1-2. (a) Nær hugsa vit serliga um tey, vit hava mist? (b) Hvat gjørdi Jesus, kvøldið fyri hann doyði?

 SELVOM det måske er mange år siden at vi har mistet en vi elsker, husker vi stadig vedkommende tydeligt. På årsdagen for vedkommendes død tænker vi måske særligt meget på ham eller hende.

² Hvert år er vi millioner af mennesker der samles jorden over for at mindes en person vi elsker meget højt, nemlig Jesus Kristus, på årsdagen for hans død. (1. Pet. 1:8) Vi mødes for at vise værdsættelse af at han gav sit liv som en løsesum for at redde os fra synd og død. (Matt. 20:28) Jesus ønskede at de der følger ham, skulle blive ved med at mindes hans død. Aftenen før han døde, viste han sine disciple hvordan de skulle holde en ny og særlig højtid, og sagde: “Bliv ved med at gøre sådan til minde om mig.” – Luk. 22:19.

3. Hvat fara vit at kanna í hesi greinini?

³ Et lille antal af dem der kommer til højtiden til minde om Jesus’ død, har håb om at komme til at leve i himlen. Men millioner af andre, som har håb om at komme til at leve evigt på jorden, er også til stede. I den her artikel vil vi se på nogle grunde til at begge grupper har et dybt ønske om at komme til mindehøjtiden hvert år. Vi vil også se på hvorfor det gavner os at komme. Lad os  først se på nogle af grundene til at de salvede kommer.

4. Hví eru tað bara tey salvaðu, sum fáa sær av breyðinum og víninum á minningarhøgtíðini?

⁴ Hvert år ser de salvede frem til at deltage i mindehøjtiden. Hvorfor er det kun dem der spiser af brødet og drikker af vinen? For at få svar på det vil vi se på hvad der skete den sidste aften før Jesus’ død. Efter påskemåltidet indstiftede Jesus en højtid der er blevet kendt som Herrens aftensmåltid. Han sendte brødet og vinen rundt til sine 11 trofaste apostle og sagde til dem at de skulle tage af begge dele. Jesus fortalte dem om to pagter, eller aftaler – den nye pagt og pagten om Riget. * (Luk. 22:19, 20, 28-30) De to pagter gjorde det muligt for apostlene og et begrænset antal andre mennesker at blive konger og præster i himlen. (Åb. 5:10; 14:1) De salvede der er tilbage på jorden, * er med i de pagter, og derfor er det kun dem der må spise af brødet og drikke af vinen ved mindehøjtiden.

5. Hvat ásanna tey salvaðu í sambandi við teirra vón?

⁵ En anden grund til at de salvede ønsker at komme til mindehøjtiden, er at det giver dem mulighed for at tænke dybt over deres håb. Jehova har givet dem et fantastisk håb – de vil få udødeligt og uforgængeligt liv i himlen, de vil komme til at regere sammen med den oprejste Jesus kristus og de andre af de 144.000, og som det største vil de få lov til at være tæt på Jehova Gud! (1. Kor. 15:51-53; 1. Joh. 3:2) De salvede ved at de er blevet indbudt til liv i himlen, men de ved også at de kun vil få de enorme privilegier hvis de er trofaste til døden. (2. Tim. 4:7, 8) Det giver de salvede stor glæde at meditere over deres fremtidshåb. (Tit. 2:13) Hvad så med de “andre får”? (Joh. 10:16) Hvad er nogle af grundene til at de kommer til mindehøjtiden?

6. Hví fer hin seyðurin á minningarhøgtíðina hvørt ár?

⁶ De andre får deltager ikke i mindehøjtiden, men overværer den. I 1938 blev de der har et jordisk håb, for første gang specifikt indbudt til at overvære mindehøjtiden. I Vagttarnet for 15. marts 1938 stod der: “Det vil være fuldstændigt på sin plads for [de andre får] at være til stede ved dette møde og mærke sig hvad der foregår. … Det skulle være og er også en glædens stund for dem.” Ligesom gæsterne ved en vielse er glade for at være til stede og se hvad der foregår, glæder de andre får sig over at overvære mindehøjtiden.

7. Hví gleðir hin seyðurin seg til fyrilesturin á minningarhøgtíðini?

⁷ De andre får tænker dybt over deres håb ved mindehøjtiden. De glæder sig til foredraget, for det handler meget om de skønne ting Kristus og hans 144.000 medregenter vil gøre for trofaste mennesker i løbet af tusindårsriget. Under  ledelse af deres Konge, Jesus Kristus, vil de 144.000 være med til at gøre jorden til et paradis og hjælpe mennesker frem til fuldkommenhed. De mange millioner der overværer mindehøjtiden, bliver trøstet og opmuntret når de tænker over opfyldelsen af Bibelens profetier, som for eksempel dem i Esajas 35:5, 6; 65:21-23 og Åbenbaringen 21:3, 4. Når de forestiller sig selv i den nye verden sammen med dem de elsker, styrker det deres håb for fremtiden og deres beslutning om aldrig at holde op med at tjene Jehova. – Matt. 24:13; Gal. 6:9.

8. Hvør onnur orsøk er til, at hin seyðurin fer á minningarhøgtíðina?

⁸ Lad os se på endnu en grund til at de andre får overværer mindehøjtiden. De ønsker at vise at de elsker og støtter de salvede. I Bibelen er det forudsagt at der vil være et tæt bånd mellem de salvede og dem der har et jordisk håb. Læg mærke til de følgende eksempler.

9. Hvat vísir Zakarias 8:23 um sambandið millum hin seyðin og tey salvaðu?

⁹ Læs Zakarias 8:23. Denne profeti beskriver på en smuk måde hvordan de andre får har det med deres salvede brødre og søstre. Udtrykkene ‘en jøde’ og “jer” bruges om den samme gruppe – de salvede kristne der er tilbage på jorden. (Rom. 2:28, 29) De “ti mænd fra alle sproggrupper blandt nationerne” er et billede på de andre får. De ‘griber godt fat i’ – det vil sige knytter sig til og er loyale mod – de salvede og tjener Jehova sammen med dem. Ved at komme til mindehøjtiden viser de andre får at de er nært knyttet til de salvede.

10. Hvussu hevur Jehova uppfylt profetiina í Ezekiel 37:15-19, 24, 25?

¹⁰ Læs Ezekiel 37:15-19, 24, 25. Som en opfyldelse af den her profeti har Jehova forenet de salvede og de andre får med et ubrydeligt bånd. Profetien omtaler to stave. “Judas stav” (Juda var den stamme som kongerne fra Davids slægt i Israel blev udvalgt fra) er et billede på dem der har et håb om at komme i himlen. Og “Efraims stav” er et billede på dem der har et håb om at komme til at leve evigt på jorden. * Jehova ville forene de to grupper så de blev “én stav”. Det betyder at de tjener enigt sammen under deres Konge, Jesus Kristus. Hvert år kommer de salvede og de andre får til mindehøjtiden, ikke som to separate grupper, men som “én hjord under én hyrde”. – Joh. 10:16.

11. Hvussu stuðlar ’seyðurin’ í Matteus 25:31-36, 40 Jesu brøðrum?

¹¹ Læs Matthæus 25:31-36, 40. “Fårene” i lignelsen er et billede på de retfærdige mennesker i endens tid der har håb om at leve evigt på jorden. De støtter loyalt dem der er tilbage af Jesus’ salvede brødre, især ved at hjælpe dem med at udføre den kæmpe opgave de har fået betroet, nemlig at forkynde og undervise i hele verden. – Matt. 24:14; 28:19, 20.

12-13. Hvussu stuðlar hin seyðurin Jesu brøðrum upp á aðrar mátar?

¹² Hvert år i ugerne op til mindehøjtiden støtter de andre får Jesus’ brødre ved at være fuldt optaget af den globale  kampagne med at invitere folk til mindehøjtiden. (Se boksen “ Brug tiden omkring mindehøjtiden klogt”). De er også med til at sørge for alt det praktiske i forbindelse med mindehøjtiden så den kan blive holdt i alle menigheder jorden over – også selvom der ikke er nogen salvede i langt de fleste menigheder. De andre får glæder sig over at kunne støtte Jesus’ brødre på de måder. De ved at Jesus betragter det de gør for hans salvede brødre, som noget de gør for ham personligt. – Matt. 25:37-40.

¹³ Der er også nogle grunde til at vi alle, uanset vores håb, kommer til mindehøjtiden. Lad os se på dem.

14. Hvussu hava Jehova og Jesus víst, at teir elska okkum?

¹⁴ Vi er taknemmelige for den kærlighed Jehova og Jesus har vist os. Jehova har på mange måder vist at han elsker os. Men det største udtryk for kærlighed var da han sendte sin elskede Søn til jorden for at han kunne dø for os. (Joh. 3:16) Jesus har også vist os stor kærlighed ved at han var villig til at give sit liv for os. (Joh. 15:13) Vi vil aldrig kunne betale Jehova og Jesus tilbage for alt det de har gjort for os. Men vi kan vise at vi er dybt taknemmelige, gennem den måde vi lever på hver dag. (Kol. 3:15) Og vi kommer til mindehøjtiden for at mindes den store kærlighed de har vist os, og for at vise at vi elsker dem.

15. Hví virðismeta tey salvaðu og hin seyðurin loysigjaldið so nógv?

¹⁵ Vi har dyb værdsættelse af løsesummen. (Matt. 20:28) De salvede er taknemmelige for løsesummen, for det er den der gør deres fantastiske fremtidshåb muligt. På grund af deres tro på Jesus’ offer har Jehova erklæret dem retfærdige og adopteret dem som sine børn. (Rom. 5:1; 8:15-17, 23) De andre får har også stor værdsættelse af løsesummen. På grund af deres tro på Jesus’ offer tjener de Gud med en ren samvittighed, udfører hellig tjeneste for ham og har håb om at komme ud af “den store trængsel”. (Åb. 7:13-15) Ved at være til stede ved mindehøjtiden hvert år viser både de salvede og de andre får at de er dybt taknemmelige for løsesummen.

16. Hvør onnur orsøk er til, at vit fara á minningarhøgtíðina?

¹⁶ Vi vil gerne gøre det Jesus beder os om. Uanset hvilket håb vi har for fremtiden, vil vi gerne adlyde det bud Jesus gav den aften hvor han indstiftede mindehøjtiden: “Bliv ved med at gøre sådan til minde om mig.” – 1. Kor. 11:23, 24.

17. Hvussu knýtir minningarhøgtíðin okkum nærri at Jehova?

¹⁷ Vi kommer nær til Jehova. (Jak. 4:8) Som vi har været inde på, giver mindehøjtiden os mulighed for at tænke over det håb Jehova har givet os, og at meditere over den store kærlighed han har vist os. (Jer. 29:11; 1. Joh. 4:8-10) Når vi gør det, får vi større kærlighed til Jehova og styrker vores forhold til ham. – Rom. 8:38, 39.

18. Hvat fáa vit hug til, tá ið vit hugsa um, hvussu Jesus var, og hvat hann gjørdi?

¹⁸ Vi bliver motiveret til at efterligne  Jesus. (1. Pet. 2:21) I dagene omkring mindehøjtiden læser vi og tænker over de bibelske beretninger om Jesus’ sidste uge på jorden, hans død og hans opstandelse. Og på selve mindehøjtidsaftenen minder foredraget os om den store kærlighed Jesus har vist os. (Ef. 5:2; 1. Joh. 3:16) Når vi læser om og tænker over Jesus’ selvopofrende måde at være på, får vi lyst til at “blive ved med at leve sådan som han levede”. – 1. Joh. 2:6.

19. Hvussu kunnu vit verða verandi í Guds kærleika?

¹⁹ Vi bliver endnu mere besluttet på at bevare os selv i Guds kærlighed. (Jud. 20, 21) Jehova vil blive ved med at elske os når vi gør alt hvad vi kan, for at adlyde ham, hellige hans navn og glæde hans hjerte. (Ordsp. 27:11; Matt. 6:9; 1. Joh. 5:3) Mindehøjtiden gør os endnu mere besluttet på at leve hver eneste dag på en måde der viser Jehova at vi ønsker at bevare os selv i hans kærlighed for evigt!

20. Hví skulu vit fara á minningarhøgtíðina?

²⁰ Uanset om vi har håb om at leve for evigt i himlen eller på jorden, har vi mange gode grunde til at komme til mindehøjtiden. Når vi samles ved den lejlighed, er det for at mindes en vi elsker meget højt, Jesus Kristus, på årsdagen for hans død. Og som det vigtigste bliver vi mindet om det største udtryk for kærlighed nogensinde – den kærlighed som Jehova viste os ved at give sin Søn som en løsesum. I år vil mindehøjtiden blive holdt om aftenen fredag den 15. april 2022. Vi elsker Jehova og hans Søn meget højt! Så der er ikke noget der er vigtigere for os end at være til stede ved mindehøjtiden.