1-3. Hvussu og hví háða bábelsmenn tey, sum tilbiðja Jehova?

FORESTIL dig at du er en trofast jøde der bor i byen Babylon. Dit folk har været i eksil i et halvt århundrede. Du er på vej ud for at mødes med dine trosfæller for at tilbede Jehova, som du plejer på sabbatten. Mens du baner dig vej gennem de summende gader, kommer du forbi imponerende templer og det ene gudebillede efter det andet. Folk strømmer til den slags steder for at bringe ofre og synge sange for guddomme som Marduk.

² På afstand af menneskemængden mødes du med en lille gruppe trosfæller. * I finder et fredeligt sted – måske ved en af byens mange kanaler – hvor I sammen kan bede, synge salmer og tale om Guds ord. Mens I beder sammen, kan du høre de knirkende lyde fra træskibene der ligger fortøjet langs kanalens bred. Du glæder dig over at der er nogenlunde fred og ro her. Du håber at der ikke kommer nogen af de lokale og forstyrrer mødet sådan som de så ofte gør. Hvorfor gør de det?

 ³ Babylon har vundet en lang række krige, og befolkningen giver sine falske guder æren for at byen er så stærk. For babylonierne er den totale ødelæggelse af Jerusalem et bevis for at deres gud Marduk er stærkere end Jehova. Derfor gør de nar af din Gud og hans folk. Nogle gange siger de hånligt: “Syng en af Zions sange for os!” (Sl. 137:3) Mange af salmerne handler om Zions sejre over Jehovas fjender. Det er muligt at babylonierne især nyder at håne de salmer. Der er også nogle af israelitternes salmer der omtaler babylonierne. En af dem lyder: “De har gjort Jerusalem til en dynge ruiner. ... Alle omkring os spotter og håner os.” – Sl. 79:1, 3, 4.

4, 5. Hvussu góvu profetiirnar hjá Ezekieli vón, og hvat fara vit at kanna í hesum kapitlinum? (Hygg at fyrstu myndini.)

⁴ Der er også frafaldne jøder, og de benytter enhver lejlighed til at latterliggøre din tro på Jehova og hans profeter. På trods af deres hånlige bemærkninger føler du og din familie jer trøstet og opmuntret af at tilbede Jehova. Det føles godt at bede og synge sammen, og det beroliger jer at læse i Guds ord. (Sl. 94:19; Rom. 15:4) Måske har en af dine trosfæller i dag taget noget helt særligt med – en skriftrulle med Ezekiels profeti. Du elsker at høre Jehovas løfte om at han vil føre sit folk tilbage til dets hjemland. Med et hjerte der svulmer af glæde, lytter du mens en af disse profetier bliver læst højt. Du dvæler ved håbet om at du og din familie en dag kan vende tilbage og hjælpe til i den spændende tid hvor den rene tilbedelse skal genindføres.

⁵ Ezekiels profeti er fyldt med løfter om at Gud vil befri sit folk og genindføre den rene tilbedelse. Lad os se nærmere på dette tema om håb. Hvordan gik løfterne i opfyldelse for de deporterede israelitter? Hvilken betydning har disse profetier for os i dag? Og hvordan vil nogle af profetierne få en endelig opfyldelse i fremtiden?

6. Hvussu hevði Jehova ferð eftir ferð ávarað sítt uppreistrarhugaða fólk?

⁶ Gennem Ezekiel fortalte Jehova klart og tydeligt israelitterne hvordan han ville straffe dem fordi de havde været oprørske. “De vil komme i eksil, de vil blive taget til fange,” sagde Jehova. (Ezek. 12:11) Ezekiel demonstrerede endda dommen ved flere profetiske handlinger, som vi var inde på i kapitel 6. Men det var ikke den første advarsel der var blevet givet til israelitterne. Lige siden Moses’ tid, næsten tusind år tidligere, havde Jehova advaret israelitterne om at de ville blive ført i eksil hvis de blev ved med at være oprørske. (5. Mos. 28:36, 37) Profeter som Esajas og Jeremias havde givet lignende advarsler. – Esa. 39:5-7; Jer. 20:3-6.

7. Hvussu straffaði Jehova sítt fólk?

 ⁷ Desværre vendte de fleste det døve øre til advarslerne. Folkets oprør, afgudsdyrkelse, illoyalitet og moralske forfald som følge af de dårlige hyrder fik efterhånden Jehova til at føle sig dybt såret. Han tillod derfor at de blev ramt af en sultkatastrofe – hvilket var en skandale i betragtning af at deres land engang “flød med mælk og honning”. (Ezek. 20:6, 7) Og som Jehova længe havde advaret om, tillod han derefter at hans uregerlige folk blev straffet med eksil. I 607 f.v.t. rettede Nebukadnesar af Babylon det endelige slag mod dem ved at ødelægge Jerusalem og byens tempel. Mange tusind af de jøder der overlevede, blev deporteret til Babylon. Der måtte de udholde den hån og modstand som blev beskrevet i kapitlets indledning.

8, 9. Hvussu syrgdi Gud fyri, at kristna samkoman bleiv ávarað ímóti fráfalli?

⁸ Skete der noget i forbindelse med den kristne menighed der lignede eksilet i Babylon? Ja, det gjorde der! Og ligesom det var tilfældet med jøderne i fortiden, var Jesus’ disciple blevet advaret på forhånd. Jesus sagde i begyndelsen af sin tjeneste: “Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som i virkeligheden er glubske ulve.” (Matt. 7:15) Flere år senere blev apostlen Paulus inspireret til at komme med en lignende advarsel: “Jeg ved at når jeg er borte, vil der komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke skåne hjorden, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fordreje sandheden for at få disciplene med sig.” – Ap.G. 20:29, 30.

⁹ Kristne blev undervist i hvordan de kunne kende og undgå disse farlige mennesker. Og ældstebrødre fik at vide at de skulle fjerne frafaldne fra menigheden. (1. Tim. 1:19; 2. Tim. 2:16-19; 2. Pet. 2:1-3; 2. Joh. 10) Men som det var tilfældet med Israel og Juda i fortiden, vendte mange kristne med tiden det døve øre til de kærlige advarsler. Ved slutningen af det første århundrede havde frafaldet slået rod i menigheden. Johannes, den eneste apostel der stadig var i live i slutningen af det første århundrede, lagde mærke til at menigheden led under det moralske forfald og det omsiggribende oprør. Han var det sidste bolværk mod denne onde tendens. (2. Thess. 2:6-8; 1. Joh. 2:18) Hvad skete der efter at Johannes var død?

10, 11. Hvussu bleiv líknilsið hjá Jesusi um hveitina og illgrasið uppfylt frá og við aðru øld?

¹⁰ Efter at Johannes var død, begyndte Jesus’ lignelse om hveden og ukrudtet at blive opfyldt. (Læs Matthæus 13:24-30). Som Jesus havde forudsagt, oversåede Satan menigheden med “ukrudt”, eller falske kristne, og menighedens åndelige forfald tog fart. Jehova må virkelig have følt sig såret over at den menighed hans Søn havde grundlagt, var blevet  så forurenet af afgudsdyrkelse, af hedenske højtider og skikke og af falske læresætninger der stammede fra gudløse filosoffer og sataniske religioner. Hvad gjorde Jehova? Som med det troløse Israel tillod han at hans folk blev ført i eksil. Fra et tidspunkt i det andet århundrede blev de sande kristne, der var som hvede, svære at finde mellem alle de falske. Den sande kristne menighed var så at sige i eksil i Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, mens de uægte kristne blev en integreret del af dette fordærvede imperium. De falske kristne havde stor fremgang, og kristenheden blev efterhånden en realitet.

¹¹ I de mange dystre århundreder hvor kristenheden dominerede, var der alligevel nogle sande kristne, den “hvede” Jesus havde omtalt. Ligesom de deporterede jøder der er beskrevet i Ezekiel 6:9, huskede de den sande Gud. Nogle havde mod til at afsløre kristenhedens falske læresætninger. De blev udsat for hån og forfølgelse. Havde Jehova tænkt sig helt at efterlade sit folk der i det åndelige mørke? Nej! Som i tilfældet med Israel i fortiden gav Jehova udtryk for sin vrede i et passende omfang  og i en passende periode. (Jer. 46:28) Desuden sørgede han for at hans folk havde et håb. Lad os vende tilbage til de deporterede jøder i det gamle Babylon og undersøge hvordan Jehova gav dem et håb om en dag at blive befriet.

12, 13. Hví fór Jehova ikki at blíva við at vera illur við sítt fólk, sum var í útlegd á Ezekiels døgum?

¹² Jehova fortalte uden omsvøb israelitterne at han var vred, men han forsikrede dem også om at hans retfærdige harme ikke ville vare for evigt. Han sagde for eksempel: “Så vil jeg ikke længere være vred; min harme vil lægge sig, og jeg vil være tilfreds. Når jeg er færdig med at lade dem føle min vrede, skal de vide at jeg, Jehova, har talt fordi jeg kræver at man kun tilbeder mig.” (Ezek. 5:13) Hvorfor ville Jehovas harme på et tidspunkt lægge sig?

¹³ Blandt dem der blev ført i eksil, var der nogle trofaste jøder der blev ført afsted sammen med de troløse jøder. Gennem Ezekiel forudsagde Gud at der desuden ville være nogle blandt hans folk der angrede mens de var i eksil. Disse angrende jøder ville bekende de forkerte og oprørske ting de havde  gjort mod deres Gud, og de ville bønfalde Jehova om at blive tilgivet og få hans godkendelse. (Ezek. 6:8-10; 12:16) Ezekiel var en af de trofaste jøder, og det var profeten Daniel og hans tre venner også. Faktisk levede Daniel så længe at han oplevede både begyndelsen og slutningen af eksilet. Den inderlige bøn hvor han bekendte Israels synder og bad om tilgivelse for dem, er nedskrevet i Daniel, kapitel 9. Hans dybtfølte ord beskrev uden tvivl hvordan mange tusind af de deporterede havde det. De længtes virkelig efter Jehovas tilgivelse og velsignelse. Hvor må det have været opmuntrende at høre de løfter om befrielse og genoprettelse som Ezekiel var blevet inspireret til at nedskrive!

14. Hví fór Jehova at lata sítt fólk koma aftur til heimlandið?

¹⁴ Der var dog en anden og vigtigere grund til at Jehova befriede israelitterne og genoprettede nationen Israel. Deres lange eksil ville få en ende, ikke fordi de havde gjort sig fortjent til deres frihed, men fordi tiden var inde til at Jehova igen ville rense sit navn for øjnene af alle nationerne. (Ezek. 36:22) Babylonierne ville én gang for alle få at se at deres dæmoniske guder, som for eksempel Marduk, ikke kunne hamle op med Den Suveræne Herre Jehova! Lad os nu se på fem løfter som Jehova inspirerede Ezekiel til at overbringe sine deporterede landsmænd. Først vil vi komme ind på hvad hvert af løfterne ville betyde for de trofaste jøder. Derefter vil vi se hvilken større opfyldelse disse løfter ville få.

15. Hvør broyting fór at vera í tilbiðingini hjá jødunum, sum komu heimaftur?

¹⁵ FØRSTE LØFTE: Slut med afgudsdyrkelse og frastødende skikke fra falsk religion. (Læs Ezekiel 11:18; 12:24). Som vi var inde på i kapitel 5, var Jerusalem og byens tempel blevet forurenet af afgudsdyrkelse og andre ting der havde med falsk religion at gøre. Folket var sunket dybt og havde fjernet sig fra Jehova. Gennem Ezekiel forudsagde Jehova at de deporterede  kunne se frem til en tid hvor de igen kunne tage del i en tilbedelse der var ren og ubesmittet. Alle andre velsignelser ville afhænge af dette helt grundlæggende: at Guds ordning for ren tilbedelse blev genoprettet.

16. Hvat lyfti gav Jehova um heimlandið hjá sínum fólki?

¹⁶ ANDET LØFTE: Hjem til deres eget land. “Jeg vil give jer Israels land,” sagde Jehova til de deporterede. (Ezek. 11:17) Det var et helt usædvanligt løfte, for babylonierne hånede jøderne og gav dem ikke det mindste håb om at kunne vende hjem til deres elskede land. (Esa. 14:4, 17) De der vendte tilbage, kunne ovenikøbet se frem til at bo i et frugtbart og frodigt land hvor der ville være både mad og meningsfyldt arbejde så længe de var trofaste. Sultens ydmygelse og elendighed ville høre fortiden til. – Læs Ezekiel 36:30.

17. Hvat fór at henda viðvíkjandi ofrum til Jehova?

¹⁷ TREDJE LØFTE: Igen offergaver på Jehovas alter. Som nævnt i kapitel 2 var ofre og offergaver en vigtig del af den rene tilbedelse under Moseloven. Så længe de jøder der vendte tilbage, var lydige og holdt sig åndeligt rene, ville Jehova tage imod deres ofre. På den måde kunne de få deres synder tilgivet og bevare et nært forhold til deres Gud. Jehova lovede: “Hele Israels hus, alle i landet, [skal] tjene mig. Der vil jeg tage godt imod dem, og jeg vil tage imod jeres bidrag og jeres udsøgte offergaver, alle jeres hellige ting.” (Ezek. 20:40) Ja, den rene tilbedelse ville blive genindført, og det ville medføre store velsignelser for Guds folk.

18. Hvussu fór Jehova at syrgja fyri seyðinum?

¹⁸ FJERDE LØFTE: Slut med dårlige hyrder. En af hovedårsagerne til at det gik så galt for israelitterne, var påvirkningen fra de korrupte mænd der havde ledt Guds folk. Jehova lovede at det skulle være anderledes nu. Han sagde om de onde hyrder: “Jeg vil afsætte dem som fårehyrder ... Jeg vil redde mine får ud af deres gab.” Men han lovede sit trofaste folk:  “Jeg vil sørge for mine får.” (Ezek. 34:10, 12) Hvordan ville han gøre det? Ved at lade trofaste, loyale mænd være hyrder.

19. Hvat lovaði Jehova viðvíkjandi einleikanum hjá jødunum?

¹⁹ FEMTE LØFTE: Forenet tilbedelse af Jehova. Forestil dig hvor frustrerende det må have været for dem der gerne ville tilbede Jehova, at opleve den splittelse der var blandt Guds folk før eksilet. Under ledelse af falske profeter og korrupte hyrder gjorde israelitterne oprør mod de trofaste profeter der repræsenterede Jehova – de blev endda splittet i forskellige fraktioner. Et af de mest opmuntrende aspekter af genoprettelsen var derfor dette løfte fra Gud: “Jeg vil give dem et hjerte der ikke er delt, og jeg vil give dem en ny ånd.” (Ezek. 11:19) Så længe de jøder der vendte tilbage, holdt sig nær til Jehova Gud og bevarede deres indbyrdes enhed, kunne ingen fjende besejre dem. Som nation betragtet kunne de igen være til ære for Jehova i stedet for at være til vanære for ham.

20, 21. Hvussu sóu jødarnir, sum komu aftur úr útlegd, lyftini frá Gudi blíva uppfylt?

²⁰ Kom de jøder der vendte tilbage fra eksil, til at se disse fem løfter blive opfyldt? Her må vi huske på det som den trofaste Josva sagde mange år før: “Ikke ét ord i alle de gode løfter  som Jehova jeres Gud har givet jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse. Ikke ét af dem er slået fejl.” (Jos. 23:14) Sådan gik det på Josvas tid, og sådan ville det også gå for de jøder der vendte tilbage til deres hjemland efter at have været i eksil.

²¹ Jøderne holdt op med at dyrke afguder og følge alle de frastødende skikke fra falsk religion der havde ført dem væk fra Jehova. Stik imod alt hvad der var sandsynligt, kom de igen til at bo i deres eget land og til at opdyrke det, og de fik et meningsfyldt liv der. En af de første ting de gjorde, var at genopbygge Jehovas alter i Jerusalem så de dér kunne bringe ofre som han godkendte. (Ezra 3:2-6) Jehova velsignede dem med gode åndelige hyrder, mænd som den trofaste præst og afskriver Ezra, statholderne Nehemias og Zerubbabel, ypperstepræsten Josva og de modige profeter Haggaj, Zakarias og Malakias. Så længe israelitterne fulgte disse mænds åndelige ledelse og vejledning, nød de godt af en enhed som de ikke havde oplevet i meget lang tid. – Esa. 61:1-4; læs Jeremias 3:15.

22. Hvussu vita vit, at fyrsta uppfyllingin av lyftunum um endurreising bara gav eina hóming av nøkrum nógv størri?

 ²² Den første opfyldelse af Jehovas løfter om genoprettelse var helt sikkert opmuntrende! Og så var denne opfyldelse endda kun en forsmag på noget langt større. Hvordan ved vi det? Jo, der var knyttet nogle betingelser til løfterne – Jehova ville kun opfylde dem så længe israelitterne var lydige og lod sig lede af ham. Med tiden blev de igen ulydige og oprørske. Men som Josva havde sagt, går Jehovas ord altid i opfyldelse. Derfor ville løfterne få en større og mere varig opfyldelse. Lad os se hvordan det er sket.

23, 24. Nær og hvussu byrjaðu ’tíðirnar táið alt verður endurreist’?

²³ Som bibellæsere ved vi at denne onde verdensordning kom ind i sin sidste fase, sine sidste dage, i 1914. Men for dem der tjener Jehova, er det ikke en sørgelig tid. Nej, det fremgår af Bibelen at året 1914 var begyndelsen på en spændende tid – ‘den tid hvor alt skal genoprettes’. (Ap.G. 3:21) Hvordan kan vi vide det? Jo, hvad var det der skete i himlen i 1914? Jesus Kristus blev indsat på tronen som messiansk Konge! Hvordan kan den begivenhed kaldes en genoprettelse? Husk at Jehova havde lovet kong David at kongedømmet i hans slægtslinje ville bestå for evigt. (1. Krøn. 17:11-14) Men det kongedømme blev afbrudt i 607 f.v.t. da babylonierne ødelagde Jerusalem og afsluttede den tid hvor efterkommere af kong David sad på tronen.

²⁴ “Menneskesønnen” Jesus var en efterkommer af David, og derfor var han også den retmæssige arving til Davids trone. (Matt. 1:1; 16:13-16; Luk. 1:32, 33) I 1914, da Jehova lod Jesus tage plads på den himmelske trone, begyndte ‘den tid hvor alt skal genoprettes’. Nu var der gjort klar til at Jehova  kunne lade denne fuldkomne Konge gå i gang med sit genoprettelsesarbejde.

25, 26. (a) Nær endaði langa útlegdin í Bábylon hini stóru, og hvussu vita vit tað? (Sí eisini rammuna „Hvorfor 1919?“) (b) Hvat byrjaði at blíva uppfylt frá og við 1919?

²⁵ Noget af det første Kristus foretog sig som Konge, var at han sammen med sin Far inspicerede Guds folk for at se hvordan det stod til med den rene tilbedelse på jorden. (Mal. 3:1-5) Som Jesus havde forudsagt i sin lignelse om hveden og ukrudtet, havde det i lang tid været umuligt at skelne hveden fra ukrudtet, det vil sige skelne de sande salvede kristne fra de falske kristne. * Men nu var høsttiden kommet i 1914, og forskellen var tydelig. I flere årtier før 1914 havde trofaste Bibelstudenter afsløret kristenhedens grove fejl, og de var begyndt at skille sig ud fra denne fordærvede organisation. Tiden var inde til at Jehova helt ville genindføre den rene tilbedelse. Derfor blev Guds folk i begyndelsen af 1919, kun nogle få år efter at “høsttiden” var begyndt, fuldstændigt befriet efter at have været fanger i Babylon den Store. (Matt. 13:30) Eksilet var forbi!

²⁶ Ezekiels profetier om genoprettelse begyndte at blive opfyldt på en måde der var langt mere omfattende end noget Guds folk havde oplevet i fortiden. Lad os se hvordan de fem løfter vi har behandlet, har fået en større opfyldelse.

27. Hvussu reinsaði Gud sítt fólk frá avgudadyrkan?

²⁷ FØRSTE LØFTE: Slut med afgudsdyrkelse og frastødende skikke fra falsk religion. I slutningen af det 19. århundrede og tiden efter århundredskiftet begyndte nogle oprigtige kristne at mødes for at sammenligne kristenhedens læresætninger og skikke med Guds ord, med det resultat at de afviste mange af dem som falske. Tilbedelsen af en treenig Gud, troen på at menneskesjælen er udødelig, og læren om et brændende helvede blev forkastet som noget der ikke stemte med Bibelen  men stammede fra falsk religion. Brugen af billeder i tilbedelsen blev afsløret som ren og skær afgudsdyrkelse. Og efterhånden forstod Guds folk at brugen af kors også er en form for afgudsdyrkelse. – Ezek. 14:6.

28. Hvussu kann mann siga, at Guds fólk er komið inn í eitt endurreist land?

²⁸ ANDET LØFTE: Guds folk tager sit åndelige land i besiddelse. Da de trofaste kristne vendte ryggen til al babylonisk religion, kom de ind i det åndelige land hvor de hørte hjemme, en tilstand eller et miljø som Jehova velsignede, og hvor de aldrig mere ville komme til at sulte åndeligt. (Læs Ezekiel 34:13, 14). I kapitel 19 vil vi komme mere ind på hvordan Jehova har velsignet dette land med en strøm af åndelig føde som aldrig før. – Ezek. 11:17.

29. Hvussu varð ferð sett á boðanararbeiðið í 1919?

²⁹ TREDJE LØFTE: Igen offergaver på Jehovas alter. Allerede i det første århundrede fik de kristne at vide at de ofre de  skulle give til Gud, ikke var bogstavelige dyreofre men noget langt mere værdifuldt, nemlig det de sagde når de lovpriste Jehova og forkyndte om ham for andre. (Hebr. 13:15) I de århundreder hvor de var i eksil, var der ikke nogen organiseret ordning for at bringe den slags ofre. Men ved slutningen af eksilet var Guds folk allerede godt i gang med at bringe lovprisningsofre. De var travlt optaget af at forkynde, og ved deres møder priste de Gud med glæde. Fra 1919 lagde “den trofaste og kloge træl” endnu større vægt på forkyndelsen og sørgede for at den blev bedre organiseret. (Matt. 24:45-47) På den måde kom der flere og flere ofre på Jehovas alter efterhånden som mange sluttede sig til den hær der priser hans hellige navn!

30. Hvat gjørdi Jesus fyri at nøkta tørvin á góðum hirðum?

³⁰ FJERDE LØFTE: Slut med dårlige hyrder. Kristus har befriet Guds folk fra de falske, samvittighedsløse hyrder i kristenheden der tjener deres egne interesser. Hvis nogen af hyrderne i Kristus’ hjord har opført sig som disse falske hyrder, er de blevet afsat. (Ezek. 20:38) Jesus er den rigtige hyrde, og han har sørget for at hans får bliver behandlet godt. I 1919 udnævnte han sin trofaste og kloge træl. Denne lille gruppe af loyale salvede kristne gik foran med at sørge for åndelig mad så alle i Guds folk fik alt hvad de havde brug for. Senere har ældstebrødre fået oplæring i at være hyrder for “Guds hjord”. (1. Pet. 5:1, 2) Den inspirerede beskrivelse vi finder i Ezekiel 34:15, 16, er ofte blevet brugt for at minde kristne hyrder om den standard Jehova Gud og Jesus Kristus har sat.

31. Hvussu hevur Jehova uppfylt profetiina í Ezekiel 11:19?

³¹ FEMTE LØFTE: Forenet tilbedelse af Jehova. I århundredernes løb er kristenheden blevet splittet i titusinder af trossamfund, der indbefatter utallige fraktioner og sekter som er håbløst uenige med hinanden. Som en stærk kontrast til det har Jehova gjort noget mirakuløst for sit genoprettede folk. Gennem Ezekiel havde han lovet: “Jeg vil give dem et hjerte der ikke er delt” – og det løfte er blevet opfyldt på en helt fantastisk måde. (Ezek. 11:19) I hele verden har Kristus nu millioner af disciple hvis etniske, religiøse, økonomiske og sociale baggrund er vidt forskellig. Trods forskellene bliver de undervist i de samme sandheder og udfører det samme arbejde i skøn harmoni. Den sidste nat af sit liv som menneske på jorden bad Jesus indtrængende til Jehova om at disciplene måtte være helt forenede. (Læs Johannes 17:11, 20-23). I dag kan vi se at Jehova har opfyldt hans bøn på en storslået måde.

32. Hvussu dámar tær profetiirnar um endurreising? (Sí eisini rammuna „Profetier om fangenskab og genoprettelse“.)

³² Synes du ikke det er helt specielt at leve på denne spændende tid hvor den sande tilbedelse er blevet genindført? På alle områder af vores tilbedelse ser vi Ezekiels profetier blive opfyldt. Vi kan være sikre på at Jehova i dag godkender sit  folk, som han forudsagde gennem Ezekiel: “Jeg [vil] glæde mig over jer.” (Ezek. 20:41) Gør du dig klart hvor stort et privilegium det er at du hører til et forenet folk der aldrig mangler åndelig mad, og som priser Jehova i hele verden – et folk der er blevet befriet efter at have været i åndeligt eksil i mange hundrede år? Nogle af Ezekiels profetier om genoprettelse vil endda få en endnu større opfyldelse i fremtiden.

33-35. (a) Hvussu skiltu jødarnir, sum vóru í útlegd, profetiina í Ezekiel 36:35? (b) Hvat hevur hetta lyftið at siga fyri fólkið hjá Jehova í dag? (Sí eisini rammuna „‘Den tid hvor alt skal genoprettes’“.)

³³ Som vi har set, begyndte ‘den tid hvor alt skal genoprettes’, med at kongedømmet i Davids slægt blev genoprettet da Jesus blev indsat på tronen i 1914. (Ezek. 37:24) Det næste der skete, var at Jehova gav Kristus magt og myndighed til at genindføre den rene tilbedelse efter de mange års åndelige eksil hans folk havde været i. Men var Kristus færdig med at ‘genoprette alt’ da det var gjort? Nej, langtfra! Det er et arbejde der vil fortsætte ud i fremtiden på en imponerende måde. Ezekiels profetier giver os spændende detaljer der vil vække nogle stærke følelser i os.

³⁴ Tænk for eksempel på disse ord der er inspireret af Gud: “Folk vil sige: ‘Det øde land er nu blevet som Edens Have.’” (Ezek. 36:35) Hvordan blev det løfte mon opfattet af Ezekiel og de andre jøder der var i eksil? Det er klart at de ikke regnede med at se en fuldstændig og bogstavelig opfyldelse – som om man ville kunne forveksle det genoprettede Israel med den oprindelige Edens Have, det paradis Jehova engang selv havde anlagt! (1. Mos. 2:8) Nej, de har sikkert forstået det som et løfte om at Jehova ville gøre deres genopbyggede land smukt og frugtbart.

³⁵ Hvad betyder det løfte for os i dag? Vi regner ikke med at se en bogstavelig opfyldelse midt i denne onde verden som styres af Satan Djævelen. Nej, vi forstår at ordene får en åndelig opfyldelse i dag. Som tjenere for Jehova er vi indbyggere i et land der er genoprettet i åndelig forstand – en tilstand eller et miljø hvor vi udfører en frugtbar tjeneste, ja, hvor den hellige tjeneste er det vigtigste i vores liv. Dette åndelige land bliver mere og mere paradisisk. Men hvad vil fremtiden bringe?

36, 37. Hvørji lyfti verða uppfylt í komandi paradísinum?

³⁶ Efter den store Harmagedonkrig vil Jesus udvide sit arbejde med at ‘genoprette alt’ så det også omfatter den fysiske jord. I løbet af Kristus’ tusindårsrige vil menneskene under hans ledelse gøre kloden til en global Edens Have, et paradis – som det var Jehovas mening lige fra begyndelsen! (Luk. 23:43) Til den tid vil mennesker leve i harmoni med hinanden og med jorden og dens miljø. Ingen steder vil de være udsat  for farer eller trusler. Forestil dig hvordan det bliver når selv dette løfte bliver opfyldt: “Jeg vil indgå en fredspagt med dem, og jeg vil befri landet for farlige rovdyr så de kan bo trygt i vildmarken og sove i skovene.” – Ezek. 34:25.

³⁷ Kan du se det for dig? Du kan færdes overalt på jorden uden at være bange for noget som helst. Ingen dyr vil gøre dig noget. Din fred vil ikke være truet af noget. Du vil kunne vandre alene i de dybeste skove og nyde dem i al deres majestætiske skønhed. Og du vil trygt kunne overnatte der og være sikker på at du vågner veludhvilet og uskadt!

38. Hvat gleðir tú teg til í sambandi við, at lyftið í Ezekiel 28:26 verður uppfylt?

³⁸ Også dette løfte vil blive opfyldt: “De skal bo trygt i landet og bygge huse og plante vingårde, og de skal bo trygt når jeg eksekverer min dom over alle de folk omkring dem der behandler dem med foragt. Og de skal vide at jeg er Jehova deres Gud.” (Ezek. 28:26) Efter at alle Jehovas fjender er forsvundet, vil der være fred og tryghed overalt. Når vi tager os godt af jorden, vil vi også kunne tage os godt af os selv og dem vi elsker. Og vi vil kunne bygge dejlige huse vi kan bo i, og anlægge haver og vingårde.

39. Hví kanst tú vera vísur í, at profetiirnar hjá Ezekieli um paradísið verða uppfyltar?

³⁹ Synes du at de løfter vi har talt om, kun lyder som en drøm? Så tænk tilbage på det du allerede har oplevet nu i ‘den tid hvor alt skal genoprettes’. Til trods for hård modstand fra Satan har Jesus, med den myndighed han har fået, kunnet genindføre den rene tilbedelse her i verdenshistoriens mørkeste tid. Det er et stærkt bevis for at alle Guds løfter gennem Ezekiel vil blive opfyldt!