1-2. Hví er tað viktigt hjá okkum at vera við á minningarhøgtíðini hvørt ár?

 FOR næsten 2.000 år siden ofrede Jesus sit liv for os og gav os mulighed for at få evigt liv. Aftenen før Jesus døde, bad han sine disciple om at blive ved med at mindes det offer han skulle til at bringe. Det skulle de gøre ved at holde en enkel højtid hvor der indgik brød og vin. – 1. Kor. 11:23-26.

² Vi der lever i dag, ønsker at følge Jesus’ anvisninger om mindehøjtiden fordi vi elsker ham meget højt. (Joh. 14:15) Hvert år i tiden omkring den særlige dag viser vi vores værdsættelse af det offer han har bragt, ved at tage os tid til at meditere over betydningen af hans død og have det med i vores bønner. Vi er også motiveret til at gøre en ekstra indsats i forkyndelsen og invitere så mange som muligt til at være sammen med os ved mindehøjtiden. Og vi er selvfølgelig besluttet på ikke at lade noget som helst forhindre os i selv at være med.

3. Hvat fara vit at kanna í hesi greinini?

³ I artiklen her vil vi se på hvordan Jehovas folk har gjort en stor indsats for at mindes Jesus’ død. Vi vil komme ind på følgende tre områder: (1) Vi holder højtiden på samme måde som Jesus gjorde, (2) vi inviterer andre til at være sammen med os den aften, og (3) vi gør alt hvad vi kan, for ikke at lade noget forhindre os i at holde mindehøjtiden.

4. Hvørjir sannleikar verða forkláraðir í fyrilestrinum á minningarhøgtíðini, og hví mugu vit ikki taka okkara fatan fyri givið? (Lukas 22:19, 20)

⁴ Når vi er til mindehøjtid, lytter vi til et foredrag der ud  fra Bibelen besvarer en række vigtige spørgsmål. Vi får at vide hvorfor der er brug for en løsesum, og hvordan ét menneskes død kan befri hele menneskeheden fra synd. Vi bliver mindet om hvem der skal spise af brødet og drikke af vinen, og hvad de to ting er symboler på. (Læs Lukas 22:19, 20). Derudover kommer foredraget ind på hvilke velsignelser der venter dem der har håb om at leve evigt på jorden. (Esa. 35:5, 6; 65:17, 21-23) Vi tager ikke de vigtige sandheder for givet. Der er milliarder af mennesker i verden der ikke har den rigtige forståelse af dem, og som ikke er klar over hvor værdifuldt Jesus’ offer er. De holder heller ikke mindehøjtiden på den måde han gav anvisninger om. Hvordan kan det være?

5. Hvat hendi, eftir at teir flestu av ápostlunum vóru deyðir?

⁵ Da de fleste af Jesus’ apostle var døde, infiltrerede falske kristne efterhånden menigheden. (Matt. 13:24-27, 37-39) De begyndte at “fordreje sandheden for at få disciplene med sig”. (Ap.G. 20:29, 30) De fordrejede blandt andet sandheden ved at påstå at Jesus ikke ofrede sit liv “én gang for alle så han kunne bære manges synder”, sådan som Bibelen siger, men at hans offer skulle gentages igen og igen. (Hebr. 9:27, 28) I dag er mange blevet vildledt og tror på den forkerte lære. For eksempel mødes man ofte i den katolske kirke, nogle gange endda dagligt, for at holde det der kaldes “messeoffer”. b Andre kirker mindes måske ikke Jesus’ død lige så ofte, men de fleste af deres medlemmer har kun en svag fornemmelse af hvad hans offer går ud på. Nogle er blevet påvirket af andres forkerte syn på løsesummen og tvivler måske på at Jesus’ død virkelig betyder at de kan få deres synder tilgivet. Hvordan har Jesus’ sande disciple hjulpet folk til at få den rigtige forståelse af tingene?

6. Hvørja niðurstøðu kom ein bólkur av bíbliustudentum til í 1872?

⁶ I sidste halvdel af 1800-tallet indledte en gruppe Bibelstudenter med Charles Taze Russell i spidsen et dybdegående studie af Bibelen. De ville gerne finde frem til hvilken betydning Jesus’ død havde, og hvordan hans offer skulle mindes. I 1872 kom de ud fra Bibelen til den konklusion at Jesus’ offer var så værdifuldt at det kunne løskøbe hele menneskeheden, og de holdt bestemt ikke deres viden for sig selv. Gennem bøger, aviser og tidsskrifter fortalte de om det vidt og bredt, og kort efter begyndte de at holde mindehøjtiden én gang om året, præcis som de kristne i det første århundrede.

7. Hvønn týdning hevur tað kanningararbeiðið, sum teir fyrstu bíbliustudentarnir gjørdu, fyri okkum?

⁷ I dag har vi stor glæde af det som den lille gruppe sandhedssøgende Bibelstudenter med Jehovas hjælp nåede frem til. Hvordan det? Jo, vi har nu den rigtige forståelse af den betydning Jesus’ offer har for os og alle andre mennesker. (1. Joh. 2:1, 2) Deres indsats lagde også grunden for forståelsen af andre vigtige sandheder. I dag ved vi for eksempel at der ifølge Bibelen er to forskellige håb for Jehovas loyale tjenere. Nogle få vil få  udødeligt liv i himlen, og millioner af andre vil få mulighed for at leve evigt på jorden. Og det at vi forstår hvor stor kærlighed der ligger bag løskøbelsen, og hvor uvurderlig en gave det er til os personligt, knytter os tættere til vores Far i himlen. (1. Pet. 3:18; 1. Joh. 4:9) Ligesom Bibelstudenterne føler vi os desuden motiveret til at invitere andre til at holde mindehøjtiden sammen med os på den måde Bibelen beskriver.

8. Hvat hevur fólkið hjá Jehova gjørt fyri at bjóða øðrum til minningarhøgtíðina? (Hygg at myndini.)

⁸ Jehovas folk har i mange år inviteret andre til at være sammen med dem ved mindehøjtiden. Helt tilbage i 1881 fik brødrene og søstrene i USA en invitation i den engelske udgave af Vagttårnet til at tilbringe den særlige aften i en brors private hjem i Allegheny, Pennsylvania. Senere begyndte menighederne at holde mindehøjtiden lokalt. I marts 1940 blev forkynderne opfordret til at invitere alle i deres distrikt der havde vist interesse. Og i 1960 sørgede Betel for første gang for at menighederne fik trykte invitationer. Siden dengang er milliarder af invitationer til mindehøjtiden blevet uddelt i hele verden. Hvorfor bruger vi så meget tid og energi på at invitere andre til at være sammen med os den aften?

9-10. Hvørjum bjóða vit til minningarhøgtíðina, og hví? (Jóhannes 3:16)

⁹ En af grundene til at vi inviterer andre til mindehøjtiden, er at vi gerne vil have at de skal lære hvad Jehova og Jesus har gjort for os alle sammen. (Læs  Johannes 3:16). Når nogle er med til mindehøjtiden for første gang, håber vi at det de ser og hører dér, vil give dem lyst til at begynde at tjene Jehova. Men der er også andre vi håber vil komme.

¹⁰ Vi inviterer også dem der engang har tjent Jehova. Det gør vi for at minde dem om at han stadig elsker dem. Mange reagerer positivt på invitationen. Vi er lykkelige for at se dem og byder dem varmt velkommen. Det at være til mindehøjtiden kan få dem til at tænke på hvor glade de var for at tjene Jehova førhen. En søster der hedder Monica, blev aktiv igen som forkynder under covid-19-pandemien. c Efter at have været til mindehøjtiden i 2021 sagde hun: “Den her mindehøjtid har været helt særlig for mig. For første gang i 20 år har jeg været med til at forkynde og invitere andre til mindehøjtiden. Jeg gjorde mit allerbedste i invitationskampagnen fordi jeg er så taknemmelig for det Jehova og Jesus har gjort for mig.” (Sl. 103:1-4) Det er ikke alle der tager imod invitationen, men vi gør alligevel vores bedste for at invitere fordi vi ved at Jehova glæder sig over vores indsats.

11. Hvat vísir, at Jehova hevur signað tað, sum vit hava gjørt fyri at bjóða øðrum til minningarhøgtíðina? (Haggai 2:7)

¹¹ Det er tydeligt at Jehova har velsignet vores indsats for at invitere andre til mindehøjtiden. I 2021 var der på trods af restriktionerne i forbindelse med covid-19-pandemien et rekordhøjt antal der overværede mindehøjtiden: 21.367.603. Det er næsten 2,5 gange så mange som der er Jehovas Vidner i hele verden! Men Jehova går selvfølgelig ikke kun op i hvor mange der kommer. Han går også op i hvorfor de kommer. Han er opmærksom på hver enkelt person. (Luk. 15:7; 1. Tim. 2:3, 4) Vi er overbevist om at Jehova bruger invitationskampagnerne til at drage søgende mennesker til sig. – Læs Haggaj 2:7.

12. Hvat kann gera tað trupult hjá okkum at fara á minningarhøgtíðina? (Hygg at myndini.)

¹² Jesus forudsagde at vi i de sidste dage ville opleve mange forskellige former for modgang – modstand fra familie, forfølgelse, krig, sygdom og meget andet. (Matt. 10:36; Mark. 13:9; Luk. 21:10, 11) De ting kan nogle gange gøre det til en stor udfordring at komme til mindehøjtiden. Hvad har vores brødre og søstre gjort for at overvinde de udfordringer de har haft, og hvordan har Jehova hjulpet dem?

13. Hvussu signaði Jehova Artem, tí hann var djarvur og avgjørdur?

¹³ Fængsling. Vores trosfæller der er i fængsel på grund af deres tro, gør hvad de kan, for at holde højtiden til minde om Jesus’ død. Det er Artem et godt eksempel på. Ved mindehøjtiden i 2020 sad han i en celle på 17 kvadratmeter der rummede op til fem indsatte ad gangen. Alligevel lykkedes det Artem at skaffe noget han kunne bruge som symboler, og han planlagde at holde mindehøjtidsforedraget for sig selv. Men han havde en udfordring: Dem han sad inde sammen med, røg og bandede meget. Hvad gjorde han? Han spurgte om de kunne lade være med at ryge og bande i bare én time. Til Artems store overraskelse gik de med til det. Han tilbød også at fortælle dem om mindehøjtiden. Selvom de sagde at de ikke var interesseret i det, blev  de alligevel nysgerrige efter at have set og hørt Artem holde mindehøjtiden, og de stillede ham en masse spørgsmål.

14. Hvussu hevur fólkið hjá Jehova hildið minningarhøgtíðina, meðan farsóttin herjaði?

¹⁴ Covid-19-pandemien. Pandemien har forhindret Jehovas folk i at mødes fysisk til mindehøjtiden. Men det har ikke holdt os tilbage fra at gennemføre det vigtige arrangement. d I menigheder hvor brødrene og søstrene havde adgang til internettet, blev mindehøjtiden holdt via videokonference. Hvad med de millioner der ikke havde internet? I nogle lande blev foredraget sendt ud på tv eller radio. Derudover sørgede afdelingskontorer rundt om i verden for at foredraget blev indspillet på mere end 500 sprog, hvorefter selvopofrende brødre tog sig af uddelingen af indspilningerne. På den måde kunne selv de der boede meget afsides, holde mindehøjtiden.

15. Hvat kunnu vit læra av tí, sum Sue upplivdi?

¹⁵ Modstand fra familien. For nogle er  det en stor udfordring at komme til mindehøjtiden fordi deres familie modarbejder dem. Sådan var det for Sue, der var begyndt at studere Bibelen. Dagen før mindehøjtiden i 2021 fortalte Sue den søster der studerede med hende, at hun desværre ikke kunne komme fordi hendes familie var meget imod at hun studerede Bibelen. Søsteren læste Lukas 22:44 for hende og forklarede at vi må følge Jesus’ eksempel når vi møder udfordringer, ved at fortælle Jehova om det vi kæmper med, og stole helt på ham. Dagen efter gjorde Sue brødet og vinen klar og så det særlige morgenprogram for mindehøjtidsdagen på jw.org. Om aftenen gik hun ind på sit værelse og var med til mindehøjtiden fra sin telefon. Bagefter skrev hun til søsteren: “Det du sagde i går, opmuntrede mig utroligt meget. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at være med til mindehøjtiden, og så gjorde Jehova resten. Jeg er så taknemmelig for hans hjælp!” Tror du Jehova kan hjælpe dig hvis du står i en lignende situation?

16. Hví kunnu vit vera vís í, at Jehova hjálpir okkum, tá ið vit gera tað, vit kunnu fyri at fara á minningarhøgtíðina? (Rómbrævið 8:31, 32)

¹⁶ Jehova elsker os for det vi gør for at holde mindehøjtiden. Vi kan være sikre på at han vil velsigne os når vi viser værdsættelse af det offer han har bragt for os. (Læs Romerne 8:31, 32). Lad os derfor være besluttet på at være til stede på årets vigtigste aften og at gøre noget ekstra for Jehova i tiden omkring mindehøjtiden.