1, 2. Hvat er serligt við ferðini, sum Barnabas og Saulus nú skulu fara á, og hvussu er arbeiðið hjá teimum við til at uppfylla tað, sum stendur í Ápostlasøguni 1:8?

 DET er en spændende dag for menigheden i Antiokia. Af alle menighedens profeter og lærere er Barnabas og Saulus blevet udvalgt af den hellige ånd til at bringe den gode nyhed ud til fjerne steder. a (Ap.G. 13:1, 2) Det er rigtigt at kvalificerede mænd har været sendt ud før. Men det var til områder hvor der allerede var kristne. (Ap.G. 8:14; 11:22) Nu vil Barnabas og Saulus – sammen med Johannes Markus, der skal være deres medhjælper – blive sendt til lande hvor de fleste af indbyggerne ikke kender den gode nyhed.

² Omkring 14 år tidligere havde Jesus sagt til sine disciple: “I skal være vidner om mig i Jerusalem, i hele Judæa og Samaria og til de fjerneste dele af jorden.” (Ap.G. 1:8) At Barnabas og Saulus nu er blevet udnævnt til at tjene som missionærer, vil bidrage til opfyldelsen af Jesus’ profetiske ord! b

3. Hví var tað trupult at fara eina langa ferð í fyrstu øld?

³ Takket være opfindelser som bilen og flyet kan man i dag rejse langt væk på bare nogle få timer. Sådan var det ikke i det første århundrede. Den mest almindelige måde at rejse over land på dengang var at gå, ofte i ujævnt terræn. En dagsrejse, hvor man måske kun tilbagelagde 30 kilometer, kunne være meget udmattende! c Så selvom Barnabas og Saulus uden tvivl glædede sig til at gå i gang med deres opgave, var de nok klar over at den ville være forbundet med mange anstrengelser og stor selvopofrelse. – Matt. 16:24.

4. (a) Hvussu vórðu Barnabas og Saulus útvaldir, og hvussu reageraðu trúarfelagarnir upp á tað? (b) Hvussu kunnu vit stuðla teimum, sum fáa uppgávur í samkomuni?

⁴ Men hvorfor sagde den hellige ånd at det lige netop skulle være  Barnabas og Saulus der skulle ‘udtages til arbejdet’? (Ap.G. 13:2) Det siger Bibelen ikke noget om. Men vi ved at den hellige ånd ledte udvælgelsen af dem. Og det bakkede profeterne og lærerne i Antiokia op om. Forestil dig hvordan Barnabas og Saulus må have følt da deres brødre, uden misundelse, ‘fastede og bad og lagde hænderne på dem og sendte dem afsted’. (Ap.G. 13:3) Vi må også støtte dem der får tildelt opgaver i menigheden, deriblandt de brødre der udnævnes til tilsynsmænd. Frem for at misunde dem der får sådan nogle privilegier, bør vi “vise dem særlig opmærksomhed og elske dem på grund af deres arbejde”. – 1. Thess. 5:13.

5. Hvat bar tað í sær at boða á Kýpros?

⁵ Efter at have vandret til Seleukia, en havneby i nærheden af Antiokia, sejlede Barnabas og Saulus til øen Cypern, en rejse på cirka 200 kilometer. d Fordi Barnabas kom fra Cypern, var han sikkert ivrig efter at forkynde den gode nyhed for dem der boede der. Da Barnabas og Saulus ankom til Salamis, en by på øens østkyst, spildte de ikke tiden men begyndte straks “at forkynde Guds ord i jødernes synagoger”. e  (Ap.G. 13:5) De rejste fra den ene ende af Cypern til den anden og har sandsynligvis forkyndt i de større byer undervejs. Afhængigt af hvilken rute de fulgte, kan de have vandret mindst 150 kilometer!

6, 7. (a) Hvør var Sergius Paulus, og hví royndi Barjesus at forða honum í at hoyra tey góðu tíðindini? (b) Hvat gjørdi Saulus fyri at steðga Barjesusi?

⁶ I det første århundrede var Cypern gennemsyret af falsk religion. Det sås tydeligt i Pafos, en by på øens vestkyst som Barnabas og Saulus besøgte. Der mødte de Barjesus, som “var troldmand og falsk profet”. Der står om ham at “han var hos prokonsulen Sergius Paulus, som var en klog mand”. f I det første århundrede søgte mange fornemme romere – selv en klog mand som Sergius Paulus – hjælp hos troldmænd eller astrologer når de skulle træffe vigtige afgørelser. Alligevel gjorde budskabet om Riget indtryk på Sergius Paulus, og han “var ivrig efter at høre Guds ord”. Det passede bestemt ikke Barjesus, der i forbindelse med sit erhverv også var kendt under navnet Elymas, som betyder “troldmand”. – Ap.G. 13:6-8.

⁷ Barjesus var modstander af det kristne budskab. Det eneste han kunne gøre for at beskytte sin indflydelsesrige stilling som rådgiver for Sergius Paulus, var at “hindre prokonsulen i at få tro”. (Ap.G. 13:8) Men Saulus ville ikke lade en troldmand komme i vejen for Sergius Paulus’ interesse. Hvad gjorde han? Beretningen siger: “Saulus, også kaldet Paulus, blev fyldt med hellig ånd og så fast på ham [Barjesus] og sagde: ‘Du Djævelens søn, fjende af al retfærdighed og fuld af alle former for bedrag og ondskab, holder du aldrig op med at fordreje Jehovas lige veje? Jehova vil straffe dig, og du skal blive blind og ikke se sollyset i et stykke tid.’ Straks faldt der tæt tåge og mørke over ham, og han  gik rundt og famlede efter en der kunne lede ham ved hånden.” g Hvad førte miraklet til? “Prokonsulen, som havde set hvad der var sket, fik nu tro, for han var forbløffet over Jehovas lære.” – Ap.G. 13:9-12.

8. Hvussu kunnu vit vera djørv líkasum Paulus?

⁸ Paulus lod sig ikke skræmme af Barjesus. Vi skal heller ikke lade os skræmme af modstandere der prøver at svække troen hos dem der viser interesse for budskabet. Vi må selvfølgelig altid lade vores ord “være venlige, krydret med salt”. (Kol. 4:6) Men samtidig vil vi gøre hvad vi kan for at hjælpe interesserede til at blive ved med at lære Jehova at kende, også selvom det gør andre vrede. Vi må heller ikke være bange for at afsløre falsk religion, som ‘fordrejer Jehovas lige veje’, ligesom Barjesus gjorde. (Ap.G. 13:10) Lad os efterligne Paulus og frimodigt fortælle andre om sandheden og appellere til dem der er oprigtige. Og selvom Jehovas støtte måske ikke er så iøjnefaldende som den var i Paulus’ tilfælde, kan vi være sikre på at han ved hjælp af sin hellige ånd vil drage dem der har den rigtige indstilling. – Joh. 6:44.

9. Hvussu eru Paulus og Barnabas góðar fyrimyndir fyri teir, sum ganga undan í samkomuni í dag?

⁹ Det ser ud til at der skete en forandring da mændene forlod Pafos og begyndte den cirka 250 kilometer lange sejlads mod Perge, der lå ved Lilleasiens kyst. I Apostlenes Gerninger 13:13 omtales gruppen som “Paulus og hans rejsefæller”. Det indikerer at det nu var Paulus der førte an. Der er dog ikke noget der tyder på at Barnabas blev misundelig på Paulus. De to mænd fortsatte tværtimod med at arbejde sammen om at gøre Guds vilje. Paulus og Barnabas er et godt eksempel for dem der  fører an i menigheden i dag. De konkurrerer ikke om hvem der er vigtigst i menigheden, men husker altid på hvad Jesus sagde: “I er alle brødre.” Han tilføjede: “Den der ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv, vil blive ophøjet.” – Matt. 23:8, 12.

10. Hvussu var ferðin úr Perge til Antiokia í Pisidia?

¹⁰ Da Paulus og hans rejsefæller kom til Perge, forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. Bibelen siger ikke noget om hvorfor han pludselig rejste. Paulus og Barnabas rejste videre fra Perge til Antiokia i Pisidien, en by i provinsen Galatien. Det var ikke nogen nem rejse, for Antiokia lå omkring 1.100 meter over havets overflade. Det var også almindeligt kendt at røverbander lå på lur i de farlige bjergpas. Og som om det ikke var nok, havde Paulus sandsynligvis helbredsproblemer på det her tidspunkt. h

11, 12. Hvat segði Paulus í sýnagoguni í Antiokia í Pisidia fyri at vekja áhugan hjá teimum, sum lurtaðu?

¹¹ I Antiokia i Pisidien gik Paulus og Barnabas ind i synagogen på sabbatten. Beretningen siger: “Efter oplæsningen fra Loven og Profeterne sagde forstanderne for synagogen til dem: ‘Mænd, brødre, hvis I har noget opmuntrende at sige til folket, så fortæl det.’” (Ap.G. 13:15) Paulus rejste sig for at tale.

¹² Han henvendte sig til forsamlingen med ordene: “Israelitter og I andre der har dyb respekt for Gud.” (Ap.G. 13:16) Tilhørerne bestod af jøder og proselytter som ikke anerkendte Jesus’ plads i Guds hensigt. Hvad sagde Paulus for at vække deres interesse? Først opridsede han den jødiske nations historie. Han fortalte  hvordan Jehova havde ‘ophøjet folket mens de levede som udlændinge i Egypten’, og hvordan han i 40 år efter at han havde ført dem ud, ‘fandt sig i dem i ørkenen’. Paulus fortalte også hvordan Jehova hjalp israelitterne til at indtage det lovede land, og at han ‘tildelte dem deres land som en arv’. (Ap.G. 13:17-19) Nogle mener at Paulus henviste til skriftsteder der lige var blevet oplæst under sabbatten. Hvis det er tilfældet, er det et flot eksempel på at Paulus vidste hvordan han skulle ‘blive alt for alle slags mennesker’. – 1. Kor. 9:22.

13. Hvussu kunnu vit geva fólki hug at læra um Jehova?

¹³ Vi må også gøre vores bedste for at forkynde på en måde der appellerer til dem vi taler med. For eksempel kan det at kende folks religiøse baggrund hjælpe os til at vælge nogle emner som kunne være af særlig interesse for dem. Vi kunne også vise den besøgte et bibelvers som har praktisk værdi, og måske bede vedkommende om at læse det op fra vores bibel. Vi må være på udkig efter hvordan vi kan give folk lyst til at lære om Jehova.

14. (a) Hvussu fortaldi Paulus tey góðu tíðindini um Jesus, og hvørja ávaring gav hann? (b) Hvussu tóku fólk ímóti tí, sum Paulus segði?

¹⁴ Paulus forklarede derefter hvordan Israels kongelige slægtslinje havde ført frem til “en frelser, Jesus”, som Johannes Døber havde banet vejen for. Så kom han ind på at Jesus var blevet slået ihjel og oprejst fra de døde. (Ap.G. 13:20-37) “I skal derfor vide, brødre,” sagde Paulus, “at det der bliver forkyndt for jer, er at I kan få tilgivet jeres synder gennem ham.” Og han tilføjede: “Alt det som I ikke kunne blive erklæret skyldfri for ved hjælp af Moses’ Lov, det bliver enhver som tror, erklæret skyldfri for ved hjælp af ham.” Apostlen gav så sine tilhørere den her advarsel: “Pas derfor på at det der siges i Profeterne, ikke kommer over jer: ‘Se hvad jeg gør i jeres dage, I som er fulde af foragt, og bliv forbløffede, og gå til grunde, for jeg gør noget som I ikke engang vil tro hvis nogen fortæller jer om det i detaljer.’” Paulus’ tale fik en overraskende modtagelse. Bibelen fortæller at folk “bønfaldt ... dem om også at tale om disse emner den følgende sabbat”. Og efter at de forsamlede i synagogen var gået hver til sit, “fulgte mange af de jøder og proselytter der tilbad Gud, med Paulus og Barnabas”. – Ap.G. 13:38-43.

15. Hvat hendi á sabbatinum, eftir at Paulus hevði talað?

¹⁵ Næste sabbat samledes “næsten hele byen” for at lytte til Paulus. Det brød nogle af jøderne sig bestemt ikke om, og de “begyndte blasfemisk at modsige det Paulus sagde”. Frimodigt sagde Paulus og Barnabas til dem: “Det var nødvendigt at Guds ord først blev fremholdt for jer.  Men nu hvor I forkaster det og dømmer jer selv uværdige til evigt liv, går vi til nationerne. Jehova har nemlig befalet os: ‘Jeg har gjort dig til et lys for nationer for at du skal være til frelse til jordens ende.’” – Ap.G. 13:44-47; Esa. 49:6.

16. Hvussu ávirkaði tað, sum Paulus og Barnabas søgdu, jødarnar, og hvat gjørdu Paulus og Barnabas, tá ið jødarnir tveittu teir út úr býnum?

¹⁶ De ikkejødiske tilhørere blev meget glade, og “alle som havde den rette indstilling så de kunne få evigt liv, fik tro”. (Ap.G. 13:48) Jehovas ord blev snart spredt ud over hele landet. Jøderne reagerede derimod meget anderledes. Paulus og Barnabas havde i realiteten sagt til dem at selvom Guds ord var blevet fremholdt for dem først, havde de valgt at forkaste Messias, og derfor ville de blive ramt af Guds dom. Jøderne ophidsede byens prominente kvinder og førende mænd, “og de iværksatte en forfølgelse af Paulus og Barnabas og jagede dem uden for deres område”. Hvordan reagerede Paulus og Barnabas på det? De “rystede så støvet af fødderne og tog til Ikonion”. Satte det en stopper for den kristne tro i Antiokia i Pisidien? Bestemt ikke! De disciple som var tilbage i byen, “var fortsat fyldt med glæde og hellig ånd”. – Ap.G. 13:50-52.

17-19. Hvussu kunnu vit gera sum Paulus og Barnabas, og hvussu hjálpir tað okkum at vera glað?

¹⁷ Vi kan lære meget af den måde Paulus og Barnabas tacklede modstand på. Vi vil ikke holde op med at forkynde, heller ikke når fremtrædende mennesker i verden prøver at forhindre os. Læg også mærke til at Paulus og Barnabas ‘rystede støvet af fødderne’ da indbyggerne i Antiokia afviste deres budskab. Det betød ikke at de var vrede, men at de fralagde sig ethvert ansvar for hvad der ville ske indbyggerne. Paulus og Barnabas erkendte at de ikke kunne bestemme hvordan andre skulle reagere. De kunne dog selv bestemme om de ville blive ved med at forkynde. Og det ville de, så derfor tog de til Ikonion.

¹⁸ Hvad med de disciple som Paulus og Barnabas forlod i Antiokia? Det er rigtigt at de boede i et fjendtligsindet distrikt, men deres glæde var ikke afhængig af om folk reagerede positivt på den gode nyhed eller ej. Jesus sagde: “Lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!” (Luk. 11:28) Og det var præcis hvad disciplene i Antiokia i Pisidien var besluttet på at gøre.

¹⁹ Ligesom Paulus og Barnabas må vi altid huske at vores ansvar er at forkynde den gode nyhed. Det er helt op til folk selv om de vil tage imod budskabet eller ej. Hvis nogle af dem vi forkynder for, ikke er interesserede, kan vi efterligne disciplene i det første århundrede. Når vi værdsætter sandheden og lader os lede af den hellige ånd, kan vi også være glade, selv hvis vi kommer ud for modstand. – Gal. 5:18, 22.