1-3. Hvat fær stemningin millum jødarnar í Bábylon at broyta seg? (Hygg at fyrstu myndini.)

STEMNINGEN blandt jøderne i Babylon er fuldstændigt forandret! I omkring fem år har Ezekiel hamret løs på det panser af falske forhåbninger som de har dækket sig bag, uden at der er kommet så meget som en bule i det. Uanset hvilke profetiske handlinger han har udført, uanset hvilke illustrationer han har brugt, og hvilke budskaber han har forkyndt, har de deporterede jøder nægtet at tro at Jehova ville tillade at Jerusalem blev ødelagt. Selv da de hørte at byen var blevet belejret af den babyloniske hær, var de sikre på at indbyggerne kunne være trygge.

² Men nu, to år efter at belejringen er begyndt, er en flygtning fra Jerusalem lige kommet til Babylon med denne melding: “Byen er faldet!” Nyheden ryster de deporterede. De kan næsten ikke fatte det: Den elskede by, det hellige tempel, landet de holder så meget af – det er slut med det hele! Det håb de så længe har klynget sig til, afløses nu af fortvivlelse. – Ezek. 21:7; 33:21.

 ³ Men midt i den desperate situation får Ezekiel et syn der gør dybt indtryk på ham, et syn der giver håb. Hvilket budskab til de chokerede jøder i eksil indeholder synet? Hvad har synet at gøre med Guds folk i dag, og hvordan kan vi personligt blive opmuntret af det? Svarene får vi ved at se nærmere på hvad det var Jehova åbenbarede for Ezekiel.

4. Hvørjar smálutir í sjónini legði Ezekiel serliga merki til?

⁴ Læs Ezekiel 37:1-10. I et syn blev Ezekiel sat ned på en dalslette der var fyldt med knogler. For at sikre sig at synet virkelig ville gøre indtryk på Ezekiel, bad Jehova ham om at “gå hele vejen rundt om” knoglerne som lå spredt ud over det hele. Mens Ezekiel gik rundt på dalsletten, var der to ting ved knoglerne der især slog ham: deres antal og deres tilstand. “Der lå virkelig mange,” bemærkede han. Og “de var helt udtørrede”.

5. Hvørji tvey boð gav Jehova Ezekieli, og hvat hendi, tá ið Ezekiel gjørdi, sum hann bleiv biðin?

⁵ Derefter gav Jehova Ezekiel to befalinger der skulle sætte gang i en genoplivningsproces. Den første befaling var: “Profetér over disse knogler”, sig til dem at de skal “blive levende”. (Ezek. 37:4-6) Så snart Ezekiel begyndte at profetere, “lød der en raslen og skramlen, og knoglerne begyndte at sætte sig sammen”, og så kom der “sener og kød” på knoglerne, og “de blev dækket med hud”. (Ezek. 37:7, 8) Den anden befaling var: ‘Profetér til vinden’ og sig at den skal ‘puste på’ kroppene. Da Ezekiel så profeterede, ‘kom der ånde ind i dem, og de kom til live og rejste sig op på fødderne, en kæmpestor hær’. – Ezek. 37:9, 10.

6. Hvat segði Jehova fyri at hjálpa Ezekieli at skilja sjónina?

⁶ Nu åbenbarede Jehova for Ezekiel hvordan synet skulle forstås. Han sagde: “Disse knogler er hele Israels hus.” Ja, efter at de deporterede israelitter havde hørt at Jerusalem var blevet ødelagt, følte de sig så godt som døde. Derfor jamrede de: “Vores knogler er helt udtørrede, og vores håb er slukket. Det er ude med os.” (Ezek. 37:11; Jer. 34:20) Men som reaktion på deres selvmedlidenhed åbenbarede Jehova at dette dystre syn af knogler i virkeligheden indeholdt et lyst budskab der kunne give Israel håb.

7. Hvat opinberaði Jehova fyri Ezekieli, sum lýst í Ezekiel 37:12-14, og hvat vissaði tað hansara fólk í útlegd um?

⁷ Læs Ezekiel 37:12-14. Gennem dette syn forsikrede Jehova jøderne i eksil om at han ville bringe dem til live igen, det vil sige føre dem tilbage til deres land og lade dem bosætte sig der. Og Jehova omtalte dem igen som “mit folk”. Hvor må det have virket opmuntrende på de fortvivlede jøder! Hvorfor  kunne de være sikre på at løftet om genoprettelse ville gå i opfyldelse? Fordi det var Jehova selv der stod bag det. Han erklærede: “Det er mig, Jehova, der har talt og gennemført det.”

8. (a) Hvussu kann mann siga, at „alt hús Ísraels“ var í eini deyðalíknandi støðu? (b) Hvat vísa orðini í Ezekiel 37:9 um orsøkina til ímyndarliga deyða Ísraels? (Sí undirgrein.)

⁸ Hvordan havde Israels nation set opfyldelsen af den dystre del af dette profetiske syn? Israels symbolske march mod døden var allerede begyndt i 740 f.v.t. da tistammeriget faldt og indbyggerne kom i eksil. Omkring 130 år senere, da Judas folk også blev deporteret, var “hele Israels hus” altså i fangenskab. (Ezek. 37:11) Billedligt talt var alle de deporterede lige så døde som knoglerne i Ezekiels syn. * Husk også at de knogler Ezekiel så, var “helt udtørrede”. Det viser at deres dødlignende tilstand havde varet i lang tid. For Israel og Juda under ét havde den varet over 200 år, fra 740 til 537 f.v.t. – Jer. 50:33.

9. Hvussu líkist tað, sum hendi við Ísraelsfólki í forðum, tí, sum hendi við „Ísrael Guds“?

⁹ Mange profetier om Israels genoprettelse, blandt andet dem Ezekiel udtalte, har en større opfyldelse. (Ap.G. 3:21) Ligesom Israels nation i fortiden symbolsk set blev “dræbt” og var død i lang tid, sådan blev “Guds Israel”, den salvede kristne menighed, dræbt i symbolsk forstand, og i lang tid var menigheden i et dødlignende fangenskab. (Gal. 6:16) Ja, faktisk varede det fangenskab den salvede menighed var i, så længe at dens åndelige tilstand kunne sammenlignes med  knogler der var “helt udtørrede”. (Ezek. 37:2) Som forklaret i kapitel 9 begyndte den salvede kristne menigheds fangenskab i det andet århundrede e.v.t. og varede ved i mange hundrede år, præcis som Jesus havde peget på i sin lignelse om hveden og ukrudtet. – Matt. 13:24-30.

10. (a) Hvør menning millum Guds fólk var boðað frá í Ezekiel 37:7, 8? (b) Hvussu bleiv trúgvin hjá teimum trúføstu jødunum í útlegd so líðandi styrkt?

¹⁰ Jehova havde forudsagt at hans folk i fortiden ville gennemgå en genoplivningsproces. (Ezek. 37:7, 8) Hvilke faktorer kunne lidt efter lidt styrke de trofastes tro på og tillid til at de en dag ville vende tilbage til Israel? Noget der må have styrket dem, var de udtalelser tidligere profeter var kommet med. For eksempel havde Esajas forudsagt at en rest, “et helligt afkom”, ville vende tilbage til landet. (Esa. 6:13; Job 14:7-9) De mange profetier om genoprettelse som Ezekiel havde skrevet ned, var sikkert også med til at holde håbet i live. Det har desuden været opmuntrende for dem at trofaste mænd som Daniel var i Babylon. Og så skete det helt forbløffende i 539 f.v.t. at byen Babylon faldt – noget der også virkelig må have styrket de deporteredes håb om at vende tilbage til deres hjemland.

11, 12. (a) Hvussu bleiv „Ísrael Guds“ so líðandi vakt aftur til lívs? (Sí eisini rammuna „Den rene tilbedelse – genindført lidt efter lidt“.) (b) Hvør spurningur stingur seg upp av tí, sum stendur í Ezekiel 37:10?

¹¹ Hvordan gennemgik “Guds Israel”, den salvede kristne menighed, en lignende genoplivningsproces? Mange hundrede år inde i det lange, dødlignende fangenskab lød der  “en raslen og skramlen” da enkeltpersoner som elskede Gud, begyndte at kæmpe for den sande tilbedelse. En af dem var William Tyndale, der i det 16. århundrede oversatte Bibelen til engelsk. De romerskkatolske præster var vrede over at Bibelen nu kunne læses af almindelige mennesker, og Tyndale blev dræbt. Men alligevel fortsatte modige mænd med at oversætte Bibelen til endnu flere sprog, og den mørke verden blev langsomt oplyst af det åndelige lys.

¹² Senere, da Charles T. Russell og hans medarbejdere ivrigt søgte efter og genopdagede de bibelske sandheder, var det som om der kom “sener og kød” på knoglerne. Zion’s Watch Tower og andre publikationer hjalp oprigtigt søgende mennesker til at få øje på de åndelige sandheder og slutte sig til Guds salvede tjenere. Tidligt i 1900-tallet kom der endnu mere kraft i Guds salvede folk da der kom redskaber som “Skabelsens Fotodrama” og bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed. Kort efter var tiden inde til at Gud ville hjælpe sit folk til at ‘rejse sig op på fødderne’. (Ezek. 37:10) Hvornår og hvordan skete det? Begivenheder der fandt sted i fortidens Babylon, kan hjælpe os til at besvare det spørgsmål.

13. (a) Hvussu byrjaðu orðini í Ezekiel 37:10, 14 at blíva uppfylt í 537 f.o.t.? (b) Hvørji bíbliuørindi vísa, at nøkur úr tíggjuættaríkinum komu aftur til Ísrael?

¹³ Fra 537 f.v.t. oplevede jøderne i Babylon at synet blev opfyldt. Hvordan? Jehova gav dem livet igen og fik dem til at ‘rejse sig op på fødderne’ ved at han befriede dem fra fangenskabet og lod dem vende tilbage til Israel. Der var 42.360 jøder og omkring 7.000 ikkejøder der rejste fra Babylon for at genopbygge Jerusalem og templet og slå sig ned på Israels jord. (Ezra 1:1-4; 2:64, 65; Ezek. 37:14) Omkring 70 år senere vendte cirka 1.750 deporterede tilbage til Jerusalem sammen med Ezra. (Ezra 8:1-20) I alt var der altså over 44.000 jøder der vendte tilbage – virkelig “en kæmpestor hær”. (Ezek. 37:10) Guds ord viser også at nogle fra tistammeriget, hvis forfædre var blevet deporteret af assyrerne i det ottende århundrede f.v.t., vendte tilbage til Israel for at hjælpe til med genopbygningen af templet. – 1. Krøn. 9:3; Ezra 6:17; Jer. 33:7; Ezek. 36:10.

14. (a) Hvussu hjálpa orðini í Ezekiel 37:24 okkum at finna út av, nær profetiin fór at fáa sína týdningarmestu uppfylling? (b) Hvat hendi í 1919? (Sí eisini rammuna „‘Tørre knogler’ og ‘to vidner’ – hvad er forbindelsen?“)

¹⁴ Hvilken større opfyldelse fik denne del af Ezekiels genoprettelsesprofeti? Som Jehova havde åbenbaret for Ezekiel i en beslægtet profeti, ville den vigtigste opfyldelse af denne profeti ske noget tid efter at den større David, Jesus Kristus,  var begyndt at herske som Konge. * (Ezek. 37:24) Og i 1919 var det tydeligt at Jehova fyldte sit folk med sin ånd. Resultatet blev at folket “kom til live” og blev befriet fra fangenskabet i Babylon den Store. (Esa. 66:8) Efter det lod Jehova sine tjenere bo i deres “land”, det vil sige det åndelige paradis. Men hvordan er Jehovas folk i nutiden blevet “en kæmpestor hær”?

15, 16. (a) Hvussu kann mann siga, at fólkið hjá Jehova í dag er blivið ein „stórur herur“? (b) Hvussu hjálpir henda profetiin hjá Ezekieli okkum at klára lívsins royndir? (Sí rammuna „Hjælp til at komme på fode igen“.)

¹⁵ Ikke længe efter at Kristus havde udnævnt den trofaste træl i 1919, begyndte Guds tjenere at se opfyldelsen af det som Zakarias, en profet der tjente blandt de tilbagevendte jøder, havde forudsagt: “Mange folkeslag og mægtige nationer vil komme for at søge Hærstyrkers Gud, Jehova.” Profeten skildrede dem der søgte Jehova, som “ti mænd fra alle sproggrupper blandt nationerne”. De ville gribe godt fat i ‘en jøde’, det åndelige Israel, og sige: “Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.” – Zak. 8:20-23.

¹⁶ I dag udgør det åndelige Israel (den salvede rest) “en kæmpestor hær” når denne gruppe ses i sammenhæng med de “ti mænd” (de andre får). Samlet er de en milliontallig hær. (Ezek. 37:10) Som soldater i Kristus’ stadigt voksende hær går vi lige i hælene på vores Konge, Jesus, frem mod de velsignelser der ligger foran os. – Sl. 37:29; Ezek. 37:24; Flp. 2:25; 1. Thess. 4:16, 17.

17. Hvat snýr næsti kapittulin seg um?

¹⁷ Med denne genindførelse af ren tilbedelse fik Guds folk et vigtigt ansvar. Hvad var det? Svaret får vi ved at gå tilbage og se på en opgave Ezekiel fik af Jehova allerede før Jerusalem blev ødelagt. Det vil næste kapitel handle om.