1. Hvussu var stemningurin á hvítusunnu?

 I JERUSALEMS gader er stemningen præget af glæde og forventning. a Røg stiger op fra tempelaltret mens levitterne synger hallelsalmer (Salme 113 til 118), sandsynligvis som vekselsang. Gaderne er fyldt med tilrejsende. De er kommet fra så fjerntliggende steder som Elam, Mesopotamien, Kappadokien, Pontus, Egypten og Rom. b Hvad er anledningen? Jo, de er kommet for at fejre pinsen, også kaldet “dagen for den første modne afgrøde”. (4. Mos. 28:26) Den årlige højtid markerer afslutningen på byghøsten og begyndelsen til hvedehøsten. Det er en glædens dag.

2. Hvat serligt hendi á hvítusunnudegnum í ár 33?

² Omkring klokken ni om formiddagen på en mild forårsdag i år 33 sker der noget som man vil blive forundret over mange hundrede år frem i tiden. Pludselig lyder der “en støj fra himlen, ligesom når en voldsom vind kommer farende”, eller, som en anden oversættelse siger: “En Lyd som af et voldsomt Vindstød, der susede forbi.” (Ap.G. 2:2; Schindler) Den kraftige lyd fylder huset hvor omkring 120 af Jesus’ disciple er samlet. Så sker der noget overraskende. Noget der ligner ildtunger, viser sig for disciplene og sætter sig på hver enkelt af dem. Disciplene bliver “fyldt med hellig ånd” og begynder at tale på andre sprog! Derefter forlader de huset, og de besøgende fra andre lande bliver overraskede når de møder disciplene i Jerusalems gader, for disciplene kan tale med dem på deres eget sprog. Ja, hver enkelt “hørte deres eget sprog blive talt”. – Ap.G. 2:1-6.

3. (a) Hví er hvítusunnudagurin í ár 33 ein viktigur dagur, tá ið talan er um sonnu tilbiðingina? (b) Hvussu brúkti Pætur ein av ’lyklum Himmiríkis’ í taluni hjá sær?

³ Den fascinerende beretning beskriver en milepæl i den sande tilbedelse – oprettelsen af det åndelige Israels nation, den salvede kristne menighed. (Gal. 6:16) Men det er ikke det hele. Da Peter talte til folkemængden den dag, brugte han den første af himlenes riges tre nøgler.  Hver nøgle ville åbne op for særlige privilegier for forskellige grupper mennesker. (Matt. 16:18, 19) Den første nøgle gjorde det muligt for jøder og jødiske proselytter at tage imod den gode nyhed og blive salvet med Guds hellige ånd. c De ville på den måde blive en del af det åndelige Israel og få håb om at komme til at herske som konger og præster i det messianske rige. (Åb. 5:9, 10) Med tiden ville samaritanerne og derefter folk fra nationerne få den samme forret. Hvad kan kristne i dag lære af de vigtige begivenheder på pinsedagen i år 33?

4. Hvussu er kristna samkoman í dag eitt framhald av tí samkomuni, sum bleiv stovnað í ár 33?

⁴ Den kristne menighed begyndte med omkring 120 disciple som var “samlet på det samme sted”, i et rum ovenpå, og som blev salvet med hellig ånd. (Ap.G. 2:1) Da dagen var forbi, var antallet af døbte medlemmer af menigheden nået op på flere tusind. Og det var kun begyndelsen til en organisation som fortsætter med at vokse i dag. Ja, det er ved hjælp af et samfund af mænd og kvinder der elsker Gud – den kristne menighed i dag – at den “gode nyhed om Riget” bliver “forkyndt i hele verden så alle nationer kan høre den” før afslutningen på verdensordningen. – Matt. 24:14.

5. Hvørja signing fingu tey, sum komu saman í kristnu samkomuni í fyrstu øld, og hvat kunnu vit gleðast um í dag?

⁵ Den kristne menighed ville også være til åndelig styrke for dens medlemmer, både de salvede og senere hen de “andre får”. (Joh. 10:16)  I et brev til de kristne i Rom gav Paulus udtryk for hvor meget han værdsatte at menighedens medlemmer støttede hinanden. Vi læser: “Jeg længes nemlig efter at se jer, så jeg kan give jer en åndelig gave og I kan blive styrket, eller rettere sagt: for at vi kan opmuntre hinanden ved vores tro, både jeres og min.” – Rom. 1:11, 12.

6, 7. Hvussu fylgja Jehova vitni í dag boðunum frá Jesusi um at boða fyri øllum fólkasløgum?

⁶ Den kristne menighed i vores tid har samme mål som den havde i det første århundrede. Jesus gav sine disciple et udfordrende men spændende arbejde at udføre. Han sagde til dem: “Gør folk fra alle nationer til mine disciple – døb dem i Farens og Sønnens og den hellige ånds navn, og lær dem at holde alt hvad jeg har befalet jer.” – Matt. 28:19, 20.

⁷ Det arbejde bliver i dag udført af Jehovas Vidner. Det er selvfølgelig noget af en udfordring at bringe budskabet ud på de mange forskellige sprog der tales rundt om i verden. Men Jehovas Vidner har fremstillet materiale baseret på Bibelen på over 1.000 sprog. Hvis du regelmæssigt kommer til møderne og tager del i arbejdet med at forkynde om Riget og gøre folk til disciple, har du grund til at være glad. Du er nemlig blandt de forholdsvist få mennesker på jorden i dag der har den forret at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Jehovas navn!

8. Hvørja hjálp fáa vit í samkomuni?

⁸ For at hjælpe dig til at holde ud med glæde i de kritiske tider vi lever i, har Jehova sørget for et globalt brodersamfund du kan støtte dig til. Paulus skrev til de kristne hebræere: “Lad os have omsorg for hinanden så vi motiverer hinanden til kærlighed og gode gerninger. Lad os ikke forsømme menighedens møder, sådan som nogle gør, men opmuntre hinanden, især nu hvor I kan se at dagen nærmer sig.” (Hebr. 10:24, 25) Menigheden er en gave fra Jehova som kan hjælpe dig til at opmuntre andre og til selv  at blive opmuntret. Hold dig nær til dine brødre og søstre. Sørg for altid at komme til møderne!

9, 10. Hvat hava summi gjørt fyri at kunna boða fyri teimum, sum tosa eitt annað mál?

⁹ Forestil dig det sus af begejstring som uden tvivl gik igennem den blandede forsamling af jøder og proselytter på pinsedagen i år 33. De fleste af dem der var til stede, kunne sandsynligvis tale et fællessprog, måske græsk eller hebraisk. Men nu kunne de ‘hver især høre deres eget sprog blive talt’. (Ap.G. 2:6) Det gjorde sikkert et stort indtryk på dem at høre den gode nyhed på deres modersmål. I dag har vi selvfølgelig ikke en mirakuløs evne til at tale andre sprog. Men mange har stillet sig til rådighed for at budskabet om Riget kan blive udbredt til folk fra alle nationer. Hvordan? Nogle har lært et nyt sprog så de kan tjene i en menighed der taler et andet sprog, eller er flyttet til et andet land. De erfarer ofte at dem de forkynder for, er meget imponeret over deres anstrengelser.

¹⁰ Tag for eksempel Christine, som deltog i et sprogkursus på gujarati sammen med syv andre Jehovas Vidner. Da hun en dag på sin arbejdsplads mødte en ung gujaratitalende kollega, hilste hun på hende på hendes modersmål. Det gjorde indtryk på kvinden, og hun spurgte Christine hvorfor hun havde gjort sig den anstrengelse at lære gujarati. Christine fik lejlighed til at aflægge et godt vidnesbyrd, og bagefter sagde kvinden: “Der er ikke noget andet trossamfund der tilskynder sine medlemmer til at lære et så svært sprog. I må virkelig have noget vigtigt at fortælle.”

11. Hvussu kunnu vit fyrireika okkum upp á at boða fyri teimum, sum tosa eitt annað mál?

 ¹¹ Det er selvfølgelig ikke os alle der har mulighed for at lære et nyt sprog. Men vi kan alle være forberedt på at forkynde budskabet om Riget for folk der taler et andet sprog. Hvordan? Blandt andet ved hjælp af appen JW Language^®, hvor man kan lære en enkel hilsen på et sprog der bliver talt i det område man bor i. Man kan også lære at sige et par sætninger som kan skabe interesse hos dem der taler det sprog. Vis dem jw.org og de forskellige videoer og publikationer der er til rådighed på deres sprog. Ved at bruge sådan nogle værktøjer kan vi få den samme glæde som vores trosfæller i det første århundrede når de oplevede at folk fra andre lande hørte “deres eget sprog blive talt”.

12. (a) Hvat hevði Jóel profetur sagt, ið peikaði fram til undrið, sum hendi á hvítusunnudegnum í ár 33? (b) Hví væntaðu tey, at profetiin hjá Jóeli fór at ganga út í fyrstu øld?

¹² “Peter trådte frem” for at tale til den multinationale forsamling. (Ap.G. 2:14) Han forklarede alle der ville lytte, at det var Gud der stod bag den mirakuløse evne til at tale på forskellige sprog, sådan som det var blevet forudsagt gennem profeten Joel: “[Jeg vil] udgyde min ånd over alle slags mennesker.” (Joel 2:28) Før Jesus steg op til himlen, sagde han til sine disciple: “Jeg vil bede Faren, og han vil give jer en anden hjælper.” Jesus kaldte hjælperen for “sandhedens ånd”. – Joh. 14:16, 17.

13, 14. Hvat gjørdi Pætur fyri at geva áhoyrarunum hug at taka ímóti boðskapinum, og hvussu kunnu vit gera sum hann?

¹³ Peters afsluttende ord til forsamlingen var meget direkte: “Hele Israels hus [skal] vide med sikkerhed at denne Jesus som I pælfæstede, har Gud gjort til både Herre og Kristus.” (Ap.G. 2:36) De fleste af Peters tilhørere var naturligvis ikke  personligt til stede da Jesus blev henrettet på torturpælen. Men som nation betragtet havde de et kollektivt ansvar for det der skete. Læg mærke til at Peter alligevel talte respektfuldt til sine jødiske landsmænd og forsøgte at nå deres hjerte. Det var ikke hans mål at fordømme sine tilhørere, men at få dem til at angre. Tog de anstød af det Peter sagde? På ingen måde. Der siges tværtimod at det ‘stak dem i hjertet’. De spurgte: “Hvad skal vi gøre?” Peters positive indstilling var uden tvivl medvirkende til at han kunne nå ind til mange af sine tilhøreres hjerte så de blev motiveret til at angre. – Ap.G. 2:37.

¹⁴ Vi kan efterligne den måde Peter appellerede til folk på. Når vi forkynder, skal vi ikke korrigere hvert eneste ubibelske synspunkt den besøgte kommer med. Det er bedre at bygge videre på noget man kan blive enige om. Efter at have fundet et fælles udgangspunkt kan vi respektfuldt argumentere med den besøgte ud fra Guds ord. Når sandheden fra Bibelen bliver præsenteret på en positiv måde, er der større sandsynlighed for at de der har den rigtige indstilling, tager imod budskabet.

15. (a) Hvat segði Pætur, og hvussu reageraðu fólk upp á tað? (b) Hvussu ber tað til, at fleiri túsund av teimum, sum hoyrdu tey góðu tíðindini á hvítusunnudegnum, kundu lata seg doypa sama dag?

¹⁵ På den spændende pinsedag i år 33 sagde Peter til de jøder og proselytter der var positivt indstillet over for budskabet: “I skal angre og hver især lade jer døbe.” (Ap.G. 2:38-47) Resultatet blev at cirka 3.000 blev døbt, sandsynligvis i nogle damme i eller omkring Jerusalem. d Lod de sig døbe på grund af en pludselig indskydelse? Giver beretningen rum for at  dem vi studerer Bibelen med, og børn af forældre der er Jehovas Vidner, kan blive døbt før de er modne nok til det? Nej, slet ikke. Vi må huske at de jøder og jødiske proselytter der blev døbt på pinsedagen i år 33, havde studeret Guds ord grundigt og hørte til en nation der havde været indviet til Jehova. De havde desuden allerede vist hvor ivrige de var – for eksempel var nogle rejst langt for at overvære den årlige højtid. Efter at have taget imod de livsvigtige sandheder om Jesus Kristus’ rolle i gennemførelsen af Guds hensigt var de klar til at fortsætte med at tjene Gud – men nu som døbte disciple af Kristus.

16. Hvussu vístu tey fyrstu kristnu, at tey vóru villig at ofra seg fyri onnur?

¹⁶ Jehova velsignede tydeligvis gruppen. Beretningen siger: “Alle der fik tro, holdt sammen og delte alt med hinanden, og de solgte deres ejendomme og ejendele og delte pengene ud til alle, efter hvad den enkelte havde behov for.” e (Ap.G. 2:44, 45) Alle sande kristne ønsker at have den samme kærlige og selvopofrende indstilling.

17. Hvat má mann gera, áðrenn mann kann blíva doyptur?

¹⁷ Ifølge Bibelen er der nogle vigtige skridt man må tage før man indvier sig og lader sig døbe. Man må få kundskab fra Guds ord. (Joh. 17:3) Man må have tro og tydeligt angre de fejltrin man tidligere har begået. (Ap.G. 3:19) Og man må vende om og begynde at leve i harmoni med Guds vilje. (Rom. 12:2; Ef. 4:23, 24) Efter at have taget de skridt kan man i en bøn til Jehova indvi sig til ham og lade sig døbe. – Matt. 16:24; 1. Pet. 3:21.

18. Hvønn framíhjárætt hava tey, sum eru doyptir lærisveinar hjá Jesusi?

¹⁸ Er du en indviet, døbt discipel af Jesus Kristus? I så fald skal du være taknemmelig for det privilegie du har fået. Ligesom disciplene i det første århundrede der blev fyldt med hellig ånd, kan du blive brugt til at aflægge et grundigt vidnesbyrd og gøre Jehovas vilje!