1-2. Hvat hevur ein bróðir lært um at geva vegleiðing?

 TO ÆLDSTE besøgte for mange år siden en søster der ikke var kommet fast til møderne i et stykke tid. Den ene ældste viste forskellige bibelvers som understregede hvor vigtigt det er at komme til møderne. Han følte selv at besøget var gået godt, men da han og den anden ældste tog afsted, sagde søsteren til dem: “I aner slet ikke hvad jeg kæmper med.” Brødrene havde givet vejledning uden at spørge søsteren om hvordan hun havde det, og hvilke problemer hun kæmpede med. Derfor følte hun ikke at hun kunne bruge den vejledning hun havde fået.

² Ældstebroren der havde læst bibelversene, siger: “Dengang følte jeg at søsteren var lidt respektløs. Men da jeg begyndte at tænke over det, kunne jeg se at jeg var kommet med alle de rigtige bibelvers i stedet for at komme med alle de rigtige spørgsmål, som for eksempel ‘Er der noget du går og kæmper med?’ og ‘Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig?’” Ældstebroren lærte meget af den oplevelse, og i dag er han en medfølende og omsorgsfuld hyrde.

3. Hvørji í samkomuni eru kanska noydd at geva ráð og vegleiðing?

 ³ Ældste er hyrder i menigheden og har fået til opgave at give vejledning når der er brug for det. Men nogle gange kan der også være andre i menigheden der må give råd eller vejledning. Det kan for eksempel være at en bror eller søster giver en ven et godt råd ud fra Bibelen. (Sl. 141:5; Ordsp. 25:12) Eller en ældre søster giver måske en yngre søster et råd i forbindelse med noget af det der er nævnt i Titus 2:3-5. Og forældre er selvfølgelig nødt til at vejlede og irettesætte deres børn. Artiklen her er først og fremmest rettet til ældste. Men vi må alle sammen  overveje de forslag der bliver givet. Det vil hjælpe os til at give råd og vejledning på en god og motiverende måde, en måde der “gør hjertet glad”. – Ordsp. 27:9.

4. Hvat fara vit at kanna í hesi greinini?

⁴ I den her artikel vil vi se på fire spørgsmål omkring det at give råd og vejledning: (1) Hvad er det rigtige motiv? (2) Er det nødvendigt at give en vejledning? (3) Hvem skal give vejledningen? (4) Hvordan kan man give vejledning på en god måde?

5. Hví er tað umráðandi, at ein elsti hevur tað rætta motivið, tá ið hann vegleiðir? (1. Korintbræv 13:4, 7)

⁵ Ældste elsker deres brødre og søstre. Nogle gange vil den kærlighed komme til udtryk ved at de giver en vejledning til en der er slået ind på en forkert kurs. (Gal. 6:1) Men inden en ældste taler med en bror eller søster, vil det være godt at han tænker over det apostlen Paulus skrev om kærlighed: “Kærligheden er tålmodig og venlig. … Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” (Læs 1. Korinther 13:4, 7). Det vil hjælpe ham til at sikre sig at han har det rigtige motiv til at give vejledningen, og til at have den rigtige indstilling når han henvender sig til sin bror eller søster. Hvis den der får vejledningen, kan mærke ældstebrorens kærlighed og omsorg, vil han have større lyst til at følge vejledningen. – Rom. 12:10.

6. Hví er Paulus ein góð fyrimynd?

⁶ Der er meget ældste kan lære af Paulus. For eksempel holdt han sig ikke tilbage fra at give de kristne i Thessalonika vejledning da der var behov for det. Men i de breve han skrev til dem, roste han dem først for deres trofaste arbejde, deres kærlige slid og deres udholdenhed. Han tog også kærligt hensyn til deres omstændigheder – han vidste at deres liv ikke var let, og at de blev udsat for forfølgelse. (1. Thess. 1:3; 2. Thess. 1:4) Og han fortalte dem at de var gode eksempler for andre kristne. (1. Thess. 1:8, 9) Det må virkelig have gjort dem glade at høre Paulus’ oprigtige ros! Brødrene og søstrene i Thessalonika var ikke det mindste i tvivl om at Paulus elskede dem højt, og det gjorde det lettere for ham at give dem konkret vejledning i begge sine breve. – 1. Thess. 4:1, 3-5, 11; 2. Thess. 3:11, 12.

7. Hví reagera summi negativt, tá ið tey verða vegleidd?

⁷ Hvad kunne der ske hvis vi ikke giver vejledning på den rigtige måde? En erfaren ældste siger: “Når en reagerer negativt på en vejledning, er det ikke nødvendigvis fordi der er noget galt med vejledningen, men fordi den ikke blev givet på en kærlig måde.” Hvad kan vi lære af det? Det er meget lettere at tage imod en vejledning når den der giver den, er motiveret af kærlighed, ikke af irritation.

8. Hvat eigur ein elsti at spyrja seg sjálvan um, áðrenn hann vegleiðir?

⁸ En ældste skal ikke være for hurtig til at vejlede andre. Inden han siger noget, kan han spørge sig selv: ‘Er der virkelig grund til at give en vejledning? Er jeg helt sikker på at det han har gjort, er forkert? Er der et bibelsk bud han har overtrådt? Eller er det egentlig bare et spørgsmål om smag og behag?’ Det er vigtigt at ældste ikke “taler uden at  tænke sig om”. (Ordsp. 29:20) Hvis en ældste er usikker på om der virkelig er en bibelsk grund til at give en vejledning, vil det være klogt af ham at tale med en anden ældste om det. – 2. Tim. 3:16, 17.

9. Hvat kunnu vit læra av Paulusi, tá ið vegleiðingin snýr seg um klæðir og hár? (1. Timoteusarbræv 2:9, 10)

⁹ Lad os tage et eksempel. Forestil dig at en ældste er bekymret over de valg en i menigheden træffer i forbindelse med tøj og frisure. Ældstebroren kan spørge sig selv: ‘Er der en bibelsk grund til at give en vejledning?’ Fordi han ved at det er vigtigt at være objektiv, spørger han måske en anden ældste eller en åndeligt moden bror eller søster om hvad han eller hun mener. Det kan være at de snakker om Paulus’ vejledning om tøj og frisure. (Læs 1. Timotheus 2:9, 10). Paulus nævnte nogle generelle principper og pegede på at en kristen skal klæde sig pænt og præsentabelt, beskedent og med et sundt sind. Men han kom ikke med en detaljeret liste over hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt. Han vidste at kristne har ret til at udtrykke deres personlige smag inden for de rammer der findes i Guds ord. Så når en ældste skal afgøre om der er grund til at give en vejledning, må han først tænke over om vedkommendes valg er et udtryk for beskedenhed og et sundt sind.

10. Hvat er viktigt at skilja?

¹⁰ Det er vigtigt at forstå at to modne kristne kan træffe forskellige valg, og at begge valg kan være helt i orden. Vi må ikke prøve at trække vores personlige meninger ned over hovedet på vores trosfæller. – Rom. 14:10.

11-12. Hvat kann ein elsti spyrja seg sjálvan um, viss tað er neyðugt at vegleiða, og hví?

¹¹ Hvis det er tydeligt at der er brug for en vejledning, er det næste spørgsmål der opstår: Hvem skal give den? Inden en ældste vejleder en gift søster eller en mindreårig, vil han tale med familieoverhovedet. * Det kan være at familieoverhovedet foretrækker selv at tage sig af sagen eller gerne vil være til stede når ældstebroren giver vejledningen. Og som nævnt i  paragraf 3 kan det i nogle situationer være en fordel at det er en ældre søster der vejleder en yngre søster.

¹² Der er også en anden ting der er værd at overveje. En ældste kan spørge sig selv: ‘Er jeg den bedste til at give vejledningen,  eller ville det være lettere at tage imod den hvis den blev givet af en anden?’ For eksempel vil en bror eller søster der kæmper med lavt selvværd, måske have lettere ved at tage imod vejledning fra en ældste som selv kender til den slags følelser. Hvorfor? Fordi en ældste der selv har haft det sådan, vil have lettere ved at sætte sig ind i personens følelser og sige tingene på en måde der når ind til hans eller hendes hjerte. Men det ændrer ikke på at alle ældste har et ansvar for at opmuntre og motivere deres brødre og søstre til at gøre de nødvendige forandringer. Så når alt kommer til alt, er det vigtigste at der bliver givet en bibelsk vejledning når der er behov for det.

13-14. Hví er tað umráðandi, at ein elsti dugir væl at lurta?

¹³ Vær klar til at lytte. Når en ældste forbereder hvordan han vil give en vejledning, må han spørge sig selv: ‘Hvad ved jeg om min brors situation? Hvad sker der i hans liv? Oplever han måske nogle svære ting som jeg ikke kender til? Hvad har han mest brug for lige nu?’

¹⁴ Princippet i Jakob 1:19 gælder i høj grad når man skal give vejledning. Jakob skrev: “Enhver skal være hurtig til at lytte, men langsom til at tale og langsom til at blive vred.” En ældste føler måske at han kender alle detaljerne, men gør han virkelig det? Ordsprogene 18:13 indeholder den her advarsel: “En der udtaler sig i en sag før han hører alle kendsgerninger, er tåbelig og vil blive ydmyget.” Det er bedst at få alle oplysningerne direkte fra personen. Det kræver at man lytter inden man udtaler sig. Tænk på den ældste der blev nævnt i indledningen af artiklen. I stedet for at indlede besøget med det han selv havde forberedt, gik det op for ham at han burde have stillet søsteren nogle spørgsmål, for eksempel “Er der noget du går og kæmper med?” og “Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig?” Når ældste tager sig tid til at få styr på hvad der er fakta, bliver det lettere for dem at hjælpe og opmuntre deres brødre og søstre.

15. Hvussu kunnu teir elstu fylgja meginregluni í Orðtøkunum 27:23?

¹⁵ Kend dine brødre og søstre. Som det kom frem i indledningen af artiklen, indbefatter det at give god vejledning mere end at man bare læser nogle bibelvers og giver et forslag eller to. Vores brødre og søstre har brug for at mærke at vi har omsorg for dem, forstår dem og gerne vil hjælpe dem. (Læs Ordsprogene 27:23). Så ældste må gøre deres bedste for at opdyrke nære venskaber med deres brødre og søstre.

16. Hvat ger tað lættari hjá teimum elstu at vegleiða upp á ein góðan máta?

 ¹⁶ Ældste må sørge for at de ikke giver deres brødre og søstre det indtryk at de kun taler med dem når der er nogle problemer. I stedet må de jævnligt snakke med vennerne i menigheden og vise dem omsorg når de kæmper med nogle udfordringer. “Når man gør det,” siger en erfaren ældste, “opbygger man gode relationer, og så bliver det meget lettere at give en vejledning hvis der er behov for det.” Det vil også være meget lettere for den der får vejledningen, at tage imod den.

17. Nær er tað serliga umráðandi, at ein elsti er tolin og vinarligur?

¹⁷ Vær tålmodig og venlig. Det er især vigtigt at vise de egenskaber hvis en til at begynde med afviser den vejledning han får ud fra Bibelen, eller ikke følger den. I sådan nogle situationer må en ældste undgå at blive irriteret. Der blev forudsagt følgende om Jesus: “Et knækket siv vil han ikke brække af, og en væge der gløder svagt, vil han ikke slukke.” (Matt. 12:20) I sine personlige bønner kan en ældste bede Jehova om at hjælpe broren der har fået vejledningen, til at forstå hvorfor han fik den, og til at følge den. Det er meget muligt at broren har brug for noget tid til at tænke over det han fik at vide. Hvis en ældste sørger for at være tålmodig og venlig, vil den der fik vejledningen, have lettere ved at fokusere på hvad der blev sagt, og ikke hvordan det blev sagt. Og det er selvfølgelig vigtigt at vejledningen altid er baseret på Bibelen.

18. (a) Hvat er umráðandi, at vit øll somul minnast? (b) Hvat tosa foreldrini um á myndini, sum hoyrir til rammuna?

¹⁸ Lær af dine fejl. Vi er alle sammen ufuldkomne, så ingen af os vil kunne følge de råd vi har fået i artiklen her, til perfektion. (Jak. 3:2) Men når vi får sagt eller gjort noget på en dum måde, er det vigtigt at vi lærer af det. Og hvis vores  brødre og søstre kan mærke at vi elsker dem, vil det helt sikkert være lettere for dem at tilgive os. – Se også boksen “ Til forældre”.

19. Hvussu kunnu vit vegleiða upp á ein máta, sum ’gleðir hjartað’?

¹⁹ Som vi har set, er det ikke altid let at give vejledning på en god måde. Den der giver vejledningen er ufuldkommen, og det er den der får den, også. Men det er vigtigt at vi forsøger at følge de råd vi har fået i artiklen. Vi må sikre os at vi har det rigtige motiv til at give vejledningen. Vi må også tænke over om der virkelig er grund til at sige noget, og om det er bedst at det er en anden der gør det. Inden vi giver en vejledning, må vi stille spørgsmål og lytte omhyggeligt så vi forstår hvad vedkommende kæmper med. Vi må prøve at se tingene fra hans eller hendes perspektiv. Det er vigtigt at vi er milde og venlige og prøver at opbygge et nært forhold til vores brødre og søstre. Og så må vi ikke glemme målet: Vi vil gerne give vejledning som “gør hjertet glad”. – Ordsp. 27:9.