1, 2. Hvat er tað fyri ein ferð, Paulus nú skal á, og hvørjum stúrir hann møguliga fyri?

 PAULUS kan ikke få Festus’ ord ud af tankerne, for de vil få stor indflydelse på hans fremtid. “Til kejseren skal du komme,” havde statholderen sagt. Paulus har siddet i fængsel i to år, så den lange rejse til Rom vil i det mindste være en afveksling for ham. (Ap.G. 25:12) Men når Paulus tænker på sine tidligere rejser til søs, er det ikke kun forfriskende briser og vand så langt øjet rækker, han har minder om. At rejsen vil føre til at han bliver stillet for kejseren, giver ham måske også nogle alvorlige spørgsmål at tænke over.

² Paulus har været “i fare på havet” mange gange. Han har overlevet skibsforlis tre gange og endda tilbragt et helt døgn på åbent hav. (2. Kor. 11:25, 26) Den rejse han nu skal ud på, vil desuden være helt anderledes end de missionsrejser han har foretaget som en fri mand. Nu skal han rejse som fange og føres meget langt væk, nemlig fra Cæsarea til Rom – en tur på omkring 3.000 kilometer. Vil han nå frem i god behold? Og selv hvis det skulle lykkes, sejler han så i virkeligheden sin egen undergang i møde? Vi må huske at han skal dømmes af den tids mægtigste hersker i Satans verden.

3. Hvat var Paulus avgjørdur um, og hvat fara vit at kanna í hesum kapitlinum?

³ Efter alt det du har læst om Paulus, kan du så forestille dig at han nu er blevet modløs og fortvivlet over det der venter ham? Nej, vel? Han vidste at han ville komme ud for prøvelser, men han vidste ikke hvilken slags. Hvorfor skulle han miste glæden i sin tjeneste ved at bekymre sig om ting han alligevel ikke kunne gøre noget ved? (Matt. 6:27, 34) Paulus vidste at det var Jehovas vilje at han udnyttede enhver mulighed for at forkynde den gode nyhed om Riget for andre, også for politiske herskere. (Ap.G. 9:15) Han var fast besluttet på at udføre den opgave han havde fået, uanset hvad der skete. Er det ikke også det vi er besluttet på? Så lad os følge Paulus på den historiske rejse og tænke over hvad vi kan lære af hans eksempel.

4. Hvat slag av skipi fór Paulus við, og hvørjum var hann saman við?

⁴ Paulus og nogle andre fanger blev overgivet til en romersk officer ved  navn Julius, som valgte at sejle med et handelsskib der var ankommet til Cæsarea. Skibet kom fra Adramyttion, en havneby på Lilleasiens vestkyst, over for byen Mitylene på øen Lesbos. Skibet ville først sejle mod nord og derefter mod vest og gøre ophold for at losse og tage nyt gods ombord. Den slags skibe var ikke indrettet til transport af passagerer, og især ikke af fanger. (Se boksen “ Sørejser og handelsruter”). Heldigvis skulle Paulus ikke være den eneste kristne blandt en gruppe forbrydere. Han blev ledsaget af mindst to af sine trosfæller, nemlig Aristark og Lukas. Det var jo Lukas der nedskrev beretningen. Vi ved ikke om Paulus’ to loyale venner selv betalte deres rejse, eller om de kom med som hans tjenere. – Ap.G. 27:1, 2.

5. Hvørjum fekk Paulus møguleika at vera saman við í Sidon, og hvat kunnu vit læra av tí?

⁵ Næste dag, efter at have sejlet cirka 110 kilometer mod nord, lagde skibet til i Sidon, en by på den syriske kyst. Det ser ud til at Julius ikke behandlede Paulus som en almindelig forbryder, muligvis fordi Paulus var en romersk statsborger der ikke var kendt skyldig. (Ap.G. 22:27, 28; 26:31, 32) Julius lod Paulus gå i land så han kunne besøge sine trosfæller. Brødrene og søstrene var helt sikkert glade for at kunne vise ham omsorg efter hans lange fængselsophold. Kan du komme i tanke om situationer hvor du kunne vise andre kærlighed og gæstfrihed og på den måde også selv blive opmuntret? – Ap.G. 27:3.

6-8. Hvussu var ferðin hjá Paulusi frá Sidon til Knidus, og hvørjar møguleikar hevur hann helst havt fyri at boða?

⁶ Skibet lagde så ud fra Sidon og fortsatte mod nord langs kysten og forbi Kilikien, ikke langt fra Paulus’ hjemby, Tarsus. Lukas omtaler ingen andre stop på strækningen men nævner den bekymrende detalje at de “havde modvind”. (Ap.G. 27:4, 5) På trods af det har Paulus uden tvivl udnyttet enhver lejlighed til at forkynde den gode nyhed. Han har helt sikkert forkyndt for sine medfanger og andre ombord, deriblandt sømændene og soldaterne, og for  folk han mødte i de havne hvor skibet lagde til. Udnytter vi også enhver mulighed for at forkynde?

⁷ Skibet nåede så til Myra, en havneby på Lilleasiens sydkyst. Der måtte Paulus og andre gå ombord på et andet skib, som ville bringe dem til Rom, deres endelige destination. (Ap.G. 27:6) På den tid kom størstedelen af Roms forsyning af korn fra Egypten, og egyptiske hvedefragtskibe lagde til i Myra. Julius fandt sådan et skib, og han fik soldaterne og fangerne ombord på det. Det må have været et meget større skib end det første. Det fragtede en værdifuld last af hvede samt 276 mennesker – besætningen, soldaterne, fangerne og sandsynligvis andre der skulle til Rom. Det store skib udvidede Paulus’ forkynderdistrikt, og vi kan være helt sikre på at han benyttede sig af situationen.

⁸ Næste stop på rejsen var Knidos, en by i det sydvestlige hjørne af Lilleasien. Når der var gode vindforhold, kunne strækningen tilbagelægges på en dag. Men Lukas fortæller: “Efter at vi havde sejlet langsomt i adskillige dage, kom vi med besvær til Knidos.” (Ap.G. 27:7a) Vindforholdene havde gjort turen meget besværlig. (Se boksen “ Vindforholdene over Middelhavet”). Man kan forestille sig hvor dårligt passagererne må have haft det mens skibet kæmpede mod den stærke vind og de oprørte bølger.

9, 10. Hvørjir trupulleikar stungu seg upp nær við Kreta?

⁹ Kaptajnens plan var at sejle videre vestpå fra Knidos, men Lukas siger at “vinden ikke lod [dem] komme frem”. (Ap.G. 27:7b) Efterhånden som skibet bevægede sig væk fra fastlandet, blev det ikke længere påvirket af kyststrømmen, og kraftige vinde fra nordvest tvang skibet til at sejle mod syd, måske med stor hastighed. På et tidligere tidspunkt havde Cypern beskyttet dem mod kraftige vinde, men nu var det Kreta der gav læ. Da de havde passeret Salmone på Kretas østkyst, blev forholdene lidt bedre. Nu befandt skibet sig nemlig på sydsiden af øen og var i læ for de kraftige vinde. Forestil dig den lettelse passagererne må have følt – i hvert fald til at begynde med! Men så længe skibet var på havet, kunne søfolkene ikke ignorere den kendsgerning at vinteren var på vej. De havde grund til bekymring.

¹⁰ Lukas siger meget præcist: “Med besvær fortsatte vi langs kysten [af Kreta] og kom til et sted der hedder Gode Havne.” Selvom øen gav læ, var det svært at styre skibet. Til sidst fandt de dog en ankerplads i en lille bugt der menes at have ligget i området lige inden kysten går mod nord. Hvor længe blev de der? Lukas siger “et godt stykke tid”, men faktisk var der ingen tid at spilde. I september/oktober ville det blive farligere at sejle. – Ap.G. 27:8, 9.

11. Hvørji ráð gav Paulus hinum umborð, men hvat bleiv avgjørt?

¹¹ Nogle af passagererne kan have søgt råd hos Paulus på grund af  hans erfaring med at rejse på Middelhavet. Han anbefalede at de ikke sejlede videre. Hvis de gjorde det, ville sejladsen være forbundet med “skade og store tab”, måske også tab af menneskeliv. Men kaptajnen og skibets ejer ville gerne fortsætte rejsen, muligvis fordi de syntes at det hastede med at finde et mere sikkert sted. De fik Julius overtalt, og de fleste rådede til at man forsøgte at nå til Fønix, en havn længere henne ad kysten. Dér var muligvis en større og bedre havn de kunne overvintre i. Så da der blæste en svag sydlig vind, afgik skibet. – Ap.G. 27:10-13.

12. Hvør vandamikil støða tók seg upp, eftir at skipið hevði lagt frá landi á Kreta, og hvat gjørdi manningin fyri at sleppa undan skipbroti?

¹² Så opstod der igen problemer: en “voldsom vind” fra nordøst. Skibet kom for en tid i læ af “den lille ø Kauda”, cirka 65 kilometer fra Gode Havne. Der var dog stadig fare for at skibet kunne blive drevet afsted mod syd og støde på sandbankerne ud for Afrikas kyst. For at undgå det gik sømændene hurtigt i gang med at hejse den jolle der blev slæbt efter skibet, ombord. Det var ikke nogen let opgave, for jollen må have været fuld af vand. Derefter begyndte de at surre tov under det store skib for at holde sammen på plankerne og forstærke skroget. De firede sejlet ned og anstrengte sig for at holde forstavnen mod vinden for at ride stormen af. Forestil dig hvor skræmmende det må have været at opleve alt det! Men alt det de havde gjort, var ikke nok, for skibet blev fortsat “kastet omkring af stormen”. På den tredje dag kastede de rigningen over bord for at kunne holde skibet flydende. – Ap.G. 27:14-19.

13. Hvussu hava umstøðurnar helst verið umborð, meðan stormurin herjaði?

¹³ Alle ombord var uden tvivl meget bange. Men Paulus og hans rejsefæller var ved godt mod. Herren havde tidligere forsikret Paulus om at han skulle vidne i Rom, og senere blev løftet bekræftet af en engel. (Ap.G. 19:21; 23:11) Ikke desto mindre fortsatte den voldsomme storm nat og dag i to uger. På grund af vedvarende regn og et tæt skydække der blokerede for solen og stjernerne, kunne kaptajnen ikke regne skibets position eller kurs ud. Det var ikke engang muligt at få sig et måltid. Men hvem kunne også have lyst til det, kulden, regnen, søsygen og frygten taget i betragtning?

14, 15. (a) Hví nevndi Paulus aftur sína ávaring fyri hinum umborð? (b) Hvat kunnu vit læra av boðskapinum hjá Paulusi?

¹⁴ Paulus trådte frem og nævnte den advarsel han tidligere var kommet med. Det var dog ikke for at sige ‘Hvad sagde jeg?’ Men alt det der var sket, havde vist at han var værd at lytte til. Han sagde: “Jeg [tilskynder] jer til ikke at give op, for ikke én af jer vil gå tabt, kun skibet.” (Ap.G. 27:21, 22) Hvor må de ord have været en lettelse for hans tilhørere! Og Paulus har sikkert været meget glad for at Jehova havde givet ham det trøstende budskab som han kunne dele med de andre. Det er vigtigt at huske at Jehova har omsorg for alle. Hvert eneste menneske betyder  noget for ham. Apostlen Peter skrev: “Jehova ... ønsker ikke at nogen skal blive udslettet. Han ønsker at alle skal nå at angre og vende om.” (2. Pet. 3:9) Hvor er det derfor vigtigt at vi gør vores bedste for at fortælle så mange som muligt om det håb Jehova har givet os. Der står dyrebare menneskeliv på spil!

¹⁵ Paulus havde højst sandsynligt fortalt mange af passagererne på skibet om sit håb. (Ap.G. 26:6; Kol. 1:5) Og nu hvor de alle sammen troede at skibet ville gå under, kunne Paulus give dem et sikkert håb om at de faktisk ville overleve. Han sagde: “I nat stod en engel fra den Gud som jeg tilhører og tilbeder, hos mig og sagde: ‘Vær ikke bange, Paulus. Du skal komme til at stå foran kejseren, og for din skyld vil Gud redde dem der sejler sammen med dig.’” Bagefter sagde Paulus opmuntrende: “Giv derfor ikke op, mænd, for jeg tror på at Gud vil gøre nøjagtigt som englen har sagt til mig. Vi skal imidlertid strande på en ø.” – Ap.G. 27:23-26.

16, 17. (a) Nær bað Paulus, og hvat bleiv úrslitið? (b) Hvussu gingu orðini hjá Paulusi út?

¹⁶ Efter to forfærdelige uger hvor vinden havde fået skibet til at drive  cirka 870 kilometer, fornemmede sømændene en forandring og kunne måske høre bølgerne slå mod kysten. De kastede ankre ud fra agterstavnen for at forhindre drift og for at rette forstavnen mod land i tilfælde af at de kunne sætte skibet på grund. Sømændene forsøgte at slippe væk fra skibet, men soldaterne forhindrede dem i det. Paulus sagde til officeren og soldaterne: “Hvis ikke de mænd bliver ombord på skibet, kan I ikke blive reddet.” Nu hvor skibet lå mere stabilt, opmuntrede Paulus dem alle til at spise, og han forsikrede dem endnu en gang om at de ville overleve. Beretningen siger videre at Paulus “takkede Gud for øjnene af dem alle”. (Ap.G. 27:31, 35) Ved at give udtryk for sin værdsættelse i bøn var Paulus et godt eksempel for Lukas, Aristark og kristne i dag. Er de bønner du beder på andres vegne, opmuntrende og trøstende?

¹⁷ Efter at Paulus havde bedt, fik de alle “nyt mod og begyndte også at spise”. (Ap.G. 27:36) Så lettede de skibet endnu en gang ved at kaste al hveden over bord for at skibet ikke skulle stikke så dybt på vej ind mod bredden. Da det blev dag, kappede sømændene ankertovene, løste styreårerne og hejste forsejlet for bedre at kunne manøvrere skibet når de løb det på grund. Så borede forstavnen sig fast, måske i en sandbanke eller i mudder, og agterstavnen begyndte at blive slået i stykker af de voldsomme bølger. Nogle af soldaterne ville dræbe fangerne for at ingen skulle flygte, men Julius greb ind og forhindrede det. Han befalede alle at søge i land, enten ved at svømme eller ved at klamre sig til vragdele. Paulus’ forudsigelse gik i opfyldelse – alle 276 overlevede. Ja, ‘alle kom sikkert i land’. Men hvor var de egentlig strandet? – Ap.G. 27:44.

18-20. Hvussu vístu fólkini á Malta ’óvanligan menniskjakærleika’, og hvat undur hendi?

¹⁸ Det viste sig at de var strandet på øen Malta, syd for Sicilien. (Se boksen “ Malta – hvor?”). Indbyggerne på øen, der talte et fremmed sprog,  viste dem “en usædvanlig venlighed”. (Ap.G. 28:2) De tændte et bål for de nyankomne, som var våde og rystede af kulde, så de kunne få varmen. Og så skete der et mirakel!

¹⁹ For at være hjælpsom samlede Paulus nogle tørre grene og lagde dem på bålet. Men pludselig kom en giftslange ud og bed sig fast i hans hånd. Malteserne troede at det var en eller anden form for straf fra guderne. a

²⁰ De lokale på øen der så at Paulus var blevet bidt, troede at han ville “svulme op”. Ifølge et opslagsværk er det græske ord der her er gengivet med “svulme op”, et lægeudtryk. Det overrasker os ikke at Lukas, “den elskede læge”, bruger sådan et udtryk. (Ap.G. 28:6; Kol. 4:14) Men Paulus rystede giftslangen af, og på mirakuløs vis skete der ikke noget med ham.

21. (a) Hvørjar neyvar upplýsingar fáa vit í hesum partinum av frásøguni hjá Lukasi? (b) Hvørji undur gjørdi Paulus, og hvussu reageraðu fólkini á Malta?

²¹ I området boede der en velhavende jordejer ved navn Publius. Han var muligvis den øverste romerske embedsmand på Malta. Lukas beskriver ham som “øens førende mand”, og det er nøjagtigt den samme titel man har fundet på to maltesiske inskriptioner. Publius bød Paulus og hans rejsefæller velkommen og viste dem gæstfrihed i tre dage. Publius’ far var imidlertid syg. Lukas skriver at han “lå i sengen med feber og dysenteri”. Her ser vi endnu et eksempel på Lukas’ præcise og lægevidenskabelige måde at beskrive sygdomme på. Paulus bad og lagde hænderne på manden, som så blev helbredt. Miraklet gjorde et dybt indtryk på øens indbyggere, og andre syge kom for at blive helbredt. De forærede også Paulus og hans rejsefæller forskellige ting som de kunne få brug for. – Ap.G. 28:7-10.

22. (a) Hvussu hevur ein professari róst frásøguni hjá Lukasi um ferðina til Róm? (b) Hvat fara vit at kanna í næsta kapitli?

²² Beretningen om den del af Paulus’ rejse vi har gennemgået indtil nu, er beskrevet med stor nøjagtighed. En professor har sagt: “Lukas’ beretning ... stikker ud som en af de mest levende og beskrivende skildringer i hele Bibelen. Detaljerne om sømandskab i det første århundrede er så præcise, og skildringen af forholdene i den østlige del af Middelhavet så nøjagtig ... at beretningen må være baseret på en logbog fra selve rejsen.” Lukas kan meget vel have ført den slags optegnelser under sine rejser med apostlen. I så fald gav rejsens næste etape ham også en masse at skrive om. Hvad ville der ske med Paulus når de endelig kom til Rom? Lad os se.