1, 2. Hvat hendir, meðan Paulus og Barnabas eru í Lystra?

 DER er stor tumult i Lystra. En mand der har været krøbling siden han blev født, springer omkring af glæde efter at to fremmede har helbredt ham. Folk tror ikke deres egne øjne, og en præst ved Zeustemplet bringer kranse hen til de to mænd, som folkemængden tror er guder. Tyre pruster og brøler mens præsten gør sig klar til at slagte dem. Paulus og Barnabas protesterer dog højlydt mod alt det der sker. De flænger deres tøj, springer ind i folkemængden og beder dem indtrængende om ikke at tilbede dem, men de kan næsten ikke stoppe dem.

² Nogle jødiske modstandere fra Ikonion og Antiokia i Pisidien ankommer nu til Lystra. De bagtaler Paulus og Barnabas så indbyggerne i byen begynder at hade de to mænd. De selv samme mennesker som kort forinden havde forsøgt at tilbede Paulus, omringer ham nu og stener ham indtil han er bevidstløs. Efter at have fået afløb for deres vrede slæber de Paulus uden for byportene og efterlader ham der i den tro at han er død.

3. Hvørjar spurningar fara vit at kanna í hesum kapitlinum?

³ Hvad skete der inden den voldsomme episode? Hvad kan vi som forkyndere af den gode nyhed lære af Barnabas, Paulus og indbyggerne i Lystra? Og hvordan kan de ældste efterligne Barnabas og Paulus, som trofast holdt ud i deres forkyndelse og talte frimodigt med kraft fra Jehova? – Ap.G. 14:3.

4, 5. Hví fóru Paulus og Barnabas til Ikonium, og hvat hendi har?

⁴ Få dage inden var Paulus og Barnabas blevet smidt ud af den romerske by Antiokia i Pisidien efter at jødiske modstandere havde givet dem problemer. Men de to mænd lod sig ikke gå på af byens indbyggere. Nej, vi læste af de ‘rystede støvet af fødderne’ og forlod byen.  (Ap.G. 13:50-52; Matt. 10:14) Paulus og Barnabas tog fredeligt videre og lod det være op til Gud at dømme dem. (Ap.G. 18:5, 6; 20:26) De to trofaste mænd mistede ikke glæden men fortsatte på deres forkynderrejse. Da de havde vandret omkring 150 kilometer mod sydøst, nåede de til et frodigt plateau der lå mellem Taurusbjergene og Sultanbjergene.

⁵ Paulus og Barnabas’ første stop var Ikonion, der var en græsk enklave og en af de vigtigste byer i den romerske provins Galatien. a Her var der en indflydelsesrig jødisk befolkning og mange ikkejødiske proselytter. Som Paulus og Barnabas plejede, gik de ind i synagogen og begyndte at forkynde. (Ap.G. 13:5, 14) De “talte på en sådan måde at mange jøder og grækere fik tro”. – Ap.G. 14:1.

6. Hví dugdu Paulus og Barnabas so væl at undirvísa, og hvussu kunnu vit gera sum teir?

⁶ Hvorfor var den måde Paulus og Barnabas talte på, så virkningsfuld? Paulus havde et stort kendskab til Skrifterne. Han var dygtig til at henvise til historien, profetierne og Moseloven for at bevise at Jesus var den lovede Messias. (Ap.G. 13:15-31; 26:22, 23) Barnabas udstrålede omsorg for andre. (Ap.G. 4:36, 37; 9:27; 11:23, 24) Hverken Paulus eller Barnabas stolede på deres egen forstand men var bevidste om at “Jehova gav dem kraft til at tale”. Hvordan kan du efterligne dem i din forkyndelse? Det kan du ved at gøre følgende: Lær Guds ord, Bibelen, godt at kende. Vælg nogle bibelvers som du tror vil appellere til dine tilhørere. Vær på udkig efter hvordan du rent praktisk kan trøste dem du forkynder for. Og basér altid din undervisning på Jehovas ord, ikke på din egen visdom.

7. (a) Hvussu taka fólk ímóti teimum góðu tíðindunum? (b) Hvat skalt tú minnast til, viss tað er ófriður í familjuni, tí tú tænir Jehova?

⁷ Det var dog ikke alle i Ikonion der var glade for at høre hvad Paulus og Barnabas havde at sige. Lukas fortsætter: “De jøder der ikke troede, ophidsede folk fra nationerne og vendte dem imod brødrene.” Paulus og Barnabas vurderede at det ville være bedst at blive i byen for at forsvare den gode nyhed, og de “tilbragte lang tid der”. Det førte til at byen blev splittet så “nogle holdt med jøderne, og andre med apostlene”. (Ap.G. 14:2-4) I dag fremkalder den gode nyhed lignende reaktioner. For nogle virker den gode nyhed forenende, for andre splittende. (Matt. 10:34-36) Hvis din familie er splittet fordi du lever efter sandheden, så husk at modstand ofte er en reaktion på ubegrundede rygter eller direkte løgne. Din gode opførsel kan modbevise sådan nogle falske rygter og med tiden måske blødgøre hjertet hos dem der modarbejder dig. – 1. Pet. 2:12; 3:1, 2.

8. Hví fóru Paulus og Barnabas úr Ikonium, og hvat kann tað læra okkum?

 ⁸ Efter noget tid besluttede modstanderne i Ikonion at de ville stene Paulus og Barnabas. Da de to missionærer hørte om det, valgte de at rejse videre til andre forkynderdistrikter. (Ap.G. 14:5-7) I dag er forkynderne af Riget lige så forsigtige. Når nogen siger noget nedsættende om os eller det vi tror på, taler vi med frimodighed. (Flp. 1:7; 1. Pet. 3:13-15) Men hvis vi bliver truet med vold, undlader vi at gøre noget overmodigt der kunne bringe os selv eller vores trosfæller i unødig fare. – Ordsp. 22:3.

9, 10. Hvar lá Lystra, og hvat vita vit um tey, sum búðu har?

⁹ Paulus og Barnabas tog til Lystra, en romersk koloni cirka 30 kilometer sydvest for Ikonion. Lystra havde mange lighedspunkter med Antiokia i Pisidien men havde i modsætning til Antiokia ikke nogen særligt stor jødisk befolkning. Selvom indbyggerne sandsynligvis talte græsk, var deres modersmål lykaonisk. Paulus og Barnabas valgte at forkynde på et offentligt sted – måske fordi der ikke var en synagoge i byen. Der udførte Paulus et mirakel der lignede et Peter havde udført i Jerusalem, nemlig at helbrede en mand der havde været lam fra fødslen. (Ap.G. 14:8-10) Da Peter udførte miraklet, var der mange der fik tro. (Ap.G. 3:1-10) Men det mirakel Paulus udførte, fik et helt andet udfald.

¹⁰ Som beskrevet i indledningen af det her kapitel nåede folkemængden i Lystra frem til den forkerte konklusion da manden der havde været lam, sprang op og begyndte at gå. De kaldte Barnabas for Zeus, den øverste gud, og Paulus for Hermes, Zeus’ søn og gudernes talsmand. (Se boksen “ Lystra og dyrkelsen af Zeus og Hermes”). Det var dog meget  vigtigt for Barnabas og Paulus at få dem til at forstå at de ikke talte og handlede i hedenske guders navn, men i den eneste sande Guds, Jehovas, navn. – Ap.G. 14:11-14.

11-13. (a) Hvat søgdu Paulus og Barnabas við tey, sum búðu í Lystra? (b) Hvat kunnu vit læra av tí, sum Paulus og Barnabas søgdu?

¹¹ På trods af de dramatiske omstændigheder forsøgte Paulus og Barnabas stadig at nå deres tilhøreres hjerte. Ud fra den her episode lærer vi hvordan man på en god måde kan forkynde for nogle der ikke er kristne. Læg mærke til hvordan Paulus og Barnabas appellerede til deres tilhørere: “Mænd, hvad er det I gør? Vi er også mennesker med de samme svagheder som jer. Og vi forkynder den gode nyhed for jer så I kan vende jer fra disse tomme ting og tilbede den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt hvad der er i dem. I tidligere tider har han tilladt alle nationerne at gøre hvad de ville, og alligevel har han vist hvem han er, ved at gøre godt, ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at give jer rigeligt med mad og fylde jeres hjerter med glæde.” – Ap.G. 14:15-17.

¹² Hvad kan vi lære af de tankevækkende ord? For det første at Paulus og Barnabas ikke følte sig hævet over andre. De gav sig ikke ud for at være noget de ikke var. De indrømmede ydmygt at de havde de samme svagheder som deres tilhørere. Det er sandt at Paulus og Barnabas havde fået den hellige ånd og var blevet befriet fra falsk religion. De var også blevet velsignet med håbet om at regere sammen med Kristus. Men Paulus og Barnabas vidste at indbyggerne i Lystra kunne få de samme gaver hvis de adlød Kristus.

¹³ Hvordan betragter vi dem vi forkynder for? Føler vi os hævet over dem? Når  vi hjælper andre til at lære sandheden fra Guds ord at kende, er vi så ligesom Paulus og Barnabas opmærksomme på ikke at tage imod overdreven anerkendelse og beundring? Charles Taze Russell, der var meget dygtig til at undervise, og som førte an i forkyndelsesarbejdet i slutningen af det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede, var et godt eksempel i den forbindelse. Han skrev: “Vi [ønsker] ingen ære eller ærbødighed for os selv eller vore skrifter, og vi ønsker ikke at blive kaldt Rabbi eller Deres Velærværdighed.” Bror Russell havde den samme ydmyge indstilling som Paulus og Barnabas. Vores motiv til at forkynde er heller ikke at opnå ære men at hjælpe folk til at begynde at tilbede “den levende Gud”.

14-16. Hvat annað kunnu vit læra av tí, sum Paulus og Barnabas søgdu við tey, sum búðu í Lystra?

¹⁴ Noget andet vi kan lære, er at Paulus og Barnabas var gode til at tilpasse sig deres tilhørere. Til forskel fra jøderne og proselytterne i Ikonion kendte Lystras indbyggere kun lidt eller slet ingenting til Skrifterne eller til Israels nations forhold til Gud. De levede i et landbrugssamfund. I Lystra var der et mildt klima og frugtbar jord. Så indbyggerne havde rig mulighed for at lære noget om Skaberen ved at se på naturen og tænke over det der var omkring dem – for eksempel de “frugtbare årstider” – og det brugte Paulus og Barnabas som et fælles udgangspunkt i deres forkyndelse. – Rom. 1:19, 20.

¹⁵ Kan vi også tilpasse os når vi forkynder for andre? Selvom en landmand tilsår flere af sine marker med den samme slags korn, må han bruge forskellige metoder til at bearbejde jorden. Én slags jord kan være blød og klar til at tage imod kornet, en anden kræver måske mere bearbejdning. Vi sår også altid den samme slags korn – budskabet om Riget, som vi finder i Guds ord. Men hvis vi er som Paulus og Barnabas, vil vi prøve at være opmærksomme på vores tilhøreres omstændigheder og religiøse baggrund og lade det afgøre hvordan vi præsenterer budskabet. – Luk. 8:11, 15.

¹⁶ Der er en tredje ting vi kan lære af beretningen om Paulus, Barnabas og indbyggerne i Lystra. Selvom vi gør vores bedste, sker det nogle gange at de korn vi sår, ‘bliver snuppet eller sået på klippegrund’. (Matt. 13:18-21) Det skal vi ikke blive modløse over. Som Paulus senere mindede disciplene i Rom om, skal “hver enkelt af os [inklusive dem vi forkynder for] ... aflægge regnskab for sig selv over for Gud”. – Rom. 14:12.

17. Hvar fóru Paulus og Barnabas aftan á at hava verið í Derbe, og hví?

¹⁷ Efter at folkeskaren havde slæbt Paulus uden for Lystra og efterladt ham i den tro at han var død, stillede disciplene sig i en kreds om  ham, hvorefter han rejste sig og fandt et sted inde i byen hvor han kunne overnatte. Næste dag tog Paulus og Barnabas afsted på den 100 kilometer lange rejse til Derbe. Hvor må det have været smertefuldt for Paulus at foretage den anstrengende tur efter at være blevet stenet bare nogle få timer tidligere. Men han og Barnabas holdt ud, og da de kom til Derbe, gjorde de “adskillige til disciple”. I stedet for at tage den kortere rute tilbage til deres udgangspunkt i Antiokia i Syrien “vendte de tilbage til Lystra, Ikonion og Antiokia [i Pisidien]”. Hvorfor? Fordi de gerne ville ‘styrke disciplene og opmuntre dem til at holde fast ved troen’. (Ap.G. 14:20-22) De er virkelig et godt eksempel for os! Menighedens behov var vigtigere for dem end hvordan de selv havde det. I dag følger kredstilsynsmænd og missionærer deres eksempel.

18. Hvat hendir, áðrenn ein bróðir verður útnevndur til elsta?

¹⁸ Ud over at styrke disciplene med det de sagde og gjorde, udnævnte Paulus og Barnabas “ældste for dem i hver menighed”. Selvom Paulus og Barnabas var blevet sendt ud på deres missionsrejse “af den hellige ånd”, bad og fastede de før de udnævnte de ældste og “overgav dem til Jehova”. (Ap.G. 13:1-4; 14:23) I dag bliver nye ældste udnævnt på en lignende måde. Inden et ældsteråd anbefaler en bror til at tjene som tilsynsmand, beder de til Jehova og vurderer om broren lever op til Bibelens kvalifikationskrav. (1. Tim. 3:1-10, 12, 13; Tit. 1:5-9; Jak. 3:17, 18; 1. Pet. 5:2, 3) Det mest afgørende er ikke hvor længe broren har tjent Jehova. Hans tale, adfærd og omdømme viser i hvor høj grad den hellige ånd virker i hans liv. Han er kvalificeret til at tjene som hyrde for hjorden hvis han opfylder de krav der er beskrevet i Bibelen. (Gal. 5:22, 23) Det er kredstilsynsmanden der har ansvaret for udnævnelsen af nye tilsynsmænd. – Se også 1. Timotheus 5:22.

19. Hvørjum skulu teir elstu standa til roknskap, og hvussu royna teir at gera sum Paulus og Barnabas?

¹⁹ De ældste ved at de skal stå til regnskab over for Jehova i forbindelse med den måde de behandler menigheden på. (Hebr. 13:17) Ligesom Paulus og Barnabas fører de an i forkyndelsesarbejdet. De styrker deres trosfæller med det de siger. Og menighedens behov er vigtigere for dem end hvordan de selv har det. – Flp. 2:3, 4.

20. Hví er tað gott fyri okkum at lesa frásøgur um tað, sum okkara trúføstu trúarfelagar gera?

²⁰ Da Paulus og Barnabas vendte tilbage til Antiokia i Syrien, den by der var udgangspunkt for deres missionsrejser, fortalte de om “de mange ting Gud havde udrettet gennem dem, og at han havde gjort det muligt for nationerne at tage imod troen”. (Ap.G. 14:27) Når vi læser om vores trosfællers trofaste arbejde og om hvordan Jehova har velsignet deres indsats, bliver vi styrket til at fortsætte med at “tale frimodigt”.