romerske kommandant ikke havde grebet ind, ville Paulus være blevet slået ihjel, men nu blev han i stedet arresteret. Fra den dag af ville der gå mere end fire år inden Paulus igen fik sin frihed. Situationen var stadig meget farlig. Da kommandanten spurgte jøderne hvorfor de angreb Paulus, slyngede de forskellige anklager ud mod ham. Midt i alt kaosset var det helt umuligt for kommandanten at finde ud af hvad sagen drejede sig om. Til sidst måtte Paulus bogstaveligt talt bæres væk derfra. Da Paulus og de romerske soldater var på vej ind i soldaternes kvarter, sagde Paulus til kommandanten: “Jeg beder dig, giv mig lov til at tale til folket.” (Ap.G. 21:39) Det gik kommandanten med til, og Paulus begyndte modigt at forsvare sin tro.

14, 15. (a) Hvat forkláraði Paulus fyri jødunum? (b) Hvat gjørdi herhøvdingin fyri at finna út av, hví jødarnir vóru so illir?

¹⁴ “Hør nu hvad jeg har at sige til mit forsvar,” begyndte Paulus. (Ap.G.  22:1) Han henvendte sig til de forsamlede på hebraisk, hvilket fik dem til at falde lidt til ro. Åbent og ærligt fortalte han hvordan han selv var blevet en discipel af Kristus, og som den dygtige forkynder han var, nævnte han nu nogle fakta som jøderne selv kunne få bekræftet hvis de ville. Paulus var blevet personligt undervist af den berømte Gamaliel og havde forfulgt Kristus’ disciple, som nogle af de tilstedeværende sikkert var klar over. Men på vej til Damaskus havde han fået et syn af den opstandne Jesus, der talte til ham. De der fulgtes med Paulus, havde set et klart lys og hørt en stemme men ikke forstået ordene der blev sagt. (Se studienoterne til Apostlenes Gerninger 9:7; 22:9, nwtsty). Bagefter måtte Paulus’ ledsagere føre ham ind i Damaskus fordi han havde mistet synet. Der gav Ananias, en mand som jøderne i det her område kendte, Paulus synet igen ved et mirakel.

¹⁵ Paulus fortalte videre at Jesus havde vist sig for ham efter at han var vendt tilbage til Jerusalem. Da jøderne hørte det, blev de meget vrede og råbte: “Væk fra jorden med sådan en som ham, for han skal ikke leve!” (Ap.G. 22:22) For at redde Paulus fik kommandanten ham ført ind i soldaternes kvarter. Han var besluttet på at finde ud af hvorfor jøderne var så vrede på Paulus, og befalede derfor at han skulle forhøres under piskeslag. Men Paulus benyttede sig af den retsbeskyttelse han kunne få, ved at påpege at han var romersk borger. I dag benytter Jehovas Vidner sig også af den retsbeskyttelse der er til rådighed, for at forsvare deres tro. (Se boksene “ Romersk lov og romerske borgere” og “ Retssager i nutiden”). Da kommandanten hørte at Paulus var  romersk borger, blev han klar over at han måtte bruge en anden metode for at skaffe sig flere oplysninger. Næste dag førte han Paulus til Sanhedrinet, jødernes højesteret, der var blevet sammenkaldt.

16, 17. (a) Hvat hendi, tá ið Paulus talaði til sanhedrinið? (b) Hvussu var Paulus ein góð fyrimynd í eyðmjúkleika?

¹⁶ Som indledning til sit forsvar over for Sanhedrinet sagde Paulus: “Brødre, så længe jeg har levet, har jeg haft en helt ren samvittighed over for Gud.” (Ap.G. 23:1) Længere nåede han ikke. Beretningen siger: “Så gav ypperstepræsten Ananias ordre til at de der stod ved siden af Paulus, skulle slå ham på munden.” (Ap.G. 23:2) Hvor krænkende! Og hvor fordomsfuldt at stemple Paulus som en løgner før man overhovedet havde ladet ham udtale sig! Paulus svarede meget direkte: “Gud skal slå dig, din hykler. Sidder du for at dømme mig efter Loven samtidig med at du overtræder Loven ved at befale at man skal slå mig?” – Ap.G. 23:3.

¹⁷ Nogle af de tilstedeværende var rystede – ikke over at Paulus blev slået, men over hans måde at reagere på! De sagde irettesættende: “Fornærmer du Guds ypperstepræst?” Paulus viste straks ydmyghed og respekt for Loven og sagde: “Brødre, jeg vidste ikke at han var ypperstepræst. Der står jo skrevet: ‘Du må ikke tale nedsættende om en af dit folks ledere.’” d (Ap.G. 23:4, 5; 2. Mos. 22:28) Paulus ændrede nu taktik. Med tanke på at Sanhedrinet bestod af farisæere og saddukæere, sagde han: “Brødre, jeg er farisæer, søn af farisæere. Jeg står anklaget på grund af håbet om de dødes opstandelse.” – Ap.G. 23:6.

18. Hví segði Paulus, at hann var fariseari, og hvussu kunnu vit gera nakað líknandi í dag?

¹⁸ Hvorfor omtalte Paulus sig selv som farisæer? Fordi han var “søn af farisæere”, altså kom fra en familie der tilhørte den sekt. Mange ville  derfor stadig betragte ham som farisæer. e Men farisæerne troede jo at sjælen levede videre efter døden, og at de retfærdiges sjæle ville komme til live igen i en menneskekrop. Det troede Paulus ikke på. Han troede på den opstandelse som Jesus havde undervist i. (Joh. 5:25-29) Så hvordan kunne Paulus indikere at han havde noget tilfælles med farisæerne? Jo, Paulus var enig med farisæerne i at der var håb om et liv efter døden – i modsætning til saddukæerne, der ikke troede på et fremtidigt liv. Vi kan måske bruge en lignende fremgangsmåde når vi taler med nogle der har en religiøs baggrund. De tror måske nok på deres egen gud mens vi tror på Bibelens Gud, men i hvert fald er vi enige om at der findes en Gud.

19. Hví steðgaði møtið hjá sanhedrininum?

¹⁹ Paulus’ udtalelse delte Sanhedrinet i to. Beretningen siger: “Så blev der en vældig råben og skrigen, og nogle af de skriftlærde fra farisæernes parti trådte frem og begyndte at argumentere voldsomt og sige: ‘Vi kan ikke se at denne mand har gjort noget forkert, og hvis en ånd eller en engel har talt til ham ...’” (Ap.G. 23:9) Selve tanken om at en engel skulle have talt til Paulus, var fuldstændigt uacceptabel for saddukæerne, der ikke troede på engle. (Se boksen “ Saddukæerne og farisæerne”). Optøjerne blev så voldsomme at den romerske kommandant endnu en gang måtte redde apostlen. (Ap.G. 23:10) Men faren var ikke drevet over. Hvad ville der ske med Paulus nu? Det vil vi se på i det næste kapitel.