1, 2. Hvat undur gera Pætur og Jóhannes tætt við eitt av portrunum til templið?

 EFTERMIDDAGSSOLEN skinner på den store folkemængde af gudfrygtige jøder og disciple af Kristus der er ved at ankomme til tempelområdet. “Bedetimen” nærmer sig. a (Ap.G. 2:46; 3:1) Peter og Johannes, som befinder sig i menneskemængden, baner sig vej mod den tempelport der kaldes Den Skønne. Gennem støjen fra den livlige snak og lyden af slæbende fødder beder en midaldrende tigger som har været lam siden han blev født, om gaver. – Ap.G. 3:2; 4:22.

² Da Peter og Johannes nærmer sig, beder tiggeren dem om penge. Apostlene stopper op og fanger den forventningsfulde mands opmærksomhed. “Sølv og guld ejer jeg ikke,” siger Peter, “men det jeg har, det giver jeg dig. I nazaræeren Jesus Kristus’ navn, gå!” Forestil dig hvor overrasket skaren bliver da Peter tager mandens hånd, hvorefter han – for første gang i sit liv – nu kan stå oprejst! (Ap.G. 3:6, 7) Kan du se det for dig? Manden der havde været lam, ser forundret ned på sine raske fødder og tager de første usikre skridt. Der er ikke noget at sige til at han begynder at springe rundt og højlydt prise Gud!

3. Hvørja fantastiska gávu hava mannamúgvan og maðurin, sum hevði verið lamin, møguleika at fáa?

³ Den ekstatiske skare stimler sammen om Peter og Johannes i Salomons Søjlegang. Her, det selv samme sted som Jesus engang stod og underviste, forklarer Peter betydningen af det der lige er sket. (Joh. 10:23) Han giver folkemængden og den mand der før var lam, en gave som er mere værd end sølv og guld – en gave som indebærer meget mere end fysisk helbredelse. De får mulighed for at angre, få deres synder tilgivet og blive disciple af ham Jehova har udnævnt som “livets Hovedformidler”, Jesus Kristus. – Ap.G. 3:15.

4. (a) Hvat royndu fólk, sum høvdu vald, at gera, eftir at Pætur og Jóhannes høvdu grøtt mannin? (b) Hvørjar tveir spurningar fara vit nú at kanna?

⁴ Hvor er det en mindeværdig dag! En er blevet helbredt og er nu i stand til at gå. Tusinder af andre har fået mulighed for at blive helbredt  åndeligt så de kan leve på en måde der er Jehova værdig. (Kol. 1:9, 10) Dagens begivenheder har desuden lagt op til en konfrontation mellem loyale disciple af Kristus og folk ved magten som vil prøve at forhindre disciplene i at opfylde Jesus’ befaling om at forkynde budskabet om Riget. (Ap.G. 1:8) Hvad kan vi lære af de metoder som Peter og Johannes, der var “almindelige mennesker uden uddannelse”, gjorde brug af, og af den indstilling de lagde for dagen da de forkyndte for folkemængden? b (Ap.G. 4:13) Og hvordan kan vi efterligne den måde de og de andre disciple reagerede på under modstand?

5. Hvat læra vit av mátanum, Pætur tosaði við mannamúgvuna?

⁵ Peter og Johannes stod foran de mange mennesker og var klar over at nogle af dem måske var blandt dem der for nylig havde krævet at Jesus skulle pælfæstes. (Mark. 15:8-15; Ap.G. 3:13-15) Tænk på det mod Peter viste da han erklærede at den handicappede mand var blevet helbredt i Jesus’ navn. Peter forsøgte ikke at udvande sandheden. Han fordømte rent ud folkemængden fordi de var medskyldige i Jesus’ død. Men Peter havde ikke fjendtlige følelser over for dem, for de ‘vidste ikke hvad de gjorde’. (Ap.G. 3:17) Han appellerede til dem som brødre og fokuserede på de positive aspekter af budskabet om Riget. Hvis de angrede og fik tro på Jesus, ville de opleve “perioder [fra Jehova] som giver friske kræfter”. (Ap.G. 3:19) Vi må også være modige og ærlige når vi fortæller andre om Guds kommende dom, men uden at være taktløse, grove eller fordømmende. Vi må altid betragte dem vi forkynder for, som potentielle trosfæller og ligesom Peter fokusere på de positive sider af budskabet om Riget.

6. Hvussu vístu Pætur og Jóhannes, at teir vóru eyðmjúkir og lítillátnir?

⁶ Apostlene var ydmyge og beskedne. De tog ikke selv æren for det mirakel de havde udført. Peter sagde: “Hvorfor stirrer I på os som om vi ved egen kraft eller fordi vi er særligt gudhengivne, har fået ham til at gå?” (Ap.G. 3:12) Peter og de andre apostle vidste at det ikke var på grund af deres egne evner at de opnåede gode resultater i deres forkyndelse, men at det var ved Guds kraft. Derfor gav de ydmygt Jehova og Jesus æren for det de udrettede.

7, 8. (a) Hvørja gávu kunnu vit bjóða fólki? (b) Hvussu gongur lyftið um, at alt skal ’verða endurreist’, út nú á døgum?

⁷ Vi må ligesom Peter og Johannes være ydmyge og beskedne når vi deltager i arbejdet med at forkynde. Det er rigtigt at Guds ånd ikke giver os kraft til at udføre mirakuløse helbredelser. Men vi kan hjælpe mennesker til at få tro på Gud og Jesus og modtage den samme gave Peter  tilbød – muligheden for at få deres synder tilgivet og at få friske kræfter fra Jehova. Hvert år tager flere hundrede tusind imod det tilbud og bliver døbt som disciple af Jesus.

⁸ Vi lever i den tid Peter talte om, “hvor alt ... skal genoprettes”. Som en opfyldelse af det “Gud har talt om gennem sine hellige profeter i fortiden”, blev Riget oprettet i himlen i 1914. (Ap.G. 3:21; Sl. 110:1-3; Dan. 4:16, 17) Kort efter begyndte Jesus at føre tilsyn med et åndeligt genoprettelsesarbejde på jorden. Det har resulteret i at millioner er kommet ind i et åndeligt paradis hvor de underordner sig Guds rige. De har aflagt den gamle personlighed og har ‘iført sig den nye personlighed som er skabt i harmoni med Guds vilje’. (Ef. 4:22-24) Ligesom med helbredelsen af tiggeren er den fantastiske udvikling ikke sket på grund af menneskers evner men ved Guds ånd. Ligesom Peter må vi også bruge Guds ord på en frimodig og virkningsfuld måde når vi underviser andre. De gode resultater vi eventuelt måtte opnå i vores arbejde med at hjælpe folk til at blive Jesus’ disciple, skyldes Guds kraft, ikke vores egne evner.

9-11. (a) Hvussu reageraðu jødisku leiðararnir upp á boðskapin hjá Pæturi og Jóhannesi? (b) Hvat settu ápostlarnir sær fyri at gera?

⁹ Peters tale og den tidligere lamme mand der sprang omkring og råbte højt, vakte en del opsigt. Af den grund skyndte tempelkommandanten – som skulle sørge for sikkerheden på tempelområdet – og præsterne sig til stedet for at undersøge situationen. De var sandsynligvis saddukæere, en sekt der havde mange penge og stor politisk indflydelse. Saddukæerne arbejdede for at bevare et fredeligt forhold til romerne, de afviste den mundtlige lov som farisæerne holdt så meget af, og de hånede troen på opstandelsen. c De blev meget irriterede da de fandt Peter og Johannes i templet i gang med frimodigt at forkynde at Jesus var blevet oprejst!

¹⁰ De vrede modstandere kastede Peter og Johannes i fængsel, og næste dag slæbte de dem for den jødiske højesteret. Set fra den religiøse elites side var Peter og Johannes “almindelige mennesker uden uddannelse” som ikke havde ret til at undervise i templet. De havde ikke gået på nogen anerkendt teologisk læreanstalt. Men deres frimodighed og stærke overbevisning fik medlemmerne af højesteretten til at undre sig. Hvorfor var Peter og Johannes så dygtige til at undervise? En af grundene var at “de to havde været sammen med Jesus”. (Ap.G. 4:13) Deres lærer havde undervist med autoritet, ikke som de skriftlærde. – Matt. 7:28, 29.

¹¹ Retten gav apostlene ordre til at holde op med at forkynde. I det jødiske samfund dengang havde højesterettens afgørelser stor vægt. Bare nogle få uger forinden havde medlemmerne af den samme instans kendt  Jesus skyldig med ordene: “Han fortjener at dø.” (Matt. 26:59-66) Men det lod Peter og Johannes sig ikke skræmme af. Over for de rige, veluddannede og magtfulde mænd sagde Peter og Johannes modigt men med respekt: “Hvad mener I selv? Er det rigtigt i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud? Men vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.” – Ap.G. 4:19, 20.

12. Hvussu kunnu vit styrkja okkara trúgv og blíva meira djørv?

¹² Er du lige så modig? Hvordan har du det med at forkynde for de rige, de veluddannede eller de indflydelsesrige i det område hvor du bor? Hvad hvis skolekammerater, kolleger eller nogen i din familie håner dig på grund af din tro? Bliver du bange? Så skal du vide at det er muligt at overvinde sådan nogle følelser. Mens Jesus var på jorden, lærte han apostlene hvordan de med overbevisning og respekt kunne forsvare deres tro. (Matt. 10:11-18) Efter sin opstandelse lovede Jesus sine disciple at han ville være med dem “alle dage indtil afslutningen på denne verdensordning”. (Matt. 28:20) Under Jesus’ ledelse lærer “den trofaste og kloge træl” os hvordan vi kan forsvare vores tro. (Matt. 24:45-47; 1. Pet. 3:15) Det sker gennem undervisning ved menighedens møder, for eksempel Livet og tjenesten som kristne, og ved hjælp af bibelske publikationer, blandt andet artiklerne “Svar på bibelske spørgsmål” på hjemmesiden jw.org. Deltager du aktivt i møderne, og gør du god brug af publikationerne? Det vil styrke din tro og hjælpe dig til at blive mere modig. Og ligesom apostlene vil du ikke lade noget som helst afholde dig fra at tale om de skønne åndelige sandheder du har “set og hørt”.

13, 14. Hvat kunnu vit gera, tá ið vit fáa mótstøðu, og hví?

¹³ Straks efter at Peter og Johannes var blevet løsladt, mødtes de med resten af menigheden. Sammen “bad de ... højt til Gud” om mod til fortsat at forkynde. (Ap.G. 4:24) Peter vidste kun alt for godt hvor dumt det er at stole på sig selv når man forsøger at gøre Guds vilje. Bare få  uger tidligere havde han selvsikkert sagt til Jesus: “Selvom alle de andre svigter dig, vil jeg aldrig svigte dig!” Men som Jesus havde forudsagt, bukkede Peter under for menneskefrygt og nægtede at kendes ved sin ven og lærer. Peter lærte dog af den fejl han begik. – Matt. 26:33, 34, 69-75.

¹⁴ For at du kan blive ved med at udføre din opgave med at forkynde om Jesus, er det ikke nok bare at være besluttet på det. Når modstandere prøver at nedbryde din tro eller få dig til at holde op med at forkynde, må du følge Peter og Johannes’ eksempel. Bed Jehova om styrke. Få hjælp i menigheden. Fortæl de ældste og andre modne brødre og søstre om de problemer du slås med. Andres bønner kan have stor kraft. – Ef. 6:18; Jak. 5:16.

15. Hvat kann uppmuntra tey, sum fyrr hava havt eitt tíðarskeið, har tey ikki boðaðu?

¹⁵ Hvis du på et tidspunkt i dit liv har givet efter for pres og i en periode holdt op med at forkynde, må det ikke gøre dig modløs. Husk at alle apostlene holdt op med at forkynde efter Jesus’ død men kom hurtigt i gang igen. (Matt. 26:56; 28:10, 16-20) Lad dig ikke tynge af tidligere fejltrin. Brug i stedet din erfaring til at styrke andre.

16, 17. Hvat kunnu vit læra av bønini, sum lærisveinarnir hjá Jesusi bóðu í Jerusalem?

¹⁶ Hvad kan vi bede Jehova om når vi oplever modstand fra myndighedspersoner? Læg mærke til at disciplene ikke bad om at blive fri for prøvelser. De huskede at Jesus havde sagt: “Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.” (Joh. 15:20) Nej, de loyale disciple bad Jehova om at høre modstandernes trusler. (Ap.G. 4:29) Disciplene så tingene i et større perspektiv. De var klar over at den forfølgelse de kom ud for, i virkeligheden var en opfyldelse af profetierne. De vidste at Guds vilje ville “ske på jorden” – sådan som Jesus havde lært dem at bede – uanset hvad jordiske herskere gjorde. – Matt. 6:9, 10.

¹⁷ For at kunne gøre Guds vilje bad disciplene til Jehova: “Hjælp dine trælle til at blive ved med at tale dit ord med stor frimodighed.” Derefter rystede “stedet hvor de var samlet, og de blev alle som én fyldt med den hellige ånd og talte Guds ord med frimodighed”. (Ap.G. 4:29-31)  Intet kan forhindre Jehova i at gennemføre sin vilje. (Esa. 55:11) Uanset hvor umulig vores situation ser ud til at være, og uanset hvor stærke vores modstandere er, kan vi være helt sikre på at Jehova vil lytte til vores bønner og give os styrke til fortsat at forkynde hans ord med frimodighed.

18. Hvussu hjálptu tey í samkomuni í Jerusalem hvørjum øðrum?

¹⁸ Den nyoprettede menighed i Jerusalem nåede hurtigt op på over 5.000. d På trods af disciplenes forskellige baggrund var de “forenede i hjerte og sind”, det vil sige i holdning og tankegang. (Ap.G. 4:32; 1. Kor. 1:10) Disciplene gjorde mere end bare at bede Jehova om at velsigne deres indsats. De støttede hinanden åndeligt og, når det var nødvendigt, materielt. (1. Joh. 3:16-18) Tag for eksempel disciplen Josef, som af apostlene havde fået tilnavnet Barnabas. Han havde et stykke jord som han solgte, og uselvisk gav han hele beløbet for at hjælpe dem der kom fra fjerne lande, så de kunne forlænge deres ophold i Jerusalem og lære mere om deres nyfundne tro.

19. Hví straffaði Jehova Ánanias og Saffiru við deyðanum?

¹⁹ Et ægtepar som hed Ananias og Safira, solgte også en mark og gav et bidrag. De “tilbageholdt dog hemmeligt noget af beløbet” mens de lod som om at de havde givet det hele. (Ap.G. 5:2) Jehova straffede dem med døden. Ikke fordi det beløb de havde givet, var for lille, men fordi deres motiv til at give var forkert, og fordi de ikke var ærlige. Det var “ikke mennesker [de havde] løjet over for, men Gud”. (Ap.G. 5:4) Ligesom de hyklere Jesus havde fordømt, var Ananias og Safira mere interesseret i at blive æret af mennesker end i at opnå Guds godkendelse. – Matt. 6:1-3.

20. Hvat læra vit um tað at geva Jehova nakað?

²⁰ Millioner af Jehovas Vidner i dag viser den samme gavmilde indstilling som de trofaste disciple i det første århundrede ved at støtte det globale forkyndelsesarbejde med frivillige bidrag. Der er ikke nogen der bliver tvunget til at bruge tid eller penge på at støtte forkyndelsen. Jehova ønsker ikke at vi skal tjene ham uvilligt eller fordi vi føler os tvunget til det. (2. Kor. 9:7) Når vi giver bidrag, er det ikke selve beløbet men vores motiv Jehova ser på. (Mark. 12:41-44) Vi vil ikke være som Ananias og Safira, som tjente Jehova af et selvisk motiv og ønskede at blive æret. Ligesom det var tilfældet med Peter, Johannes og Barnabas, skal vores tjeneste for Jehova altid være motiveret af ægte kærlighed til ham og vores medmennesker. – Matt. 22:37-40.