1-2. Hvørja týðandi avgerð máttu jødarnir í Bábylon taka? (Ezra 1:2-4)

 SIKKE en nyhed! Jøderne, der havde været i fangenskab i Babylon i 70 år, kunne nu vende tilbage til deres hjemland, Israel. (Læs Ezra 1:2-4). Det var kun Jehova der kunne have sørget for det, for Babylon frigav normalt aldrig sine fanger. (Esa. 14:4, 17) Men Babylon var blevet erobret, og den nye hersker havde givet jøderne lov til at forlade landet. Nu stod alle jøder, ikke mindst familieoverhoveder, over for en vigtig beslutning: om de skulle forlade Babylon eller blive. Hvorfor var det ikke en let beslutning?

² Mange af dem var gamle og har følt at det var for risikabelt at tage afsted på sådan en rejse. Og de fleste af jøderne var født i Babylon, så det var det eneste hjem de kendte til. For dem var Israel deres forfædres land. Det ser også ud til at nogle af jøderne havde klaret sig rigtig godt i Babylon, så for dem har det måske været svært at skulle forlade et komfortabelt hjem og deres forretning for at tage afsted mod det ukendte.

3. Hvussu fór Jehova at signa jødarnar, sum fóru aftur til Ísrael?

³ Men trofaste jøder vidste at de ofre de måtte bringe for at vende tilbage, ville være det hele værd. Der ville være mange velsignelser ved det, men den største ville have at gøre med deres tilbedelse. Der var over 50 afgudstempler i Babylon, men der var ikke et eneste tempel hvor man kunne tilbede Jehova. Der var ikke noget alter hvor israelitterne kunne bringe de ofre der var påkrævet ifølge Moseloven, og der var heller ikke noget  organiseret præsteskab. Derudover var Jehovas folk omringet af mennesker der tilbad afguder og var ligeglade med Jehova og hans normer. Så tusindvis af jøder der elskede Jehova, glædede sig til at vende tilbage til deres hjemland hvor de kunne genindføre den rene tilbedelse.

4. Hvussu fór Jehova at hjálpa jødunum, sum fóru aftur til Ísrael?

⁴ Den bogstavelige rejse fra Babylon til Israel var besværlig og kunne tage op til fire måneder, men Jehova lovede at rydde alle forhindringer af vejen. Esajas skrev: “I skal rydde Jehovas vej! I skal lave en lige vej gennem ørkenen for vores Gud. ... Det ujævne land skal jævnes ud, og det stenede landskab skal blive en ryddet slette.” (Esa. 40:3, 4) Se det for dig: en anlagt vej gennem ørkenen, et landskab der er blevet jævnet ud. Hvor ville det være en stor hjælp for de rejsende! Det ville være meget lettere for dem at gå på en lige vej end at skulle vandre i et bjergrigt terræn og gennem dybe dale. Det ville også gå meget hurtigere.

5. Hvat navn fekk tann ímyndarligi vegurin ímillum Bábylon og Ísrael?

⁵ I dag har mange veje et navn eller et nummer. Den symbolske vej Esajas skrev om, havde også et navn: “Der vil være en banet vej, ja, en vej der skal kaldes Hellighedens Vej. Den urene vil ikke gå på den.” (Esa. 35:8) Hvad betød det løfte for israelitterne? Og hvad betyder det for os i dag?

6. Hví bleiv vegurin róptur heilagur?

⁶ “Hellighedens Vej” – sikke et smukt navn! Hvorfor blev vejen kaldt hellig? Fordi ‘de urene’ – jøder der levede umoralsk, dyrkede afguder eller begik andre alvorlige synder – ikke ville få lov til at gå på den. Jøderne der vendte tilbage, skulle blive “et helligt folk for Jehova”. (5. Mos. 7:6) Men det betød ikke at de der forlod Babylon, slet ikke skulle gøre nogen forandringer for at glæde Jehova.

7. Hvørjar broytingar máttu summir jødar gera?

⁷ Som nævnt tidligere var de fleste af jøderne født i Babylon, og mange af dem var åbenbart blevet påvirket af babyloniernes tankegang og måde at leve på. Mange år efter at jøderne var vendt tilbage til Israel, fandt Ezra ud af at nogle af mændene havde giftet sig med ikkejødiske kvinder. (2. Mos. 34:15, 16; Ezra 9:1, 2) Og senere blev statholderen Nehemias chokeret da han fandt ud af at nogle af de børn der var blevet født i Israel, ikke engang havde lært at tale jødernes sprog. (5. Mos. 6:6, 7; Neh. 13:23, 24) Hvordan skulle børnene kunne lære at elske og tjene Jehova hvis de ikke forstod hebraisk, det sprog som det meste af Guds ord var skrevet på? (Ezra 10:3, 44) Så de her jøder måtte gøre nogle store forandringer. Men det ville trods alt være lettere for dem at gøre forandringerne i Israel, hvor den rene tilbedelse var ved at blive genindført. – Neh. 8:8, 9.

8. Hví hevur tað, sum hendi við jødunum fyri so langari tíð síðani, týdning fyri okkum í dag? (Hygg at forsíðumyndini.)

⁸ ‘Det er alt sammen meget interessant,’ tænker du måske, ‘men har det der skete med jøderne dengang, nogen  betydning for os i dag?’ Dét har det, for på en måde går vi også på “Hellighedens Vej”. Uanset om vi er salvede eller tilhører ‘de andre får’, må vi blive ved med at gå på “Hellighedens Vej”. (Joh. 10:16) Når vi går på den, befinder vi os i det åndelige paradis, og i sidste ende vil det føre til store velsignelser under Guds rige. b Siden 1919 har millioner af mænd, kvinder og børn forladt Babylon den Store, som står for al falsk religion, og er begyndt at gå på “Hellighedens Vej”. Du er sikkert en af dem. Vejen blev åbnet for omkring 100 år siden, men “vejarbejdet” begyndte flere hundrede år tidligere.

9. Hvat fyrireikandi arbeiði er gjørt á ’Heilaga Vegnum’ sambært Esaias 57:14?

⁹ Jehova sørgede for at forhindringerne blev fjernet for de jøder der forlod Babylon. (Læs Esajas 57:14). Men hvad med “Hellighedens Vej” i dag? I flere århundreder før 1919 brugte Jehova mænd der elskede Gud og hans ord, til at bane vejen for andre ud af Babylon den Store. (Se Esajas 40:3). De gjorde det forberedende arbejde – åndeligt vejarbejde – så oprigtige mennesker senere kunne forlade Babylon den Store og begynde at tjene Jehova sammen med hans folk. Hvad indebar det her “vejarbejde” helt præcist? Lad os se på det.

10-11. Hvussu hevur tað gagnað fólki, at Bíblian er prentað og umsett? (Hygg eisini at myndini.)

¹⁰ Trykning af Bibelen. Indtil midten af det 15. århundrede blev Bibelen afskrevet i hånden. Arbejdet tog lang tid, så bibler var sjældne og meget dyre. Men da man opfandt trykpressen med løse typer, blev det lettere at producere bibler og få dem ud til folk.

¹¹ Oversættelse af Bibelen. I flere hundrede år var de fleste bibler på latin, et sprog som kun de højtuddannede forstod. Men da det blev mere almindeligt at trykke litteratur, var der nogle der gjorde en stor indsats for at oversætte Bibelen til sprog almindelige mennesker forstod. Nu kunne folk selv læse i Bibelen og sammenligne det de lærte i kirken, med det Bibelen virkelig sagde.

12-13. Hvussu avdúkaðu nakrir bíbliulesarar í 1800-talinum falskar trúarlærur?

¹² Hjælp til at forstå Bibelen. Der var nogle der studerede Bibelen omhyggeligt, og de fik meget ud af det de læste. Og til stor irritation for præsterne kunne de ikke holde det for sig selv. I 1800-tallet var der for eksempel nogle oprigtige mænd der begyndte at udgive foldere der afslørede nogle af kirkens falske religiøse læresætninger.

¹³ Omkring 1835 udgav en oprigtigt troende mand der hed Henry Grew, en folder der handlede om de dødes tilstand. Han beviste ud fra Bibelen at udødelighed er en gave fra Gud og ikke er noget vi er født med, som de fleste kirker ellers lærte. I 1837 var der en præst der hed George Storrs, der fandt en af folderne i et tog. Efter at have læst den var han overbevist om at han havde fundet en vigtig sandhed. Han besluttede sig for at dele det han havde lært, med andre. I 1842 holdt han en række  prædikener med det spændende tema: “Et spørgsmål: Er de onde udødelige?” Han udgav dem også på skrift, og det George Storrs skrev, gjorde stort indtryk på en ung mand der hed Charles Taze Russell.

14. Hvussu høvdu Russell og hansara felagar gagn av andaliga vegarbeiðinum, sum longu var gjørt? (Hygg eisini at myndini.)

¹⁴ Hvordan fik bror Russell og hans medarbejdere gavn af det åndelige vejarbejde der var blevet gjort før deres tid? Når de studerede, havde de adgang til leksika, konkordanser og flere bibeloversættelser, som alle var blevet udarbejdet før deres tid. Den research Henry Grew, George Storrs og andre havde foretaget, hjalp dem også rigtig meget. Bror Russell og hans medarbejdere bidrog også selv til det åndelige vejarbejde ved at producere en lang række af bøger og foldere der behandlede bibelske emner.

15. Hvat hendi í 1919?

¹⁵ I 1919 mistede Babylon den Store sit greb om Guds folk. Det år blev “den trofaste og kloge træl” udnævnt, lige på det rigtige tidspunkt til at kunne tage imod oprigtige mennesker der begyndte at gå på den nyåbnede “Hellighedens Vej”. (Matt. 24:45-47) Det var blandt andet den store indsats “vejarbejderne” havde gjort op gennem århundrederne, der gjorde at de der nu begyndte at gå på vejen, kunne lære sandheden om Jehova og hans hensigt. (Ordsp. 4:18) De lærte også at leve sådan som Jehova ønskede. Men Jehova forventede ikke at hans folk skulle gøre alle de nødvendige forandringer på én gang. Han har hjulpet dem til at gøre det lidt efter lidt. (Se boksen “ Jehova har gradvist renset sit folk”). Hvor bliver det skønt når vi en dag kan glæde Jehova i alt hvad vi gør! – Kol. 1:10.

16. Hvussu er ’Heilagi Vegurin’ hildin við líka síðani 1919? (Esaias 48:17; 60:17)

¹⁶ Alle veje har brug for at blive vedligeholdt. Siden 1919 er vejarbejdet på “Hellighedens Vej” fortsat, så flere og flere har fået mulighed for at forlade Babylon den Store. Den nyudnævnte trofaste og kloge træl gik i gang med arbejdet, og i 1921 udgav de et bibelstudieredskab der var designet til at hjælpe nye til at lære Bibelens sandheder at kende. Den hed Guds Harpe, og med tiden blev der uddelt næsten seks millioner eksemplarer af den på 36 sprog, og mange lærte sandheden at kende gennem den. Det nyeste redskab vi har fået til at lede bibelstudier med, er den fantastiske bog Et håb om en lys fremtid. I de sidste dage har Jehova brugt sin organisation til at sørge for en lind strøm af åndelig mad som hjælper os alle til at blive ved med at gå på “Hellighedens Vej”. – Læs Esajas 48:17; 60:17.

17-18. Hvar endar ’Heilagi Vegurin’?

¹⁷ Når en tager imod et bibelstudie, får han mulighed for at begynde at gå på “Hellighedens Vej”. Nogle forlader vejen efter kort tid. Andre er fast besluttet på at blive ved med at gå på den indtil de når destinationen. Hvad er destinationen?

¹⁸ For de salvede fører “Hellighedens Vej” til “Guds paradis” i himlen. (Åb. 2:7) For dem der har håb om at leve på jorden, fører vejen til fuldkommenhed ved slutningen af de 1.000 år. Hvis du går på vejen, så se dig ikke tilbage, og forlad den ikke før du har fuldført rejsen til den nye verden! Rigtig god tur!