1-3. Hvørja sjón fær Pætur, og hví er tað neyðugt, at vit skilja týdningin av henni?

 DET er år 36. På det flade tag af et hus i nærheden af havet i byen Joppe knæler Peter i den varme efterårssol og beder. Han har været gæst her i huset i nogle dage. Det at han bor her, fortæller meget om hans fordomsfrie indstilling. Husets ejer, en mand ved navn Simon, arbejder nemlig som garver, og det var ikke alle jøder der ville bo hos en med det arbejde. a Ikke desto mindre skal Peter nu til at lære noget vigtigt om Jehovas upartiskhed.

² Mens Peter beder, falder han i trance. Han får et syn som ville forurolige enhver jøde. Ned fra himlen kommer noget der ligner en stor linneddug, fyldt med dyr der var urene ifølge Loven. Da Peter får at vide at han skal slagte og spise, svarer han: “Jeg har aldrig spist noget der er besmittet og urent.” Ikke én, men tre gange, får han beskeden: “Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for besmittet.” (Ap.G. 10:14-16) Synet gør Peter forvirret, men han får snart en forklaring.

³ Hvad betød det syn Peter fik? Det er vigtigt at vi forstår betydningen af det, for det indeholder en dyb sandhed om hvordan Jehova betragter mennesker. Som sande kristne kan vi ikke aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds rige medmindre vi lærer at få det samme syn på mennesker som Gud har. For at forstå betydningen af Peters syn vil vi nu se nærmere på de begivenheder der fandt sted i forbindelse med det.

4, 5. Hvør var Kornelius, og hvat hendi, meðan hann bað?

⁴ Peter havde ingen anelse om at der i Cæsarea, omkring 50 kilometer længere nordpå, var en mand ved navn Cornelius, der dagen før også havde fået et syn fra Gud. Cornelius, der var officer i den romerske hær, var “en troende mand”. b Han var også et eksemplarisk  familieoverhoved, for “hele hans husstand havde dyb respekt for Gud”. Cornelius var ikke en jødisk proselyt, men en uomskåret ikkejøde. Alligevel viste han medfølelse med fattige jøder og hjalp dem materielt, og han “bad ofte inderligt til Gud”. – Ap.G. 10:2.

⁵ Omkring klokken tre om eftermiddagen, da Cornelius var ved at bede, så han i et syn en engel der talte til ham og sagde: “Gud har hørt dine bønner, og han har set at du har givet gaver til de fattige.” (Ap.G. 10:4) På englens anvisning sendte Cornelius to mænd afsted for at tilkalde apostlen Peter. Som en uomskåret ikkejøde skulle Cornelius nu til at gå ind gennem en dør der indtil da havde været lukket for ham. Han ville snart komme til at høre budskabet om frelse.

6, 7. (a) Fortel eina uppliving, sum vísir, at Jehova svarar bønunum hjá teimum, sum veruliga hava hug at læra hann at kenna. (b) Hvat læra sovorðnar upplivingar okkum?

⁶ Besvarer Jehova også i dag bønner fra oprigtige mennesker der ønsker at finde sandheden om ham? Tænk over den her oplevelse: En kvinde i Albanien fik et eksemplar af Vagttårnet der indeholdt en artikel om børneopdragelse. c Til det Jehovas Vidne der kom til hendes dør, sagde hun: “Tro det eller ej, men jeg har faktisk bedt Gud om hjælp til at opdrage mine døtre. Han sendte dig! Du har givet mig lige det jeg har brug for.” Kvinden og hendes døtre begyndte at studere, og senere sluttede hendes mand sig også til studiet.

⁷ Er det et enkeltstående eksempel? Slet ikke! Den slags sker igen og igen verden over – alt for ofte til at der bare kan være tale om tilfældigheder. Så hvad kan vi konkludere? For det første at Jehova besvarer bønner som bliver bedt af oprigtige mennesker der søger ham. (1. Kong. 8:41-43; Sl. 65:2) Og for det andet at englene støtter os i forkyndelsesarbejdet. – Åb. 14:6, 7.

8, 9. Hvat bað Jehova Pætur gera, og hvussu reageraði hann?

⁸ Peter var stadig på taget og spekulerede over hvad synet mon betød, da sendebuddene fra Cornelius nærmede sig huset. (Ap.G. 10:17) Ville Peter, der tre gange havde nægtet at spise noget der var urent ifølge Loven, være villig til at tage med mændene og gå ind i en ikkejødes hjem? Ved hjælp af den hellige ånd hjalp Jehova Peter til at forstå hvad han ønskede af ham i den her sag. Ånden sagde til Peter: “Tre mænd spørger efter dig. Rejs dig, gå ned og følg uden betænkeligheder med dem, for jeg har sendt dem.” (Ap.G. 10:19, 20) Det syn Peter havde fået, forberedte ham uden tvivl til at følge den hellige ånds ledelse.

⁹ Da det gik op for Peter at det var Jehova der havde givet Cornelius besked på at hente ham, inviterede han de ikkejødiske sendebud ind i huset og “sørgede for dem som sine gæster”. (Ap.G. 10:23a) Den lydige apostel var allerede ved at tilpasse sig Jehovas nye måde at gennemføre sin vilje på.

10. Hvussu leiðir Jehova sítt fólk, og hvørjar spurningar kunnu vit seta okkum sjálvum?

¹⁰ I dag åbenbarer Jehova gradvist sin vilje for sit folk. (Ordsp. 4:18) Ved hjælp af sin hellige ånd leder han “den trofaste og kloge træl”. (Matt. 24:45) Nogle gange bliver vores forståelse af Guds ord måske justeret, eller det kan være at der sker nogle organisationsmæssige ændringer. Det vil være godt at vi spørger os selv: ‘Hvordan reagerer jeg på sådan nogle forandringer? Følger jeg Guds ånds ledelse?’

11, 12. Hvat gjørdi Pætur, tá ið hann kom til Kesarea, og hvat hevði hann lært?

¹¹ Dagen efter at Peter havde fået synet fra Gud, tog han og ni andre – de tre sendebud som Cornelius havde sendt, og “seks [jødiske] brødre” fra Joppe – afsted til Cæsarea. (Ap.G. 11:12) Cornelius ventede Peter og havde derfor sammenkaldt “sine slægtninge og nærmeste venner”, der højst sandsynligt alle var ikkejøder. (Ap.G. 10:24) Da Peter ankom, gjorde han noget der tidligere havde været helt utænkeligt for ham: Han gik ind i en uomskåret ikkejødes hjem! Peter forklarede: “I ved godt at det ikke er tilladt for en jøde at være sammen med eller besøge en mand der tilhører et andet folk, og alligevel har Gud vist mig at jeg ikke må kalde noget menneske besmittet eller urent.” (Ap.G. 10:28) Nu var det gået op for Peter at det syn han havde fået, skulle lære ham mere end hvad der var tilladt at spise. Han måtte “ikke ... kalde noget menneske [ikke engang en ikkejøde] besmittet eller urent”.

¹² Det var en interesseret gruppe mennesker der ventede Peter. “Vi  [er] alle til stede foran Gud for at høre alt hvad Jehova har befalet dig at sige,” forklarede Cornelius. (Ap.G. 10:33) Forestil dig hvordan du ville have det hvis du hørte en interesseret sige sådan! Peter lagde ud med en bemærkelsesværdig udtalelse: “Nu forstår jeg virkelig at Gud ikke gør forskel på nogen, men han tager imod alle der har dyb respekt for ham og gør det der er rigtigt – uanset hvilken nation de tilhører.” (Ap.G. 10:34, 35) Peter havde lært at Guds syn på mennesker ikke afhænger af deres nationalitet, hudfarve eller andre ydre forhold. Han fortsatte nu ved at fortælle om Jesus’ tjeneste, død og opstandelse.

13, 14. (a) Hvønn serligan týdning fekk tað, at Kornelius og aðrir ikkijødar blivu umvendir í ár 36 e.o.t? (b) Hví skulu vit ikki døma fólk eftir útsjónd ella bakgrund?

¹³ Nu skete der noget der aldrig var sket før: “Mens Peter stadig talte,” blev den hellige ånd for første gang udgydt over “folk fra nationerne”. (Ap.G. 10:44, 45) Det er det eneste tilfælde der nævnes i Bibelen hvor ånden bliver udgydt inden dåben. Peter forstod at det var et tegn på Guds godkendelse, og “befalede at de [gruppen af ikkejøder] skulle døbes”. (Ap.G. 10:48) Ikkejødernes omvendelse i år 36 e.v.t. markerede afslutningen på den periode hvor Gud havde vist jøderne en særlig opmærksomhed. (Dan. 9:24-27) Her brugte Peter den tredje og sidste af “himlenes riges nøgler”. (Matt. 16:19) Den åbnede muligheden for at uomskårne ikkejøder kunne blive salvet med Guds ånd.

¹⁴ Som forkyndere af Riget i dag ved vi at ‘Gud ikke viser partiskhed’. (Rom. 2:11) Det er hans vilje at “alle slags mennesker skal frelses”. (1. Tim. 2:4) Vi må derfor aldrig dømme folk ud fra det vi kan se. Vores opgave er at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds rige, og det indbefatter at forkynde for alle mennesker, uanset deres nationalitet, etnicitet, udseende eller religiøse baggrund.

15, 16. Hví vóru nakrir kristnir jødar ósamdir við Pætur, og hvussu forkláraði hann tað, sum hann hevði gjørt?

¹⁵ Peter var uden tvivl ivrig efter at tage til Jerusalem for at fortælle hvad der var sket. Men nyheden om at uomskårne ikkejøder havde “taget imod Guds ord”, var åbenbart nået frem først. Så snart Peter ankom, “begyndte tilhængerne af omskærelsen at kritisere ham”. De var vrede over at han havde “besøgt uomskårne mænd i deres hjem og spist sammen med dem”. (Ap.G. 11:1-3) Spørgsmålet var ikke om ikkejøder kunne blive disciple af Kristus. Nej, de jødiske disciple insisterede på at ikkejøderne skulle overholde Loven – også buddet om omskærelse – for at kunne tilbede Jehova på en acceptabel måde. Nogle af dem havde helt klart svært ved at give slip på Moseloven.

 ¹⁶ Hvad sagde Peter til sit forsvar? Ifølge Apostlenes Gerninger 11:4-16 pegede han på fire tydelige tegn på Guds ledelse: (1) Det syn han havde fået fra Gud (vers 4-10); (2) åndens befaling (vers 11, 12); (3) englens besøg hos Cornelius (vers 13, 14); og (4) udgydelsen af den hellige ånd over ikkejøderne (vers 15, 16). Peter sluttede med et meget tankevækkende spørgsmål: “Når Gud altså har givet dem den samme frie gave som han gav os der fik tro på Herren Jesus Kristus, hvem var så jeg at jeg skulle kunne hindre Gud?” – Ap.G. 11:17.

17, 18. (a) Hvørja avgerð máttu teir kristnu jødarnir taka? (b) Hví er tað ikki altíð lætt at varðveita einleikan í samkomuni, og hvørjar spurningar eiga vit at seta okkum sjálvum?

¹⁷ Nu hvor de jødiske kristne havde hørt Peters argumenter, måtte de træffe en beslutning. Ville de kunne lægge deres fordomme fra sig og tage imod de nydøbte ikkejøder som deres kristne brødre? Beretningen siger: “Da de [apostlene og andre jødiske kristne] hørte det, kom de ikke med flere indvendinger, og de lovpriste Gud og sagde: ‘Så har Gud altså også givet folk fra nationerne mulighed for at angre og vende om så de kan få livet.’” (Ap.G. 11:18) Deres positive indstilling gjorde at menighedens enhed blev bevaret.

¹⁸ I dag kan det også være en udfordring at bevare enheden, for Guds sande tjenere kommer fra “alle nationer, stammer, folk og sprog”. (Åb. 7:9) Vores menigheder består altså af mennesker med forskellig etnicitet, kultur og baggrund. Spørg dig selv: ‘Har jeg fjernet ethvert spor af fordom fra mit hjerte? Er jeg besluttet på aldrig at lade verdens splittende holdninger – deriblandt nationalisme, lokalpatriotisme, racisme og stolthed over min kultur – påvirke den måde jeg behandler mine brødre og søstre på?’ Husk hvad der skete med Peter nogle år efter at de første ikkejøder var blevet omvendt. Fordi han havde ladet sig påvirke af andres fordomme, ‘trak han sig tilbage’ fra de ikkejødiske kristne og måtte derfor irettesættes af Paulus. (Gal. 2:11-14) Hvor er det vigtigt at vi ikke lader fordomme slå rod i vores hjerte!

19. Hvørjum fóru teir kristnu jødarnir í Antiokia at boða fyri, og hvat varð úrslitið?

¹⁹ Begyndte Jesus’ disciple at forkynde for uomskårne ikkejøder? Læg mærke til hvad der senere skete i Antiokia i Syrien. d Der var en stor jødisk befolkningsgruppe i byen, og forholdet mellem jøder og ikkejøder var nogenlunde fredeligt. Betingelserne for at forkynde for ikkejøder var derfor gode. Det var her nogle jødiske disciple begyndte at forkynde den gode nyhed for “de græsktalende”. (Ap.G. 11:20) Deres forkyndelse var ikke kun henvendt til græsktalende jøder men også til uomskårne ikkejøder. Jehova velsignede arbejdet, og “et stort antal fik tro”. – Ap.G. 11:21.

20, 21. Hvussu vísti Barnabas, at hann var eyðmjúkur, og hvussu kunnu vit gera sum hann í okkara tænastu?

²⁰ For at der kunne blive forkyndt for alle dem i Antiokia der var interesserede, sendte menigheden i Jerusalem Barnabas dertil. Men den store interesse var åbenbart mere end han kunne klare alene. Hvem var bedre egnet til at hjælpe end Saulus, der skulle være apostel for nationerne? (Ap.G. 9:15; Rom. 1:5) Ville Barnabas betragte Saulus som en rival? Nej, tværtimod. Barnabas var beskeden og forstod at han havde brug for hjælp. Han tog initiativ til at tage til Tarsus, lede efter Saulus og få ham med tilbage til Antiokia for at hjælpe til. Sammen brugte de et år på at styrke og opmuntre disciplene i menigheden der. – Ap.G. 11:22-26a.

²¹ Hvordan kan vi vise beskedenhed i vores tjeneste? Det er en egenskab der kræver at vi erkender vores begrænsninger. Vi har alle forskellige stærke sider og forskellige evner. For eksempel er nogle måske dygtige til at forkynde uformelt eller fra hus til hus men har svært ved at aflægge genbesøg eller oprette bibelstudier. Hvis du kunne tænke dig at blive bedre til en bestemt tjenestegren, kunne du måske bede andre om hjælp. Hvis du gør det, vil du måske få bedre resultater og opleve større glæde i tjenesten. – 1. Kor. 9:26.

22, 23. Hvat gjørdu brøðurnir í Antiokia fyri at vísa, at teir elskaðu sínar brøður og systrar, og hvussu ger Guds fólk í dag nakað líknandi?

²² Det var i Antiokia at “disciplene ved Guds ledelse for første gang blev kaldt kristne”. (Ap.G. 11:26b) Det navn er en god betegnelse for dem der efterligner Kristus og følger hans lære. Blev de jødiske og ikkejødiske troende knyttet sammen som brødre og søstre efterhånden som folk fra nationerne blev kristne? Tænk på hvad der skete da der opstod  en stor hungersnød i år 46 e.v.t. e En hungersnød gik hårdt ud over de fattige fordi de hverken havde nogen opsparing eller et lager af mad. Under den her hungersnød havde de jødiske kristne i Judæa, hvoraf mange tilsyneladende var fattige, brug for nødhjælp. Da brødrene i Antiokia – deriblandt de ikkejødiske kristne – hørte om behovet, sendte de “nødhjælp til brødrene i Judæa”. (Ap.G. 11:29) Sikke et smukt udtryk for at de elskede deres brødre og søstre!

²³ Sådan er det også blandt Guds folk i dag. Når vi hører at vores brødre og søstre i et andet land eller i vores eget område er i nød, gør vi noget for at hjælpe dem. Afdelingskontorernes udvalg er hurtige til at oprette nødhjælpskomitéer for at hjælpe brødre og søstre der er blevet ramt af naturkatastrofer, som for eksempel orkaner, jordskælv og tsunamier. Det er et udtryk for ægte kristen kærlighed når vi hjælper vores trosfæller der er i nød. – Joh. 13:34, 35; 1. Joh. 3:17.

24. Hvussu kunnu vit vísa, at vit skilja týdningin av sjónini, Pætur fekk?

²⁴ Som sande kristne forstår vi betydningen af det syn Peter fik på hustaget i Joppe tilbage i det første århundrede. Vi tilbeder en Gud der ikke gør forskel på nogen. Det er hans vilje at vi skal aflægge et grundigt vidnesbyrd om hans rige, og det indebærer at vi forkynder for andre uanset deres nationalitet, etnicitet eller sociale status. Så lad os være besluttet på at give alle der vil lytte, en mulighed for at tage imod den gode nyhed. – Rom. 10:11-13.