1-3. (a) Hví verður Paulus ógvuliga frustreraður, meðan hann er í Athen? (b) Hvat kunnu vit læra av at lesa um Paulus?

 PAULUS er dybt frustreret. Han befinder sig i Athen, hvor store filosoffer som Sokrates, Platon og Aristoteles engang underviste. Athen er en meget religiøs by. Overalt omkring Paulus – i templer, på offentlige torve og i gaderne – er der masser af afguder, for athenerne dyrker et helt panteon af guder. Paulus ved hvordan Jehova, den sande Gud, ser på afgudsdyrkelse. (2. Mos. 20:4, 5) Og den trofaste apostel har samme mening om tingene som Jehova – han hader afguder!

² Det syn der møder Paulus da han går ind på agoraen, eller torvet, er især chokerende. I det nordvestlige hjørne, i nærheden af hovedindgangen, står der en lang række falliske statuer af guden Hermes. Torvet er fyldt med helligdomme. Hvordan vil den trofaste apostel bære sig ad med at forkynde i det her miljø med så mange afguder? Vil han kunne bevare roen og finde et fælles udgangspunkt? Vil det lykkes ham at hjælpe nogen til at søge den sande Gud og virkelig finde ham?

³ Den tale Paulus holdt over for de højtuddannede mænd i Athen, og som er gengivet i Apostlenes Gerninger 17:22-31, er et flot eksempel i at tale på en overbevisende måde og med takt og dømmekraft. Når vi ser nærmere på Paulus’ tale, kan vi lære meget om hvordan vi finder et fælles udgangspunkt og hjælper vores tilhørere til at nå frem til de rigtige konklusioner.

4, 5. Hvar í Athen boðaði Paulus, og hvørji fólk vóru har?

⁴ Paulus besøgte Athen på sin anden missionsrejse omkring år 50 e.v.t. a Mens han ventede på at Silas og Timotheus skulle ankomme fra Berøa, “begyndte han i synagogen at fremføre argumenter for jøderne”, som han plejede. Han fandt også et sted hvor han kunne få kontakt med Athens ikkejødiske indbyggere, nemlig “på torvet”, eller agoraen.  (Ap.G. 17:17) Athens torv, som lå nordvest for Akropolis, havde et areal på omkring fem hektar. Torvet fungerede ikke kun som en markedsplads hvor man købte og solgte, det var også byens offentlige mødested. Et opslagsværk siger at det var “byens økonomiske, politiske og kulturelle hjerte”. Athenerne kunne godt lide at mødes her og have intellektuelle samtaler.

⁵ Det var et svært publikum Paulus kom til at stå over for på torvet. Blandt hans tilhørere var der epikuræere og stoikere, der havde vidt forskellige filosofier. b Epikuræerne troede at livet var opstået ved et tilfælde. Deres livssyn blev sammenfattet med ordene: “Intet at frygte hos Gud; intet at mærke i døden; det gode kan opnås; det onde kan udholdes.” Stoikerne lagde stor vægt på fornuft og logik og troede ikke på at Gud var en person. Hverken epikuræerne eller stoikerne troede på den kristne lære om opstandelsen. De to gruppers filosofiske betragtninger kunne tydeligvis ikke forenes med den sande kristne tro, som Paulus forkyndte.

6, 7. Hvat hildu summir av teimum griksku filosoffunum um undirvísingina hjá Paulusi, og hvat líknandi kann henda hjá okkum í dag?

⁶ Hvordan reagerede de græske filosoffer på Paulus’ undervisning? Nogle kaldte ham for et “snakkehoved”, et ord der også betød en “opsamler af sædekorn”. (Se studienote til Apostlenes Gerninger 17:18, nwtsty). Om det græske udtryk siger en forsker: “Ordet blev oprindeligt brugt om en lille fugl der gik rundt og opsamlede korn, og senere blev det anvendt om personer der gik rundt på torvet og samlede madrester og andre småting op. Senere igen begyndte man at bruge det i overført betydning om folk der opsnappede lidt informationer hist og her, og især om nogle der ikke formåede at sætte dem rigtigt sammen.” Det mændene sagde, var altså i virkeligheden at Paulus snakkede løs om ting han ikke vidste noget om. Men som vi skal se, lod Paulus sig ikke slå ud af deres fornærmelser.

⁷ I dag er der også nogle der taler nedsættende om os på grund af vores tro på Bibelen. Nogle lærere hævder for eksempel at evolutionen er et faktum, og at det er noget som alle intelligente mennesker bliver nødt til at anerkende. De stempler i virkeligheden dem der nægter at tro på evolutionen, som uvidende og vil gerne give folk indtryk af at vi er ‘opsamlere af sædekorn’ når vi fortæller om Bibelens budskab og om beviserne for design i naturen. Men det lader vi os ikke skræmme af. Vi taler tværtimod med overbevisning når vi forsvarer vores tro på at en intelligent Skaber, Jehova Gud, står bag alt liv på jorden. – Åb. 4:11.

8. (a) Hvat hildu summi av teimum, sum hoyrdu Paulus boða? (b) Hvat sipar orðingin Areopagus møguliga til? (Sí undirgreinina.)

⁸ Andre af dem der hørte Paulus forkynde på torvet, reagerede anderledes. “Det lader til at han forkynder fremmede guder,” sagde de. (Ap.G. 17:18) Var det virkelig nye guder Paulus præsenterede athenerne for?  I så fald var det en alvorlig sag. Mange hundrede år tidligere var Sokrates nemlig blevet anklaget for noget lignende, og det endte med at han blev dømt til døden. Det var derfor ikke overraskende at Paulus blev ført til Areopagos og bedt om at forklare de nye tanker der lød så mærkelige i athenernes ører. c Hvordan ville Paulus forsvare sit budskab over for mennesker som ikke kendte noget til Skrifterne?

9-11. (a) Hvat byrjaði Paulus við í taluni hjá sær? (b) Hvussu kunnu vit gera sum Paulus, tá ið vit boða?

⁹ Husk at Paulus var dybt frustreret over alle de afguder han havde set. Men i stedet for ubehersket at angribe afgudsdyrkelsen forholdt han sig rolig. På den mest taktfulde måde prøvede han at overbevise sine tilhørere ved at gå ud fra et fælles udgangspunkt. Han begyndte med at  sige: “Athenske mænd, jeg ser at I på alle måder lader til at være mere religiøse end andre.” (Ap.G. 17:22) Hvor var det klogt af ham at rose athenerne for at være religiøse. Han forstod nemlig at nogle der er blevet narret af religiøse løgne, sagtens kan have et modtageligt hjerte. Paulus vidste jo at han selv engang “handlede i uvidenhed og manglede tro”. – 1. Tim. 1:13.

¹⁰ Han gik altså ud fra et fælles udgangspunkt og nævnte at han havde lagt mærke til noget der tydeligt viste at athenerne var religiøse – et alter viet til “en ukendt gud”. Ifølge et opslagsværk “var det almindeligt at grækere og andre viede altre til ‘ukendte guder’ af frygt for at de i deres tilbedelse var kommet til at udelade en eller anden gud som kunne blive fornærmet”. Ved at have sådan et alter indrømmede athenerne at der fandtes en Gud som de ikke kendte. Paulus brugte altret som en god indgangsvinkel til at føre samtalen ind på den gode nyhed. Han forklarede: “Det som I altså tilbeder uden at kende, dét forkynder jeg for jer.” (Ap.G. 17:23) Paulus fremholdt sine argumenter på en meget taktfuld men samtidig virkningsfuld måde. Han præsenterede ikke en ny eller en fremmed gud, som nogle havde påstået. Nej, han fortalte dem om den Gud de ikke kendte – den sande Gud.

¹¹ Hvordan kan vi efterligne Paulus i vores forkyndelse? Hvis vi er opmærksomme, kan vi måske få øje på noget der viser om en person er religiøs. Det kan være vi lægger mærke til nogle religiøse symboler – måske noget vedkommende har på, eller noget som står fremme i hans eller hendes hjem eller i haven. Så kunne vi sige: ‘Jeg kan se at du er et religiøst menneske. Jeg havde netop håbet at få en samtale med en der interesserer sig for tro og religion.’ Ved at tage hensyn til det personen tror på, kan vi måske finde et fælles udgangspunkt som vi kan bygge videre på. Husk at vi ikke er ude på at dømme andre på forhånd på grund af deres religiøse overbevisning. Nogle af vores trosfæller har jo også tidligere oprigtigt troet på noget der ikke stemmer med Bibelen.

12. Hvussu lagaði Paulus boðanina eftir áhoyrarunum?

¹² Hvordan kunne Paulus nu bygge videre på det fælles udgangspunkt han havde med athenerne? Han vidste at hans tilhørere var oplært i græsk filosofi og ikke kendte Skrifterne, og det fik ham til at tilpasse sin forkyndelse på flere måder. For det første talte han om emner fra Skrifterne uden at citere direkte fra dem. For det andet fik han sine tilhørere til at føle sig godt tilpas ved indimellem at bruge ordene “vi” og “os”. Og for det tredje citerede han fra græsk litteratur for at vise at nogle af de ting han underviste i, også var udtrykt i grækernes egne tekster. Men lad os nu gå lidt i dybden med Paulus’ virkningsfulde tale. Hvilke vigtige sandheder forkyndte han om den Gud som var ukendt for athenerne?

13. Hvat segði Paulus um, hvussu alheimurin bleiv til, og hvat gjørdi hann greitt?

 ¹³ Gud har skabt universet. Paulus sagde: “Den Gud som har skabt verden og alt hvad der er i den, ham der er himlens og jordens Herre, bor ikke i templer der er bygget af mennesker.” d (Ap.G. 17:24) Universet er ikke opstået ved et tilfælde. Den sande Gud har skabt alting. (Sl. 146:6) I modsætning til Athena eller de andre guder, der havde brug for templer, helligdomme og altre for at blive prist og æret, bor himlens og jordens Suveræne Herre ikke i templer bygget af mennesker. (1. Kong. 8:27) Betydningen af Paulus’ ord er indlysende: Den sande Gud er større end alle menneskeskabte afguder der findes i menneskeskabte templer. – Esa. 40:18-26.

14. Hvussu vísti Paulus, at Gud ikki hevur brúk fyri, at menniskju geva honum nakað?

¹⁴ Gud er ikke afhængig af mennesker. De der tilbad afguder, plejede at give deres figurerer og statuer luksuriøst tøj på, overøse dem med dyre gaver eller komme med mad og drikke til dem – som om afguderne havde brug for de ting! Men det er muligt at nogle af de græske filosoffer blandt Paulus’ tilhørere har ment at en gud ikke havde behov for at få noget fra mennesker. I så fald var de helt sikkert enige med Paulus’ udtalelse om at Gud ikke ‘forventer at mennesker sørger for ham som om han trængte til noget’. I virkeligheden har Skaberen ikke brug for nogen som helst materielle ting fra mennesker! Han giver derimod mennesker det de har behov for – “liv og ånde og alting”, deriblandt sol, regn og frugtbar jord. (Ap.G. 17:25; 1. Mos. 2:7) Så fordi Gud er den der giver alting, er han ikke afhængig af mennesker.

15. Hvussu royndi Paulus at fáa fólkini í Athen at skilja, at tey ikki vóru meira verd enn fólk, sum ikki vóru grikkar, og hvat kunnu vit læra av Paulusi?

¹⁵ Gud har skabt mennesket. Athenerne følte sig hævet over ikkegrækere. Men stolthed over nationalitet eller hudfarve er i modstrid med Bibelen. (5. Mos. 10:17) Paulus behandlede det følsomme emne på en god og  taktfuld måde. Han sagde: “[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker”, og det gav uden tvivl hans tilhørere stof til eftertanke. (Ap.G. 17:26) Paulus hentydede til beretningen i Første Mosebog om Adam, hele menneskehedens stamfar. (1. Mos. 1:26-28) Eftersom alle mennesker har en fælles stamfar, er ingen race eller nationalitet hævet over andre. Hans tilhørere har uden tvivl fanget pointen. Her kan vi også lære noget vigtigt af Paulus. Vi vil gerne være taktfulde og rimelige i forkyndelsen, men vi vil ikke udvande sandheden fra Bibelen for at gøre den nemmere for andre at acceptere.

16. Hvørja ætlan hevur skaparin við menniskjunum?

¹⁶ Guds hensigt er at mennesker skal komme nær til ham. Selvom filosofferne blandt Paulus’ tilhørere havde lange diskussioner om meningen med livet, kunne de aldrig være kommet med en tilfredsstillende forklaring. Paulus forklarede derimod klart og tydeligt hvad Skaberens hensigt med mennesker var: “De skulle søge Gud, ja, famle sig frem til ham og virkelig finde ham, han er nemlig ikke langt væk fra en eneste af os.” (Ap.G. 17:27) Den Gud som var ukendt for athenerne, er slet ikke umulig at lære at kende. Nej, han er ikke langt væk fra dem der virkelig ønsker at finde ham og lære ham at kende. (Sl. 145:18) Læg mærke til at Paulus brugte stedordet “os” og på den måde tog sig selv med blandt dem der havde behov for at “søge” Gud og “famle sig frem til ham”.

17, 18. Hví eiga menniskju at hava hug at læra Gud at kenna, og hvat kunnu vit læra av tí, sum Paulus gjørdi fyri at sannføra sínar áhoyrarar?

¹⁷ Mennesker bør have lyst til at lære Gud at kende. På grund af Gud  “lever vi, og bevæger vi os, og er vi til,” sagde Paulus. Nogle bibelforskere mener at Paulus her citerede Epimenides, en kretisk digter fra det sjette århundrede f.v.t. som var “en vigtig person i athenernes religiøse tradition”. Paulus pegede på endnu en grund til at mennesker bør have lyst til at lære Gud at kende: “Nogle af jeres digtere har sagt: ‘For vi er også hans børn.’” (Ap.G. 17:28) Mennesker burde betragte Gud som deres Far, for han skabte det første menneske, som alle andre nedstammer fra. For at appellere til sine tilhørere valgte Paulus at citere fra nogle græske skrifter som de uden tvivl havde respekt for. e Ligesom Paulus kan vi måske også en gang imellem henvise til historiske kilder, opslagsværker eller andre anerkendte tekster. Det kan for eksempel være med til at overbevise en der ikke er et af Jehovas Vidner, om hvor bestemte falske religiøse skikke stammer fra.

¹⁸ Indtil videre havde Paulus fortalt sine tilhørere nogle vigtige sandheder om Gud, og han havde sørget for at tilpasse sine ord til dem der lyttede. Hvad ønskede apostlen at athenerne skulle bruge de vigtige oplysninger til? Det fortalte han dem nu.

19, 20. (a) Hvussu greiddi Paulus fólkaliga frá, at tað var nyttuleyst at tilbiðja avgudar? (b) Hvat máttu tey, sum lurtaðu eftir Paulusi, gera?

¹⁹ Paulus var nu nået dertil hvor han kunne opfordre sine tilhørere til handling. Han henviste igen til citatet fra de græske digtere og sagde: “Når vi altså er Guds børn, må vi ikke mene at Det Guddommelige Væsen er som guld eller sølv eller sten, som noget der er kunstnerisk udformet ud fra menneskers tanker.” (Ap.G. 17:29) Hvis mennesker er skabt af Gud, hvordan skulle et afgudsbillede eller en figur der er fremstillet af et menneske, så kunne rumme Gud? Paulus’ taktfulde argumentation viste hvor meningsløst det er at tilbede menneskeskabte afguder. (Sl. 115:4-8; Esa. 44:9-20) Ved at sige “må vi ikke” gjorde Paulus det sikkert nemmere for dem at tage irettesættelsen til sig.

²⁰ Paulus gjorde det klart at det var nødvendigt med handling: “Det er rigtigt at Gud tidligere har set gennem fingre med en sådan uvidenhed [hvor man forestillede sig at Gud syntes om mennesker der tilbad afguder], men nu oplyser han mennesker overalt om at de skal angre.” (Ap.G. 17:30) Nogle af Paulus’ tilhørere kan være blevet chokeret over hans opfordring til at angre. Men hans tale viste klart og tydeligt at de skyldte Gud deres liv og derfor skulle stå ham til regnskab. De skulle søge Gud, lære sandheden om ham at kende og begynde at leve efter det de lærte. For athenerne betød det at de skulle forstå at afgudsdyrkelse var forkert, og holde op med at praktisere det.

21, 22. Hvussu endaði Paulus taluna, og hvønn týdning hevur tað, sum hann segði, fyri okkum í dag?

 ²¹ Paulus afsluttede sin tale på en virkningsfuld måde: “[Gud har] fastsat en dag hvor han vil dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for ved at oprejse ham fra de døde.” (Ap.G. 17:31) Nu hvor de vidste at der ville komme en dag hvor menneskeheden ville blive dømt, var der virkelig grund til at søge den sande Gud og finde ham! Paulus nævnte ikke navnet på den udnævnte Dommer men sagde noget meget overraskende om ham: Han havde levet som et menneske, var død og var derefter blevet oprejst af Gud!

²² Afslutningen på Paulus’ tale er også af stor betydning for os i dag. Vi ved at den Dommer Gud har udnævnt, er den opstandne Jesus Kristus. (Joh. 5:22) Vi ved også at dommens dag vil vare tusind år, og at den nærmer sig hastigt. (Åb. 20:4, 6) Vi frygter ikke dommens dag, for vi ved at den vil føre til mange velsignelser for dem der bliver erklæret trofaste. Vi har fået en garanti for at vores håb om en fantastisk fremtid vil blive til virkelighed, gennem det største af alle mirakler – Jesus Kristus’ opstandelse!

23. Hvussu tóku fólk ímóti taluni hjá Paulusi?

²³ Paulus’ tale fik en blandet modtagelse. Nogle begyndte at gøre nar da de hørte om en opstandelse. Andre var høflige men ville ikke forpligte sig til noget og sagde: “Vi vil gerne høre dig fortælle mere om det en anden gang.” (Ap.G. 17:32) Men der var også nogle der reagerede positivt: “Nogle mænd sluttede sig til ham og fik tro. Blandt dem var Dionysios, som var dommer ved Areopagosdomstolen, foruden en kvinde der hed Damaris, og flere andre.” (Ap.G. 17:34) Vi møder lignende reaktioner i vores forkyndelse. Nogle gør måske nar af os, og andre er måske høflige men ligeglade. Men vi bliver meget glade og begejstrede når nogen tager imod budskabet om Riget og bliver vores trosfæller.

24. Hvat kunnu vit læra av taluni hjá Paulusi?

²⁴ Når vi tænker over Paulus’ tale, kan vi lære meget om at bruge logiske og overbevisende argumenter og om hvordan man kan tilpasse sin måde at forkynde på. Desuden lærer vi at vi skal være tålmodige og taktfulde over for dem der tror på religiøse løgne. Vi får også understreget hvor vigtigt det er aldrig at gå på kompromis med sandheden fra Bibelen bare for at gøre den nemmere for andre at acceptere. Ved at efterligne Paulus kan vi blive dygtigere til at undervise i forkyndelsen, og tilsynsmænd kan blive dygtigere til at undervise i menigheden. Så vil vi kunne hjælpe andre til at “søge Gud ... og virkelig finde ham”. – Ap.G. 17:27.