1, 2. (a) Hvør vandamikil støða tekur seg upp hjá Paulusi og felagum hansara í Efesus? (b) Hvat fara vit at kanna í hesum kapitlinum?

 I EFESOS’ gader bliver der råbt og skreget, og larmen fra en løbende folkemængde er øredøvende. En gruppe vrede mennesker har samlet sig, og der er optræk til uroligheder. To af apostlen Paulus’ rejsefæller bliver ført bort med magt. Den brede gade som er omgivet af søjlegange og butikker, bliver hurtigt mennesketom efterhånden som den fanatiske og voksende folkemængde stormer ind i byens enorme amfiteater, hvor der er plads til 25.000 tilskuere. De fleste ved ikke engang hvorfor der er tumult, men de har på fornemmelsen at deres tempel og deres elskede gudinde Artemis er i fare. Derfor begynder de at råbe i kor: “Stor er efesernes Artemis!” – Ap.G. 19:34.

² Det her er endnu et eksempel på at Satan gør brug af voldelige optøjer i et forsøg på at standse udbredelsen af den gode nyhed om Guds rige. Men truslen om vold er selvfølgelig ikke den eneste taktik han bruger. I kapitlet her vil vi se nærmere på en række af de metoder Satan brugte for at underminere de kristnes arbejde og ødelægge deres enhed. Og endnu vigtigere: Vi vil se at alle hans metoder mislykkedes, for “Jehovas ord [nåede] ud til flere og flere og virkede med større og større kraft”. (Ap.G. 19:20) Hvorfor gav de kristne ikke op over for Satan? Af de samme grunde som vi har til ikke at give op. Det er selvfølgelig kun på grund af Jehova at vi kan holde ud og fortsætte med at forkynde. Men ligesom de kristne i det første århundrede må vi gøre vores del. Med Jehovas ånds støtte kan vi udvikle egenskaber som vil hjælpe os til at fuldføre vores tjeneste. Lad os først se på Apollos’ eksempel.

3, 4. Hvat løgdu Priskilla og Akvila merki til hjá Apollosi, og hvat gjørdu tey?

³ Mens Paulus var på vej til Efesos på sin tredje missionsrejse,  ankom en jøde ved navn Apollos til byen. Han kom fra den berømte egyptiske by Alexandria. Apollos var dygtig på mange områder. Han var både veltalende og “godt kendt med Skrifterne”. Han var også “brændende i ånden”. Fuld af iver talte han frimodigt til jøderne i synagogen. – Ap.G. 18:24, 25.

⁴ Akvila og Priskilla hørte Apollos tale. Man kan forestille sig hvor glade de var for at høre ham ‘undervise og tale om Jesus med nøjagtighed’. Det Apollos sagde om Jesus, var egentlig rigtigt nok, men de lagde mærke til at der var en vigtig sandhed som Apollos ikke helt havde styr på: “Han kendte ... kun til Johannes’ dåb.” Akvila og Priskilla, som var teltmagere og levede beskedent, lod sig ikke afskrække af at Apollos var veltalende og sikkert havde en fin uddannelse. Nej, de tog ham med og “forklarede Guds vej mere nøjagtigt for ham”. (Ap.G. 18:25, 26) Hvordan reagerede Apollos? Det fremgår af det der videre står i beretningen, at han viste en af de vigtigste egenskaber for kristne, nemlig ydmyghed.

5, 6. Hví bleiv Apollos til enn størri nyttu fyri Jehova, og hvat kunnu vit læra av Apollosi?

⁵ Apollos tog imod Akvila og Priskillas hjælp og blev en mere brugbar tjener for Jehova. Han rejste videre til Akaja, hvor han var “til stor hjælp” for dem der havde fået tro. Han aflagde også et godt vidnesbyrd over for de jøder i området der holdt på at Jesus ikke var den forudsagte Messias. Lukas fortæller: “Med stor styrke beviste han godt og grundigt at jøderne tog fejl, og han viste dem ud fra Skrifterne at Jesus er Kristus.” (Ap.G. 18:27, 28) Apollos blev et værdifuldt aktiv for menighederne. Ja, han var medvirkende til at “Jehovas ord” virkede med større og større kraft. Hvad kan vi lære af Apollos’ eksempel?

⁶ For alle der tjener Jehova, er ydmyghed en vigtig egenskab at arbejde på. Vi har alle sammen nogle forskellige gaver – det kan være viden, erfaring eller medfødte evner. Men vores ydmyghed må være mere fremtrædende end de særlige evner og færdigheder vi har. Hvis vi ikke passer på, kunne vi blive stolte, og vores stærke sider kunne gå hen og blive vores svagheder. (1. Kor. 4:7; Jak. 4:6) Men hvis vi er ydmyge, vil vi gøre vores bedste for at betragte andre som nogle der betyder mere end os selv. (Flp. 2:3) Vi vil ikke blive fornærmet over at få retledning eller afvise oplæring fra andre. Og vi vil ikke stædigt holde fast ved vores egen opfattelse af tingene hvis den hellige ånd tydeligvis har ledt organisationen i en anden retning. Når vi arbejder på vores ydmyghed, kan Jehova og hans Søn bruge os. – Luk. 1:51, 52.

7. Hvussu eru Paulus og Apollos góðar fyrimyndir í sambandi við eyðmjúkleika?

⁷ Ydmyghed modvirker også misundelse og konkurrenceånd. Kan du forestille dig hvor ivrig Satan var efter at skabe splid blandt de første  kristne? Hvor ville det have frydet ham hvis to dygtige brødre som Apollos og Paulus var begyndt at konkurrere om at få størst indflydelse i menighederne! Det kunne let være sket. I Korinth var nogle kristne begyndt at sige: “Jeg holder mig til Paulus”, mens andre sagde: “Jeg til Apollos.” Var det noget Paulus og Apollos syntes om? Bestemt ikke! Paulus var ydmyg og satte stor pris på Apollos’ indsats i forkyndelsesarbejdet, og han gav ham yderligere tjenesteprivilegier. Apollos fulgte villigt Paulus’ anvisninger. (1. Kor. 1:10-12; 3:6, 9; Tit. 3:12, 13) Deres ydmyge måde at samarbejde på er et godt eksempel for os i dag!

8. Hvønn veg fór Paulus aftur til Efesus, og hví?

⁸ Paulus havde lovet at vende tilbage til Efesos, og han holdt sit ord. a (Ap.G. 18:20, 21) Men læg mærke til hvordan han vendte tilbage. Sidste gang vi omtalte ham, var han i Antiokia i Syrien. For at komme til Efesos kunne han have valgt at rejse det korte stykke vej til Seleukia, gå ombord på et skib og sejle direkte til sin destination. Men i stedet rejste Paulus “gennem det indre af landet”. Ud fra oplysningerne i Apostlenes Gerninger 18:23 og 19:1 har Paulus muligvis tilbagelagt omkring 1.600 kilometer på sin rejse. Hvorfor valgte han en så besværlig rute? Fordi han gerne ville ‘styrke alle disciplene’. (Ap.G. 18:23) Hans tredje missionsrejse ville, ligesom de to forrige, kræve meget af ham, men han syntes at det var alle anstrengelserne værd. I dag har kredstilsynsmændene og deres hustruer samme indstilling. Er vi ikke taknemmelige for den selvopofrende kærlighed de viser?

9. Hví skuldu nakrir lærisveinar doypast aftur, og hvat kunnu vit læra av teimum?

⁹ Da Paulus kom til Efesos, fandt han omkring tolv af Johannes Døbers disciple. De var blevet døbt med en dåb der ikke længere var gyldig, og de vidste åbenbart kun lidt eller slet ingenting om den hellige ånd. Paulus opdaterede dem, og ligesom Apollos viste disciplene sig at være ydmyge og ivrige efter at lære mere. Efter at de var blevet døbt i Jesus’ navn, modtog de den hellige ånd og fik også nogle mirakuløse gaver. Det er tydeligt at det fører til velsignelser når man følger vejledningen fra Jehovas fremadskridende organisation. – Ap.G. 19:1-7.

10. Hví valdi Paulus at halda fram at boða í einum skúla heldur enn í sýnagoguni, og hvat lærir tað okkum í sambandi við boðanina?

¹⁰ Kort efter skete der noget andet der førte til fremgang. I tre måneder forkyndte Paulus frimodigt i synagogen. Til trods for at han “fremholdt overbevisende ræsonnementer om Guds rige”, var der nogle der  stædigt nægtede at lytte og blev hårde modstandere. Frem for at spilde sin tid på at forkynde for dem der “talte nedsættende om Vejen”, arrangerede Paulus at han kunne holde foredrag i en skolesal. (Ap.G. 19:8, 9) De der gerne ville gøre åndelige fremskridt, måtte forlade synagogen og tage hen til skolesalen. I vores forkyndelse kan det ske at vi ligesom Paulus vælger at afslutte en samtale hvis vi opdager at den besøgte ikke vil lytte eller kun er interesseret i at diskutere. Der er stadig mange oprigtige og ydmyge mennesker som har brug for at høre vores opmuntrende budskab!

11, 12. (a) Hvussu var Paulus ein góð fyrimynd í at vera arbeiðssamur og fleksibul? (b) Hvussu eru tey, sum tæna Jehova í dag, arbeiðssom og fleksibul?

¹¹ Det er muligt at Paulus holdt foredrag i skolesalen hver dag fra cirka klokken 11 til 16. (Se studienote til Apostlenes Gerninger 19:9, nwtsty). Det var sandsynligvis den roligste men varmeste tid på dagen, hvor mange holdt middagspause for at spise og hvile sig. Hvis Paulus har fulgt det krævende program i to hele år, har han måske undervist i langt over 3.000 timer! b Endnu en grund til at Jehovas ord nåede ud til flere og virkede med større kraft, var at Paulus var flittig og fleksibel. Han tilpassede sin timeplan så hans forkyndelse kunne imødekomme folks behov. Hvad blev resultatet? “Alle der boede i provinsen Asien, hørte Herrens ord, både jøder og grækere.” (Ap.G. 19:10) Han aflagde virkelig et grundigt vidnesbyrd!

¹² Jehovas tjenere i nyere tid er også flittige og fleksible. Vi forsøger at kontakte folk hvor som helst og når som helst de kan træffes. Vi forkynder på gaden, på torve og på parkeringspladser. Vi henvender os til folk over telefonen og gennem breve.  Og i hus til hus-forkyndelsen prøver vi at besøge folk når der er størst sandsynlighed for at de er hjemme.

13, 14. (a) Hvat hjálpti Jehova Paulusi at gera? (b) Hvat mistak gjørdu synirnir hjá Skevas, og hvat líknandi mistak gera milliónir í dag?

¹³ Videre i beretningen fortæller Lukas at Jehova nu satte Paulus i stand til at “udføre utrolige mirakler”. Selv tøjstykker og forklæder som Paulus havde haft på, blev bragt hen til de syge, som så blev helbredt. Onde ånder blev også uddrevet på den måde. c (Ap.G. 19:11, 12) Det var noget der vakte stor opmærksomhed, men det var ikke alle der reagerede positivt.

¹⁴ “Nogle af de jøder som rejste rundt og uddrev dæmoner,” forsøgte at efterligne Paulus’ mirakler. De prøvede at uddrive dæmoner i Jesus’ og Paulus’ navn. Lukas fortæller at en præst ved navn Skeuas havde syv sønner som forsøgte at gøre det. Men en dæmon sagde til dem: “Jeg kender Jesus, og jeg ved hvem Paulus er, men hvem er I?” Manden der var besat af dæmonen, gik til angreb på dem som et vilddyr og mishandlede dem så de til sidst løb nøgne og forslåede væk. (Ap.G. 19:13-16) Igen havde “Jehovas ord” fremgang. Det var tydeligt for alle at den kraft Paulus havde, kom fra Jehova, og at de bedrageriske præstesønner var totalt magtesløse. I dag har millioner af mennesker den forkerte opfattelse at det er nok bare at påkalde Jesus’ navn eller at kalde sig kristen. Men som Jesus gjorde opmærksom på, er det kun dem der gør hans Fars vilje, der har et reelt fremtidshåb. – Matt. 7:21-23.

15. Hvussu kunnu vit taka eftir teimum í Efesus, tá ið talan er um okkultismu?

¹⁵ Da det blev tydeligt at Skeuas’ sønner var magtesløse over for de onde ånder, valgte mange at blive kristne og holdt op med at praktisere okkultisme. Efesos var stærkt præget af magi – mange gjorde brug af trylleformularer, amuletter og besværgelser, som ofte var i skriftlig form. En del efesere følte sig nu tilskyndet til at komme med alle deres  trolddomsbøger og brænde dem offentligt – også selvom bøgerne havde en værdi der ville svare til mange tusind kroner i dag. d Lukas fortæller: “Altså nåede Jehovas ord ud til flere og flere og virkede med større og større kraft.” (Ap.G. 19:17-20) Det var en stor sejr for Jehova og hans sande tilbedere over falsk religion og okkultisme! Hvor er de trofaste efesere et godt eksempel for os i dag. Vi lever også i en verden der er gennemsyret af okkultisme. Hvis vi opdager at vi ejer noget der har forbindelse med det okkulte, må vi efterligne efeserne og med det samme skille os af med det! Lad os holde os langt væk fra den slags, uanset omkostningerne.

16, 17. (a) Hvussu byrjaði Demetrius ófriðin í Efesus? (b) Hvat vísir, at fólkini í Efesus vóru fanatisk?

¹⁶ Nu kommer vi til det sted i beretningen hvor Satan gør brug af voldelige optøjer som en del af sin taktik. Lukas skriver: “Der [opstod] stor tumult på grund af Vejen.” Det var bestemt ikke nogen overdrivelse. e (Ap.G. 19:23) Det var en sølvsmed ved navn Demetrios der satte det hele i gang. Først fik han de andre håndværkeres opmærksomhed ved at minde dem om at de jo tjente godt på at sælge afguder. Så sagde han at Paulus’ budskab ville skade deres forretning fordi de kristne ikke tilbad afguder. Til sidst talte han til deres nationalisme og stolthed over Efesos og advarede dem om at deres gudinde Artemis og deres verdensberømte tempel for hende var i fare for at “miste sin betydning”. – Ap.G. 19:24-27.

¹⁷ Demetrios’ tale fik den ønskede virkning. Håndværkerne begyndte at råbe i takt: “Stor er efesernes Artemis!” Der opstod stor forvirring i byen, og det førte til de voldsomme optøjer der er beskrevet i indledningen af kapitlet her. f Som den selvopofrende person Paulus var, ville han gerne ind i amfiteatret og tale til folkemængden, men disciplene insisterede på at han for sin egen sikkerheds skyld skulle lade være. En mand der hed Alexander, stod foran folket og forsøgte at sige noget. Fordi han var jøde, var han måske ivrig efter at forklare forskellen  mellem jøder og kristne. Men han talte for døve ører. Da folk opdagede at han var jøde, råbte de i omkring to timer: “Stor er efesernes Artemis!” Religiøs fanatisme har ikke forandret sig siden. Det får stadig folk til at opføre sig fuldstændigt ufornuftigt. – Ap.G. 19:28-34.

18, 19. (a) Hvussu sissaði býskrivarin mannamúgvuna í Efesus? (b) Hvussu hava myndugleikapersónar av og á vart fólkið hjá Jehova, og hvat kunnu vit sjálvi gera í tí sambandi?

¹⁸ Til sidst fik byskriveren beroliget folkemængden. Han var tilsyneladende en fornuftig og rationel embedsmand, og han forsikrede folket om at de kristne ikke udgjorde nogen fare for efesernes tempel og gudinde, at Paulus og hans venner ikke havde begået nogen forbrydelse mod Artemistemplet, og at der var instanser hvor sådan nogle sager kunne afgøres. Men det der nok virkede allerbedst på de forsamlede, var da han mindede dem om at de risikerede at pådrage sig Roms vrede på grund af deres ulovlige og ubeherskede optøjer. Efter at have sagt det lod han forsamlingen gå. Byskriverens fornuftige og praktiske råd fik folkets vrede til at forsvinde lige så hurtigt som den var opstået. – Ap.G. 19:35-41.

¹⁹ Det var ikke første gang at en rolig og fornuftig myndighedsperson havde grebet ind for at beskytte Jesus’ disciple, og det blev heller ikke den sidste. I et syn så apostlen Johannes at “jorden”, de stabile og mere rimelige elementer i verden, i de sidste dage ville opsluge “en hel flod” af forfølgelse som Satan ville sende mod Jesus’ disciple. (Åb. 12:15, 16) Og det er også det der er sket. I mange tilfælde har retfærdige dommere beskyttet Jehovas Vidners ret til at mødes for at tilbede Gud og deres ret til at fortælle andre om den gode nyhed. Selvfølgelig kan vores gode opførsel også spille en rolle i forbindelse med den slags juridiske sejre. I Efesos havde nogle myndighedspersoner tilsyneladende fået respekt for Paulus på grund af hans gode opførsel, og derfor var de bekymret for hans sikkerhed. (Ap.G. 19:31) På samme måde håber vi at vores adfærd vil gøre et positivt indtryk på dem vi møder. Man ved aldrig hvad det kan føre til.

20. (a) Hvussu ávirkar tað teg at hugsa um, hvussu Guds orð hevur havt framgongd í fyrstu øld og á okkara døgum? (b) Hvat hevur tú sett tær fyri?

²⁰ Er det ikke spændende at se hvordan ‘Jehovas ord nåede ud til flere og flere og virkede med større og større kraft’ i det første århundrede? Det er også spændende at se hvordan Jehova har sørget for at den gode nyhed har fremgang i vores tid. Kunne du tænke dig at have det privilegie at bidrage til den fremgang? Så tænk over hvad du kan lære af de eksempler vi har set på. Vær ydmyg, følg vejledningen fra Jehovas fremadskridende organisation, fortsæt din flittige tjeneste, afvis okkultisme, og sørg for at have en god opførsel så andre vil få et positivt indtryk at Jehovas folk.