1. Hvønn spurning seta vit kanska okkum sjálvum?

 MANGE mennesker har hørt om Abraham men ved ikke så meget om ham. Sådan er det ikke for os. Vi ved meget om ham, for eksempel at han bliver kaldt “far til alle ... der har tro”. (Rom. 4:11) Men det kan være at du tænker: ‘Hvordan kan jeg efterligne Abraham og få den samme stærke tro som han havde?’

2. Hví er tað viktigt, at vit lesa um Ábraham? (Jákupsbrævið 2:22, 23)

² En måde er ved at læse og studere om Abraham. Han gjorde altid det Jehova bad ham om. Han flyttede til et fremmed land, boede i telte i mange år og var villig til at ofre sin egen søn Isak. Det er tydeligt at Abraham havde en stærk tro, og det var hans tro og handlinger der gjorde at Jehova godkendte ham, og at han blev hans ven. (Læs Jakob 2:22, 23). Jehova ønsker at have samme nære forhold til dig. Derfor fik han både Paulus og Jakob til at skrive om Abraham. Lad os nu se på hvad der står i Romerne, kapitel 4, og Jakob, kapitel 2, om hans gode eksempel. Begge kapitler indeholder en bemærkelsesværdig udtalelse om Abraham.

3. Hvat bíbliuørindi siteraðu bæði Paulus og Jákup?

³ Både Paulus og Jakob citerede fra 1. Mosebog 15:6, hvor der står: “[Abraham] troede på Jehova, og Han betragtede ham derfor som retfærdig.” Det at være retfærdig betyder at Gud godkender en og anser en for at være skyldfri. Hvor er det fantastisk at Jehova kan betragte en  ufuldkommen synder som skyldfri! Du vil sikkert også gerne kunne blive kaldt retfærdig, og det er muligt. Hvordan? For at finde ud af det må vi vide hvorfor Jehova kunne kalde Abraham retfærdig.

4. Hvat forðar menniskjum í at vera rættvís?

⁴ I sit brev til romerne skrev Paulus at alle mennesker har syndet. (Rom. 3:23) Så hvordan kan vi blive betragtet som skyldfrie, eller retfærdige, og få Guds godkendelse? Det Paulus skrev om Abraham, hjælper os til at få svar på det spørgsmål.

5. Hví segði Jehova, at Ábraham var rættvísur? (Rómbrævið 4:2-4)

⁵ Det var mens Abraham boede i Kanaan at Jehova omtalte ham som retfærdig. Hvorfor gjorde han det? Var det fordi Abraham nøje overholdt Moseloven? Nej, det kan det ikke have været. (Rom. 4:13) Loven blev først givet til israelitterne over 400 år efter at Gud havde erklæret Abraham retfærdig. Så hvad var grunden til at Gud kunne betragte Abraham som han gjorde? Det var Abrahams tro der fik Jehova til at vise ham ufortjent godhed og kalde ham retfærdig. – Læs Romerne 4:2-4.

6. Nær sigur Jehova, at ein syndari er rættvísur?

⁶ Paulus skrev at når en person viser tro på Gud, bliver han “erklæret retfærdig på grund af sin tro”. (Rom. 4:5) Og han tilføjede: “David siger også at den mand som Gud regner for at være retfærdig uden hensyn til hans gerninger, er lykkelig: ‘Lykkelige er de mennesker hvis lovløse gerninger er blevet tilgivet, og hvis synder er blevet dækket. Lykkeligt er det menneske som Jehova ikke kræver til regnskab for det forkerte han har gjort.’” (Rom. 4:6-8; Sl. 32:1, 2) Når en viser tro på Jehova, tilgiver Jehova hans synder og kræver ham ikke længere til regnskab for dem. Han betragter ham som skyldfri og retfærdig på grund af hans tro.

7. Á hvønn hátt vóru trúfastir tænarar hjá Jehova rættvísir?

⁷ Selvom Abraham, David og andre trofaste tjenere for Jehova blev erklæret retfærdige, var de stadig ufuldkomne og begik fejl. Men på grund af deres tro betragtede Gud dem som skyldfrie i modsætning til dem der ikke tilbad Gud og derfor ikke havde noget forhold til ham. (Ef. 2:12) Som Paulus tydeligt skriver i sit brev til romerne, er tro helt afgørende for at man kan have et personligt forhold til Gud. Ligesom Abraham og David kan vi også blive venner med Jehova når vi viser tro på ham.

8-9. Hvørja skeiva niðurstøðu eru summi komin til, tá ið tey hava lisið tað, sum Paulus og Jákup skrivaðu, og hví?

⁸ I flere hundrede år har emnet tro og handlinger været til stor debat inden for kristenheden. Nogle præster lærer folk at det eneste man skal gøre for at blive frelst, er at tro på herren Jesus Kristus. Måske har du ligefrem hørt dem sige: “Tag imod Jesus og bliv frelst.” Nogle af dem citerer endda Paulus og siger at ‘Gud kan regne en for at være retfærdig uden hensyn til hans gerninger’. (Rom. 4:6) Og så er der andre der mener at man kan frelse sig selv ved at tage på religiøse pilgrimsrejser og udføre gode  gerninger for kirken. Måske citerer de Jakob 2:24, hvor der står: “Et menneske bliver erklæret retfærdigt ved sine handlinger og ikke kun ved sin tro.”

⁹ På grund af de her forskellige meninger er nogle bibelforskere nået frem til den konklusion at Paulus og Jakob var uenige om hvad der skal til for at få Guds godkendelse. Nogle mener at Paulus troede på at man bliver erklæret retfærdig ved sin tro alene, mens Jakob sagde at det er nødvendigt med handlinger for at blive godkendt af Gud. En professor i teologi har sagt: “Jakob forstod ikke hvorfor Paulus mente at man kan blive erklæret retfærdig ved sin tro alene uden nogen handlinger.” Men både Paulus’ brev til romerne og Jakobs Brev er inspireret af Jehova. (2. Tim. 3:16) Så de to breve må altså stemme overens, og det gør de også. Men det er nødvendigt at se på den sammenhæng versene forekommer i, og på baggrunden for det Paulus og Jakob skrev.

10. Hvørjar gerðir tosaði Paulus serliga um? (Rómbrævið 3:21, 28) (Hygg eisini at myndini.)

¹⁰ Hvilke “gerninger” var det Paulus talte om i Romerne 3 og 4? Han henviste primært til de “lovgerninger” der stod omtalt i Moseloven, som blev givet til israelitterne ved Sinajs Bjerg. (Læs Romerne 3:21, 28). Det ser ud til at der var nogle jødekristne på Paulus’ tid der havde svært ved at acceptere at Moseloven og dens gerninger var blevet afskaffet. Så Paulus brugte Abraham som eksempel for at vise at man ikke bliver erklæret retfærdig ved at følge Loven, men at  det kræver tro. Det er meget opmuntrende at vide, for det lærer os at hvis vi tror på Gud og Jesus, kan vi få et godt forhold til Gud og opnå hans godkendelse.

11. Hvørjar gerðir tosaði Jákup um?

¹¹ Men de “handlinger” der omtales i Jakob, kapitel 2, er ikke de samme som de “lovgerninger” Paulus nævner. Jakob henviser til de handlinger, eller aktiviteter, en tjener for Jehova udfører hver dag. De handlinger viser om ens tro på Gud er ægte eller ej. Nu vil vi se på to eksempler Jakob brugte.

12. Hvussu forkláraði Jákup sambandið millum trúgv og gerðir? (Hygg eisini at myndini.)

¹² I det første eksempel kommer Jakob ind på hvor vigtigt det er at man ikke gør forskel på folk. Han illustrerer det med en der tager godt imod en rig mand, men ser ned på en der er fattig. Jakob understreger at sådan en person måske påstår at have tro, men hans handlinger viser noget helt andet. (Jak. 2:1-5, 9) Det andet eksempel Jakob bruger, handler om en der ser ‘sin bror eller søster mangle tøj eller mad’ men ikke gør noget for at hjælpe. Selv hvis den person påstår at have tro, kommer den ikke til udtryk i handling, og derfor er hans tro uden værdi. Jakob skrev om troen: “Hvis man ikke viser den i handling, er den død.” – Jak. 2:14-17.

13. Hvat dømi brúkti Jákup fyri at vísa, at trúgv og gerðir hanga saman? (Jákupsbrævið 2:25, 26)

¹³ Jakob brugte Rahab som et eksempel på en der gennem sine handlinger  viste at hun havde tro. (Læs Jakob 2:25, 26). Hun havde hørt om Jehova og var slet ikke i tvivl om at han var med israelitterne. (Jos. 2:9-11) Hun viste sin tro i handling ved at beskytte to israelitiske spioner da deres liv var i fare. Og derfor blev hun ligesom Abraham erklæret retfærdig, selvom hun var ufuldkommen og ikke fulgte Moseloven. Eksemplet med Rahab lærer os at vores tro må komme til udtryk i handling.

14. Hvussu samsvarar tað, sum Paulus og Jákup skrivaðu?

¹⁴ Paulus og Jakob beskrev ganske enkelt sammenhængen mellem tro og handlinger fra to forskellige vinkler. Paulus forklarede de jødekristne at de ikke længere kunne opnå Jehovas godkendelse ved at udføre de opgaver Loven krævede. Jakob understregede at alle kristne må vise deres tro ved at gøre godt mod andre.

15. Hvussu kunnu vit vísa okkara trúgv í gerðum? (Hygg eisini at myndunum.)

¹⁵ Jehova siger ikke at vi skal gøre nøjagtigt som Abraham gjorde, for at blive erklæret retfærdige. Der er mange andre måder vi kan vise vores tro på. Vi kan for eksempel tage godt imod nye i menigheden, hjælpe vores brødre og søstre når der opstår et behov, og behandle hinanden godt i familien. (Rom. 15:7; 1. Tim. 5:4, 8; 1. Joh. 3:18) En af de vigtigste måder vi kan vise vores tro på, er ved at forkynde den gode nyhed. (1. Tim. 4:16) Vi kan alle sammen vise gennem vores handlinger at vi tror på at Jehovas løfter vil gå i opfyldelse, og at hans måde at gøre  tingene på er den bedste. Når vi gør det, kan vi være helt sikre på at Jehova vil betragte os som retfærdige og kalde os sine venner.

16. Hvussu ávirkaði vónin trúnna hjá Ábrahami?

¹⁶ Romerne, kapitel 4, nævner også en anden ting vi kan lære af Abraham: Det er vigtigt at have håb. Jehova lovede Abraham at han ville blive “far til mange folkeslag”, og at gennem ham ville “alle jordens slægter ... blive velsignet”. Tænk engang over hvilket håb det løfte gav Abraham. (1. Mos. 12:3; 15:5; 17:4; Rom. 4:17) Men da Abraham var 100 år gammel og Sara var 90, havde de stadig ikke fået en søn. Og i menneskers øjne virkede det helt umuligt at det skulle kunne lade sig gøre nu. Det må virkelig have sat Abrahams tro på prøve. Men Abraham “troede ... alligevel, på grundlag af håb, på at han ville blive far til mange folkeslag”. (Rom. 4:18, 19) Og det han håbede på, blev til virkelighed. Han blev far til Isak, den søn han havde ventet på. – Rom. 4:20-22.

17. Hvussu vita vit, at vit kunnu vera rættvís í Guds eygum?

¹⁷ Det er muligt at få Guds godkendelse, blive betragtet som retfærdig og blive hans ven, ligesom Abraham. Det understregede Paulus da han skrev: “At ‘han blev betragtet som retfærdig’ på grund af sin tro, blev imidlertid ikke kun skrevet for hans skyld, men også med henblik på os, der vil blive betragtet som retfærdige fordi vi tror på Ham der oprejste Jesus.” (Rom. 4:23, 24) Ligesom Abraham må vi tro på Jehova, gøre gode gerninger og have fuld tillid til det håb Jehova har givet os. I Romerne, kapitel 5, skriver Paulus om det håb, og det vil vi se på i den næste artikel.