1, 2. Hví er Paulus ikki bilsin um, at hann verður forfylgdur í Jerusalem?

 PAULUS er på et hængende hår blevet reddet fra en rasende folkemængde i Jerusalem, men nu er han igen i fængsel. Den flittige apostel er ikke overrasket over den forfølgelse han udsættes for her i Jerusalem. Han havde jo fået at vide at der ventede ham “fængsel og trængsler” i byen. (Ap.G. 20:22, 23) Og selvom Paulus ikke ved præcis hvad der ligger forude, ved han at han fortsat vil komme til at lide for Jesus’ navns skyld. – Ap.G. 9:16.

² Nogle kristne profeter havde også advaret Paulus om at han ville blive bundet og ‘overgivet til folk fra nationerne’. (Ap.G. 21:4, 10, 11) For nylig prøvede en gruppe jøder at dræbe ham, og kort efter så det ud til at han “ville blive revet midt over” af Sanhedrinets medlemmer da de kom op at skændes på grund af ham. Nu holdes apostlen i forvaring af romerske soldater og er nu igen under anklage og nødt til at forsvare sig. (Ap.G. 21:31; 23:10) Paulus har virkelig brug for opmuntring!

3. Hvussu fáa vit uppmuntring, so vit kunnu halda fram at boða?

³ Vi ved at “alle der ønsker at leve gudhengivent som disciple af Kristus Jesus, vil blive forfulgt” her i endens tid. (2. Tim. 3:12) Så fra tid til anden har vi brug for at blive opmuntret for at kunne fortsætte i vores forkyndelsesarbejde. Hvor er vi taknemmelige for al den opmuntring “den trofaste og kloge træl” giver os gennem vores publikationer og møder! (Matt. 24:45) Jehova har forsikret os om at ingen vil kunne tilintetgøre hans tjenere som gruppe betragtet eller sætte en stopper for deres forkyndelsesarbejde. (Esa. 54:17; Jer. 1:19) Men hvordan gik det apostlen Paulus? Fik han opmuntring så han fortsat kunne aflægge grundigt vidnesbyrd på trods af modstand? Hvis han gjorde, hvordan skete det så, og hvordan reagerede han på opmuntringen?

4, 5. Hvørja uppmuntring fekk Paulus, og hví var tað júst í røttu løtu?

⁴ Paulus fik en meget tiltrængt opmuntring natten efter at han var blevet reddet fra Sanhedrinet. Den inspirerede beretning siger: “Herren  [stod] hos ham og sagde: ‘Vær modig! For ligesom du har aflagt et grundigt vidnesbyrd om mig i Jerusalem, skal du også gøre det i Rom.’” (Ap.G. 23:11) Med de styrkende ord fra Jesus blev Paulus forsikret om at han nok skulle klare den. Nu vidste han at han ville overleve så han kunne komme til Rom og få det privilegie at forkynde om Jesus der.

⁵ Den opmuntring Paulus fik, kom lige i rette tid. Allerede næste dag var der nemlig over 40 jødiske mænd som “rottede ... sig sammen og sværgede at de ikke ville spise eller drikke før de havde dræbt Paulus”. Jødernes sammensværgelse vidnede om hvor besluttet de var på at dræbe apostlen. Hvis det ikke lykkedes dem at gennemføre deres hemmelige plan, troede de at de selv ville blive ramt af en forbandelse. (Ap.G. 23:12-15) Deres plan, som de øverste præster og de ældste bakkede op om, gik ud på at få Paulus ført tilbage til Sanhedrinet til yderligere forhør, som om der var noget man gerne ville undersøge nøjere. Men på vejen ville mændene ligge i baghold for at overfalde Paulus og slå ham ihjel.

6. Hvussu bleiv samansvørjingin ímóti Paulusi avdúkað, og hvat kunnu ung í dag læra av hesi frásøguni?

⁶ Paulus’ nevø hørte om sammensværgelsen og fortalte om det til Paulus. Derefter fik Paulus den unge mand til at fortælle det videre til den romerske kommandant Claudius Lysias. (Ap.G. 23:16-22) Der er ingen tvivl om at Jehova elsker unge der ligesom Paulus’ nevø modigt hjælper Guds tjenere og trofast gør alt hvad de kan, for at støtte tjenesten.

7, 8. Hvat gjørdi Klaudius Lýsias fyri at verja Paulus?

⁷ Straks efter at have hørt om sammensværgelsen mod Paulus beordrede Claudius Lysias, der havde kommandoen over 1.000 mand, at der skulle sendes 470 soldater, spydbærere og ryttere afsted fra Jerusalem samme nat for at få Paulus bragt sikkert til Cæsarea. Når han var kommet dertil, skulle han overgives til statholderen Felix. a Selvom Cæsarea, den romerske administrationsby i Judæa, havde en del jødiske indbyggere, var den hovedsageligt befolket af ikkejøder. Den ro og orden der var i byen, stod i skarp kontrast til situationen i Jerusalem, hvor mange var meget fordomsfulde over for nogle med en anden tro og skabte uroligheder. Cæsarea var også hovedkvarter for de romerske hærenheder i Judæa.

⁸ I overensstemmelse med romersk lov sendte Lysias et brev til Felix hvor han forklarede sagen. Han skrev at han havde fundet ud af at Paulus var romersk borger, og derefter havde reddet ham da han “var ved at blive slået ihjel” af jøderne. Lysias nævnte at han ikke kunne se  at Paulus var skyldig i noget som fortjente “død eller lænker”. Men på grund af sammensværgelsen overgav han nu Paulus til Felix så han selv kunne høre anklagerne og fælde dom i sagen. – Ap.G. 23:25-30.

9. (a) Hvussu blivu rættindini hjá Paulusi sum rómverskur borgari skerd? (b) Hví fara vit kanska at brúka tey rættindini, vit hava sum borgarar í einum landi?

⁹ Holdt Lysias sig til kendsgerningerne i sit brev til Felix? Ikke helt. Det ser ud til at han prøvede at præsentere sig selv i det mest fordelagtige lys. Den virkelige grund til at han var kommet Paulus til undsætning, var slet ikke at han havde fundet ud af at apostlen var romersk borger. Desuden undlod han at nævne noget om at han havde befalet at Paulus skulle lægges “i to lænker” og senere havde givet ordre til at han skulle “forhøres under piskeslag”. (Ap.G. 21:30-34; 22:24-29) På den måde havde Lysias krænket Paulus’ rettigheder som romersk borger. I dag bruger Satan religiøse fanatikere til at forfølge Guds folk, og måske oplever vi også at vores ret til at tilbede Gud ikke bliver respekteret. Men vi kan ligesom Paulus benytte os af de rettigheder vi har som borgere i et land, og få retsbeskyttelse.

10. Hvat bleiv Paulus ákærdur fyri?

¹⁰ I Cæsarea blev Paulus holdt bevogtet i Herodes’ palads indtil de mænd der anklagede ham, ankom fra Jerusalem. (Ap.G. 23:35) Fem dage senere dukkede de op – ypperstepræsten Ananias, en offentlig taler ved navn Tertullus og en gruppe ældste. Tertullus indledte med at rose Felix for det han gjorde for jøderne, sikkert for at smigre ham og opnå fordele. b Da Tertullus kom til sagen, omtalte han Paulus som “en plage” og sagde om ham: “Han stifter oprør blandt alle jøderne på den beboede jord, og han er anfører for nazaræernes sekt. Han forsøgte også at vanhellige templet, så vi pågreb ham.” De andre jøder ‘bakkede op om anklagerne og påstod at de var sande’. (Ap.G. 24:5, 6, 9) Oprørsstifter, anfører for en farlig sekt og en der havde vanhelliget templet – det var nogle alvorlige anklager der kunne føre til dødsstraf.

11, 12. Hvussu vísti Paulus teimum følsku ákærunum aftur?

¹¹ Nu fik Paulus lov til at sige noget. ‘Jeg taler gerne til mit eget forsvar,’ begyndte han. En efter en afviste han anklagerne. Apostlen havde hverken vanhelliget templet eller tilskyndet til oprør. Han pegede på  at han faktisk havde været væk fra Jerusalem i “flere år” og var kommet for at “give gaver” – bidrag til kristne der måske var blevet fattige på grund af hungersnød og forfølgelse. Paulus sagde at han inden han gik ind i templet, var blevet “ceremonielt renset”, og at han havde bestræbt sig for “at bevare en ren samvittighed over for Gud og mennesker”. – Ap.G. 24:10-13, 16-18.

¹² Paulus erkendte dog at han havde tilbedt sine forfædres Gud ved at følge “den vej som de kalder en sekt”. Men han understregede at han troede på “alt det der står skrevet i Loven og i Profeterne”. Og ligesom flere af sine anklagere stolede han på håbet om at “både retfærdige og uretfærdige vil blive oprejst fra døden”. Til sidst udfordrede Paulus sine anklagere: “Lad mændene her selv sige hvad de fandt mig skyldig i da jeg stod foran Sanhedrinet, bortset fra den ene ting jeg råbte da jeg var blandt dem: ‘Jeg står i dag anklaget fordi jeg tror på de dødes opstandelse!’” – Ap.G. 24:14, 15, 20, 21.

13-15. Hvussu kunnu vit taka eftir Paulusi, tá ið talan er um at vitna fyri myndugleikapersónum?

¹³ Vi kan tænke på Paulus’ gode eksempel hvis vi nogensinde skulle blive stillet for myndighedspersoner på grund af vores tilbedelse og blive anklaget for at tilskynde til vold, oprør mod regeringen eller at tilhøre en farlig sekt. Paulus forsøgte ikke at indynde sig hos statholderen ved at overøse ham med smiger ligesom Tertullus gjorde. Paulus forholdt sig rolig og viste respekt for Felix. Taktfuldt forklarede han hvordan det virkelig forholdt sig. Han nævnte at de “jøder fra provinsen  Asien” der havde anklaget ham for at vanhellige templet, ikke selv var til stede, og at han ifølge loven skulle have mulighed for at møde dem personligt så han kunne høre deres anklager. – Ap.G. 24:18, 19.

¹⁴ Men vigtigst af alt holdt Paulus sig ikke tilbage fra at aflægge vidnesbyrd om sin tro. Frimodigt gentog apostlen sin tro på opstandelsen, det emne der havde skabt så stort kaos da han var stillet for Sanhedrinet. (Ap.G. 23:6-10) I sin forsvarstale lagde Paulus stor vægt på opstandelseshåbet. Hvorfor? For at vidne om Jesus og hans opstandelse fra de døde – noget som hans modstandere ikke ville anerkende. (Ap.G. 26:6-8, 22, 23) Ja, det var spørgsmålet om opstandelsen – og mere præcist om troen på Jesus og hans opstandelse – som var det hele striden handlede om.

¹⁵ Ligesom Paulus kan vi aflægge et frimodigt vidnesbyrd og blive styrket af det Jesus sagde til sine disciple: “I vil blive hadet af alle på grund af mit navn, men den der holder ud til enden, bliver frelst.” Skal vi bekymre os om hvad vi skal sige? Nej, for Jesus gav os den her forsikring: “Når de fører jer afsted for at overgive jer, så vær ikke i forvejen bekymret for hvad I skal sige, men sig det der bliver givet jer i samme øjeblik, for det er ikke jer der taler, men den hellige ånd.” – Mark. 13:9-13.

16, 17. (a) Hvat segði og gjørdi Feliks í rættarmálinum ímóti Paulusi? (b) Hvat var møguliga orsøkin til, at Feliks bleiv bangin, men hví bleiv hann allíkavæl við at senda boð eftir Paulusi?

¹⁶ Det var ikke første gang statholderen Felix hørte om den kristne tro. Beretningen siger: “Felix, som havde et ret godt kendskab til Vejen [det udtryk man brugte om den tidlige kristne tro], holdt dem hen og sagde: ‘Når kommandanten Lysias kommer ned, vil jeg afgøre disse sager vedrørende jer.’ Og han gav officeren ordre til at manden skulle holdes i forvaring men have en vis frihed, og at hans trosfæller skulle have lov til at sørge for ham.” – Ap.G. 24:22, 23.

¹⁷ Nogle dage senere sendte Felix og hans hustru, Drusilla, der var jøde, bud efter Paulus og “lod ham fortælle om troen på Kristus Jesus”. (Ap.G. 24:24) Da Paulus begyndte at tale om “retfærdighed og selvbeherskelse og den kommende dom, blev Felix forskrækket”, sandsynligvis fordi de onde ting han havde gjort i sit liv, plagede hans samvittighed. Han sendte derfor Paulus væk og sagde: “Indtil videre kan du gå, og når jeg får lejlighed til det, vil jeg tilkalde dig igen.” Efter den episode sendte Felix ofte bud efter Paulus, ikke fordi han gerne ville lære sandheden at kende, men fordi han håbede at Paulus ville bestikke ham. – Ap.G. 24:25, 26.

18. Hví talaði Paulus til Feliks og konu hansara um „rættferð, fráhald og hin komandi dóm“?

 ¹⁸ Hvad var grunden til at Paulus talte til Felix og hans hustru om “retfærdighed og selvbeherskelse og den kommende dom”? Det var at de gerne ville vide hvad “troen på Kristus Jesus” gik ud på. Og Paulus, der vidste hvor umoralske, onde og uretfærdige de var, gjorde det klart hvad Jesus krævede af dem der gerne ville være hans disciple. Det Paulus sagde, understregede den store kontrast der er mellem Guds retfærdige normer og det liv som Felix og hans hustru levede. Det burde have hjulpet dem til at se at alle mennesker skal stå Gud til regnskab for hvad de tænker, siger og gør, og at noget der havde større betydning end den dom der skulle fældes i forbindelse med Paulus, var den dom de selv ville få af Gud. Det er ikke så mærkeligt at Felix blev forskrækket!

19, 20. (a) Hvat skulu vit gera, tá ið vit møta onkrum í boðanini, sum virkar áhugaður, men ikki vilja broyta seg? (b) Hvussu vita vit, at Feliks ikki var ein rættur vinur hjá Paulusi?

¹⁹ I vores tjeneste kan vi støde på nogle der minder om Felix. Til at begynde med virker de måske interesseret i sandheden, men i virkeligheden ønsker de slet ikke at forandre deres liv. Derfor må vi være forsigtige når vi prøver at hjælpe nogen der har det sådan. Men ligesom Paulus kan vi taktfuldt fortælle dem om Guds retfærdige normer. Måske vil sandheden røre deres hjerte. Men hvis det bliver tydeligt at de ikke har nogen intentioner om at holde op med at gøre de forkerte ting, lader vi dem være og leder videre efter dem der virkelig søger sandheden.

²⁰ I Felix’ tilfælde blev det til sidst tydeligt hvad hans virkelige motiv var, for der siges: “Da der var gået to år, blev Felix efterfulgt af Porkius Festus. Felix ville gerne være populær hos jøderne, så han lod Paulus blive i forvaring.” (Ap.G. 24:27) Felix var ikke nogen sand ven af Paulus. Han vidste udmærket godt at de der fulgte “Vejen”, hverken var ude på at stifte oprør eller starte revolutioner. (Ap.G. 19:23) Og han vidste også at Paulus ikke havde overtrådt nogen romersk lov. Alligevel holdt Felix apostlen i forvaring for at blive “populær hos jøderne”.

21. Hvat hendi við Paulusi, eftir at Porkius Festus var blivin landshøvdingi, og hvat hevur óivað styrkt Paulus?

²¹ Som det fremgår af det sidste vers i Apostlenes Gerninger, kapitel 24, blev Paulus stadig holdt som fange da Porkius Festus efterfulgte Felix som statholder. En række afhøringer blev indledt, og Paulus blev overgivet fra den ene embedsmand til den anden. Det kan virkelig siges at den modige apostel blev “ført frem for konger og statholdere”. (Luk. 21:12) Som vi skal se, ville han senere komme til at aflægge et vidnesbyrd over for den mest magtfulde af alle herskere dengang. Og på trods af alt det Paulus blev udsat for, blev hans tro aldrig svækket. Han blev uden tvivl ved med at hente styrke i Jesus’ ord: “Vær modig!”