1, 2. (a) Hvørjar týðandi spurningar skuldi stýrandi ráðið í Jerusalem taka støðu til? (b) Hvat hjálpti brøðrunum at taka ta røttu avgerðina?

 LUFTEN er fuld af spænding og forventning. Apostlene og de ældste som befinder sig i lokalet i Jerusalem, ser på hinanden og føler at de nu står midt i et betydningsfuldt øjeblik. Debatten om omskærelse har rejst nogle alvorlige spørgsmål. Er kristne underlagt Moseloven? Skal der være forskel på jødiske og ikkejødiske kristne?

² Brødrene har tænkt sagen grundigt igennem. De har talt om profetierne i Guds ord og om nogle overbevisende førstehåndsberetninger der vidner om Jehovas velsignelse, og alle har givet deres mening til kende. De overvældende mange vidnesbyrd viser tydeligt at det er Jehovas ånd der leder dem. Vil de følge den hellige ånds ledelse?

3. Hvat kunnu vit læra av Ápostlasøguni kapittul 15?

³ Det vil virkelig komme til at kræve tro og mod af dem at følge åndens ledelse på det her punkt. De risikerer at de jødiske religiøse lederes had til dem bliver endnu større. De står også over for modstand fra mænd inden for menigheden som er besluttet på at få Guds folk til igen at overholde Moseloven. Hvad vil det styrende råd gøre? Det vil vi se på i det her kapitel. Under vores gennemgang af beretningen vil vi se hvordan de ledende brødre dannede et forbillede for Jehovas Vidners Styrende Råd i dag. Det er også et forbillede for os når vi i vores liv som kristne skal tage beslutninger eller står over for problemer.

4, 5. Hvørji ørindi úr Guds orði siteraði Jákup?

⁴ Disciplen Jakob, Jesus’ halvbror, tog nu ordet. a Det lader til at han  var ordstyrer ved mødet. Hans ord udtrykte åbenbart den opfattelse som hele det styrende råd var nået frem til. Til de forsamlede mænd sagde Jakob: “Simeon har i detaljer fortalt hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk der skulle bære hans navn. Det passer med profeternes ord.” – Ap.G. 15:14, 15.

⁵ Den tale som Simeon, eller Simon Peter, havde holdt, og de oplevelser som Barnabas og Paulus havde fortalt, har uden tvivl mindet Jakob om nogle relevante skriftsteder der kastede større lys over emnet. (Joh. 14:26) Efter at have sagt at ‘det passede med profeternes ord’, citerede Jakob ordene fra Amos 9:11, 12. Amos’ Bog var med i den del af De Hebraiske Skrifter der almindeligvis blev kaldt “Profeterne”. (Matt. 22:40; Ap.G. 15:16-18) Jakobs citat har en lidt anden ordlyd end den vi finder i Amos’ Bog i dag. Det skyldes sandsynligvis at Jakob citerede fra Septuaginta, en græsk oversættelse af De Hebraiske Skrifter.

6. Hvussu hjálptu Skriftirnar brøðrunum at finna út av, hvat Guds vilji var?

⁶ Gennem profeten Amos forudsagde Jehova at han på et tidspunkt ville rejse “Davids faldne hus”. Det betød at han ville give kongedømmet til Davids efterkommer og oprette det messianske rige. (Ezek. 21:26, 27) Ville Jehova så igen kun beskæftige sig med dem der tilhørte nationen Israel? Nej. Profetien tilføjer at “folk fra alle nationerne” ville blive ført sammen som et folk der “kaldes med [Guds] navn”. Husk at Peter lige havde sagt sådan her om Gud: “Han gjorde slet ingen forskel på os [jødiske kristne] og dem [ikkejødiske kristne], men rensede deres hjerte på grund af deres tro.” (Ap.G. 15:9) Med andre ord er det Guds vilje at både jøder og ikkejøder skal arve Riget. (Rom. 8:17; Ef. 2:17-19) Ingen steder i de inspirerede profetier står der at ikkejødiske kristne først skulle omskæres eller blive proselytter.

7, 8. (a) Hvat segði Jákup? (b) Hvussu skulu vit skilja tað, sum Jákup segði?

⁷ På baggrund af argumenterne fra Skrifterne og de stærke vidneudsagn Jakob havde hørt, foreslog han følgende: “Derfor mener jeg at man ikke skal gøre det vanskeligt for dem fra nationerne som vender sig til Gud, men skrive til dem at de skal holde sig fra det der er besmittet af afguder, fra seksuel umoral, fra det der er kvalt, og fra blod. For fra gammel tid er Moses’ ord blevet forkyndt i by efter by, og hans ord bliver oplæst i synagogerne hver sabbat.” – Ap.G. 15:19-21.

⁸ Gik Jakob, der jo sandsynligvis var ordstyrer ved mødet, nu ud over sin myndighed og gennemtrumfede en beslutning? Nej, slet ikke. Hans ord “derfor mener jeg” viser at han ikke prøvede at bestemme over rådet men bare fremlagde et forslag de kunne overveje, som var baseret på det der var blevet fortalt, og på profetierne i Skrifterne.

9. Hvørjar fyrimunir hevði uppskotið hjá Jákupi?

 ⁹ Var det et godt forslag Jakob kom med? Ja, det ser det ud til, for det blev senere vedtaget af apostlene og de ældste. Hvilke fordele var der ved det? For det første ville forslaget ikke “gøre det vanskeligt for” de ikkejødiske kristne fordi de ikke blev pålagt at følge Moselovens krav. (Ap.G. 15:19) For det andet ville afgørelsen tage hensyn til de jødiske kristnes samvittighed. De havde jo i mange år hørt Moses’ ord blive “oplæst i synagogerne hver sabbat”. b (Ap.G. 15:21) Afgørelsen ville helt sikkert også styrke båndene mellem de jødiske og de ikkejødiske kristne. Og frem for alt ville den glæde Jehova Gud fordi den stemte overens med hans vilje. Hvor var det en god løsning på et problem som truede Guds folks enhed og trivsel! Det er et godt eksempel for den kristne menighed i dag.

10. Hvussu fylgir stýrandi ráðið í dag sama leisti sum stýrandi ráðið í fyrstu øld?

¹⁰ Som nævnt i det forrige kapitel søger Det Styrende Råd i dag altid vejledning hos Jehova, universets Suveræn, og Jesus Kristus, menighedens hoved, ligesom det styrende råd i det første århundrede gjorde. c (1. Kor. 11:3) Hvordan? Albert D. Schroeder, der var medlem af Det Styrende Råd fra 1974 og indtil han afsluttede sit jordiske liv i marts 2006, har fortalt: “Om onsdagen holder Det Styrende Råd et møde der indledes med bøn om Jehovas ånds ledelse. Man bestræber sig omhyggeligt for at enhver sag der behandles, og enhver afgørelse der træffes, er helt i harmoni med Guds ord, Bibelen.” Og Milton G. Henschel, som gennem mange år var medlem af Det Styrende Råd, og som afsluttede sit jordiske liv i marts 2003, stillede eleverne i den 101. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead følgende spørgsmål: “Findes der på hele jorden  nogen anden organisation hvis ledelse søger vejledning i Guds ord, Bibelen, før vigtige beslutninger skal træffes?” Svaret er indlysende.

11. Hvussu fingu samkomurnar at vita, hvørja avgerð stýrandi ráðið var komið fram til?

¹¹ Det styrende råd i Jerusalem havde truffet en enstemmig afgørelse i spørgsmålet om omskærelse. Men for at der kunne være enhed blandt brødrene i menighederne, skulle de informeres om afgørelsen på en klar, positiv og tilskyndende måde. Hvordan kunne det bedst gøres? Beretningen siger: “Så besluttede apostlene og de ældste, sammen med hele menigheden, at sende nogle udvalgte mænd blandt dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De sendte Judas der blev kaldt Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene.” Der blev også skrevet et brev som brødrene fik med, og som skulle læses op i alle menighederne i Antiokia, Syrien og Kilikien. – Ap.G. 15:22-26.

12, 13. Hvat gott kom burtur úr at senda (a) Judas og Silas? (b) eitt bræv frá stýrandi ráðnum?

¹² Som “ledende mænd blandt brødrene” var Judas og Silas fuldt kvalificeret til at repræsentere det styrende råd. Det at man sendte fire brødre, ville tydeligt vise at det budskab de overbragte, ikke kun var et svar på spørgsmålet om omskærelse, men en ny anvisning fra det styrende råd. De “udvalgte mænd”, Judas og Silas, ville med deres besøg kunne knytte et stærkt bånd mellem de jødiske kristne i Jerusalem, deriblandt det styrende råd, og de ikkejødiske kristne i menigheder andre steder. Hvor var det klogt og kærligt at sende de to brødre med! Det har helt sikkert bidraget til freden og enheden blandt Guds folk.

¹³ Brevet gav ikke kun de ikkejødiske kristne en klar vejledning angående spørgsmålet om omskærelse, men også om hvad de måtte gøre for at få Jehovas godkendelse og velsignelse. I den vigtigste del af brevet stod der: “Den hellige ånd og vi har ... besluttet ikke at lægge nogen ekstra byrde på jer ud over følgende nødvendige ting: I skal holde jer fra det der er ofret til afguder, fra blod, fra det der er kvalt, og fra seksuel umoral. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt. Lev vel!” – Ap.G. 15:28, 29.

14. Hvussu ber tað til, at tey, sum tæna Jehova, kunnu vera sameind í hesum ófriðarliga heimi?

¹⁴ Blandt Jehovas Vidner, som i dag tæller over 8.000.000 i mere end 100.000 menigheder rundt om på jorden, er der ægte enhed. De tror på det samme og udfører det samme arbejde. Hvordan er det muligt når man tænker på hvor splittet og urolig verden er? Jehovas Vidners  enhed skyldes først og fremmest at de får klar og direkte vejledning fra menighedens hoved, Jesus Kristus, gennem “den trofaste og kloge træl”, altså Det Styrende Råd. (Matt. 24:45-47) Enheden skyldes også at Jehovas tjenere i hele verden villigt følger vejledningen.

15, 16. Hvussu tóku samkomurnar ímóti avgerðini hjá stýrandi ráðnum, og hví?

¹⁵ I beretningen siges der videre at da brødrene fra Jerusalem nåede til Antiokia, ‘samlede de alle disciplene og afleverede brevet’. Hvordan reagerede disciplene på vejledningen fra det styrende råd? “De læste [brevet] og glædede sig over opmuntringen.” (Ap.G. 15:30, 31) Der fortælles også at Judas og Silas “opmuntrede brødrene med mange foredrag og styrkede dem”. De to mænd blev kaldt “profeter”, ligesom Barnabas, Paulus og andre – et udtryk der blev brugt om dem der gjorde Guds vilje kendt. – Ap.G. 13:1; 15:32; 2. Mos. 7:1, 2.

¹⁶ Jehova velsignede tydeligvis det styrende råds afgørelse, og som et resultat af det blev menighederne opmuntret. Hvorfor? Det var uden tvivl fordi det styrende råd på det helt rigtige tidspunkt havde givet klar vejledning som var baseret på Guds ord og den hellige ånds ledelse. Og det har helt sikkert også været opmuntrende for menighederne at afgørelsen blev overbragt personligt af nogle kærlige og omsorgsfulde brødre.

17. Hvørjum leisti fylgja fylkisumsjónarmenn í dag?

¹⁷ Jehovas Vidners Styrende Råd i dag følger samme mønster ved at give det globale brodersamfund aktuel vejledning. Nye afgørelser bliver meddelt menighederne på en klar og tydelig måde. Det sker blandt andet gennem kredstilsynsmændene. De er selvopofrende og rejser fra den ene menighed til den anden, og under deres besøg giver de tydelig vejledning og kærlige tilskyndelser. Ligesom Paulus og Barnabas bruger de meget tid i forkyndelsen, ‘hvor de sammen med mange andre underviser og forkynder den gode nyhed om Jehovas ord’. (Ap.G. 15:35) Ligesom Judas og Silas ‘opmuntrer de brødrene med mange foredrag og styrker dem’.

18. Hvat er neyðugt, viss Jehova skal signa sítt fólk?

¹⁸ Hvad med menighederne? Hvad kan hjælpe menighederne på hele jorden til at bevare freden og enheden i den her splittede verden? Husk at disciplen Jakob senere skrev: “Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, villig til at adlyde ... Desuden er retfærdigheden en frugt af det der bliver sået under fredelige forhold, og den bliver til gavn for dem der stifter fred.” (Jak. 3:17, 18) Om Jakob tænkte på mødet i Jerusalem eller ej, ved vi ikke. Men vores gennemgang  af de begivenheder der er beskrevet i Apostlenes Gerninger, kapitel 15, viser tydeligt at enhed og samarbejde er en forudsætning for at man kan få Jehovas velsignelse.

19, 20. (a) Hvat vísir, at friður og einleiki ráddi í samkomuni í Antiokia? (b) Hvat kundu Paulus og Barnabas nú gera?

¹⁹ Det var helt tydeligt at der nu var fred og enhed i menigheden i Antiokia. I stedet for at modarbejde brødrene fra Jerusalem værdsatte menigheden Judas og Silas’ besøg. Vi læser i beretningen: “De blev der et stykke tid, og så sendte brødrene dem afsted med fred, tilbage til dem der havde udsendt dem,” altså tilbage til Jerusalem. d (Ap.G. 15:33) Vi kan være sikre på at brødrene i Jerusalem også var glade for at høre hvad Judas og Silas havde at fortælle om deres rejse. Takket være Jehovas ufortjente godhed fuldførte de to mænd deres opgave med gode resultater.

²⁰ Paulus og Barnabas, der blev i Antiokia, kunne nu koncentrere sig om at gå foran i forkyndelsesarbejdet, ligesom kredstilsynsmændene gør i dag når de besøger menighederne. (Ap.G. 13:2, 3) Hvor er den slags brødre en velsignelse for Jehovas folk! Men hvordan blev de to ivrige forkyndere fortsat brugt og velsignet af Jehova? Det vil vi se på i det næste kapitel.