1-2. Hvussu líkjast viðurskiftini í dag teimum, sum jødarnir vendu aftur til í Jerusalem? (Sí eisini rammuna „ Begivenheder på Haggaj, Zakarias og Ezras tid“.)

 BEKYMRER du dig for fremtiden? Måske har du mistet dit arbejde og ved ikke hvordan du skal sørge for din familie. Måske er du bekymret for jeres sikkerhed på grund af ustabile politiske forhold eller fordi der er forfølgelse eller modstand mod forkyndelsesarbejdet. Hvis du kæmper med den slags bekymringer, kan det opmuntre dig at se nærmere på hvordan Jehova i fortiden hjalp israelitterne da de stod over for lignende problemer.

² En gruppe jøder der var født og opvokset i Babylon, viste tro ved at forlade deres komfortable liv og rejse til et land de fleste af dem kun kendte lidt til. Men kort efter at de var ankommet, begyndte de at mærke følgerne af landets ustabile økonomiske og politiske forhold og desuden direkte forfølgelse. Alt det gjorde det svært for mange af dem at fokusere på at genopbygge Jehovas tempel. Så omkring år 520 f.v.t. gav Jehova profeterne Haggaj og Zakarias til opgave at opmuntre folket og give dem nyt mod på arbejdet. (Hag. 1:1; Zak. 1:1) Som vi vil komme nærmere ind på, havde de to profeters opmuntring stor virkning. Cirka 50 år senere var der igen en periode hvor jøderne mistede modet. Der rejste Ezra, en dygtig afskriver af Loven, fra Babylon til Jerusalem for at motivere Guds folk til igen at sætte den sande tilbedelse først i deres liv. – Ezra 7:1, 6.

3. Hvørjar spurningar fara vit at kanna? (Orðtøkini 22:19)

 ³ Haggajs og Zakarias’ profetier hjalp Guds folk i fortiden til at fortsætte med at stole på Jehova på trods af modgang, og de kan også hjælpe os. (Læs Ordsprogene 22:19). I artiklen her vil vi se nærmere på det budskab Jehova gav folket igennem Haggaj og Zakarias og på Ezras gode eksempel og få svar på følgende spørgsmål: Hvordan blev jøderne påvirket af de udfordringer de kom ud for? Hvorfor er det vigtigt at fokusere på at gøre Guds vilje når livet er svært? Og hvordan kan vi styrke vores tillid til Jehova i svære tider?

4-5. Hvat kann hava verið grundin til, at jødarnir mistu hugin at byggja templið upp aftur?

⁴ Da den første gruppe jøder ankom til Jerusalem, lå der et stort arbejde foran dem. De fik hurtigt genopbygget Jehovas alter og lagt fundamentet til templet. (Ezra 3:1-3, 10) Men entusiasmen aftog snart. Hvorfor? Ud over arbejdet med at genopføre templet skulle de også bygge huse at bo i, tilså markerne og sørge for mad til deres familier. (Ezra 2:68, 70) Oven i det var der modstand fra omkringboende folk der med alle midler forsøgte at standse genopbygningen. – Ezra 4:1-5.

⁵ Jøderne der var vendt tilbage fra eksil, kunne heller ikke undgå at blive påvirket af de ustabile økonomiske og politiske forhold der var. Deres land var nu en del af det persiske rige. Efter at den persiske kong Kyros døde i 530 f.v.t., indledte hans efterfølger, Kambyses, et felttog for at indtage Egypten. På vej mod Egypten krævede soldaterne højst sandsynligt mad, vand og husly af israelitterne, hvilket må have gjort livet endnu sværere for dem. Da Dareios I senere kom til magten, var den første del af hans regeringstid præget af oprør og politisk uro. De svære forhold må have givet mange af de tilbagevendte jøder bekymringer om hvordan de skulle sørge for deres familie. På grund af den usikre situation de befandt sig i, følte mange af jøderne at det ikke var tiden til at genopbygge Jehovas tempel. – Hag. 1:2.

6. Hvørja aðra avbjóðing fingu jødarnir, og hvat vórðu teir vissaðir um sambært Zakarias 4:6, 7?

⁶ Læs Zakarias 4:6, 7. Oven i de økonomiske vanskeligheder og den politiske uro skulle jøderne også tackle forfølgelse. I 522 f.v.t. lykkedes det deres fjender at få nedlagt forbud mod genopbygningen af Jehovas tempel. Men gennem Zakarias lovede Jehova jøderne at han ved hjælp af sine stærke ånd ville fjerne enhver hindring. Og i 520 f.v.t. ophævede kong Dareios forbuddet mod tempelbyggeriet og sørgede endda for at de fik midler til arbejdet og støtte fra de lokale statholdere. – Ezra 6:1, 6-10.

7. Hvat hendi, tá ið jødarnir fóru at seta Guds vilja á fremsta plássið?

 ⁷ Jehova forsikrede igennem Haggaj og Zakarias sit folk om at han ville være med dem hvis de gav arbejdet med at bygge templet førsteprioritet. (Hag. 1:8, 13, 14; Zak. 1:3, 16) Opmuntret af profeternes budskab genoptog de hjemvendte jøder arbejdet i 520 f.v.t., og på mindre end fem år stod templet færdigt. Fordi jøderne trods modgang satte Guds vilje først, velsignede han dem ikke  bare materielt men også åndeligt. Og det førte til at de kunne tilbede Jehova med stor glæde. – Ezra 6:14-16, 22.

8. Hvussu hjálpa orðini í Haggai 2:4 okkum at fokusera upp á at gera Guds vilja? (Sí eisini undirgreinina.)

⁸ Den store trængsel nærmer sig, og vi er klar over at det er vigtigere end nogensinde at være med i forkyndelsesarbejdet. (Mark. 13:10) Men hvis vi oplever økonomiske problemer eller modstand mod vores forkyndelse, kan det gøre det svært for os at fokusere på vores tjeneste. Hvad kan hjælpe os til at sætte Guds vilje først? Vi må have fuldstændig tillid til at “hærstyrkers Gud, Jehova” b er på vores side. Hvis vi bliver ved med at sætte ham først, har vi intet at frygte. – Læs Haggaj 2:4.

9-10. Hvussu upplivdu eini hjún, at tað, sum Jesus sigur í Matteus 6:33, passar?

⁹ Oleg og Irina, c et pionerpar der var flyttet ud for at hjælpe en menighed i et andet område, mistede deres indkomst på grund af den økonomiske situation i landet. I omkring et år kunne de ikke finde noget fast arbejde. Hvordan tacklede de den vanskelige situation? Oleg følte sig i begyndelsen meget nedtrykt, men han fortæller: “Vi forsøgte at bruge så meget tid i tjenesten som muligt, og det hjalp os til at fokusere på de vigtigste ting.” Samtidig med at de havde travlt i tjenesten, fortsatte han og hans kone med at lede efter arbejde. De mærkede hele tiden Jehovas kærlige støtte og fik også flere gange hjælp af deres brødre og søstre.

 ¹⁰ En dag da de kom hjem fra tjenesten, opdagede de at en af deres nære venner var rejst over 150 kilometer for at give dem to store poser med mad. Oleg siger: “Den dag oplevede vi endnu en gang hvor stor omsorg Jehova og vores brødre og søstre har for os. Vi har fået endnu større tillid til at Jehova aldrig glemmer sine tjenere, uanset hvor håbløs deres situation ser ud.” – Matt. 6:33.

11. Hvat hendir, viss vit fokusera upp á at gera Guds vilja?

¹¹ Som nævnt i  paragraf 7, tilskyndede Haggaj folket til igen at gøre deres bedste i tjenesten for Jehova. De skulle lægge de år de havde spildt, bag sig og starte på en frisk, som om de lige havde lagt fundamentet til templet. Hvis de gjorde det, lovede Jehova at han fra den dag ville velsigne dem. (Hag. 2:18, 19) I dag ønsker Jehova at vi skal fokusere på det livreddende arbejde med at gøre folk til disciple, og vi kan være sikre på at Jehova også vil velsigne os hvis vi giver det arbejde førsteprioritet i vores liv.

12. Hví høvdu Ezra og tey, hann ferðaðist saman við, brúk fyri eini sterkari trúgv?

¹² I 468 f.v.t. rejste en ny gruppe jøder fra Babylon til Jerusalem anført af Ezra. Med sig havde de en stor mængde guld og sølv der var doneret til templet, og de røvere der kunne lure langs den farlige rute, kunne se dem som lette ofre. (Ezra 7:12-16; 8:31) Selv når de nåede frem, var Jerusalem heller ikke noget sikkert sted at opholde sig. Byen var stadig tyndt befolket, og dens mure og porte var i dårlig stand. Det krævede altså en stærk tro af dem at foretage den rejse. Hvad havde hjulpet Ezra til at få så stor tillid til Jehova, og hvad kan vi lære af det?

13. Hvussu fekk Ezra álit á Jehova? (Sí eisini undirgreinina.)

¹³ Ezra havde oplevet hvordan Jehova støttede sit folk i svære tider. Nogle år tidligere, i 484 f.v.t., mens Ezra sandsynligvis boede i Babylon, udstedte kong Ahasverus et dekret om at jøderne i hele det persiske rige skulle udryddes. (Est. 3:7, 13-15) Ezra og de andre jøders liv var i fare! Da de hørte budskabet, begyndte de at faste og sørge, uden tvivl mens de tryglede Jehova om hjælp. (Est. 4:3) Forestil dig hvordan det må have været for Ezra og de andre jøder da situationen blev vendt på hovedet og deres modstandere blev ramt af den ulykke de selv havde planlagt for jøderne! (Est. 9:1, 2) Det Ezra oplevede i den svære tid, har sikkert forberedt ham på de prøver han senere kom ud for, og styrket hans tillid til at Jehova altid kan beskytte sit folk. d

14. Hvat upplivdi ein systir, tá ið hon var í einari truplari støðu?

¹⁴ Når vi mærker hvordan Jehova tager sig af os i svære tider, styrker det vores tillid til ham. Anastasia, der bor i Østeuropa, var nødt til at sige sit job op for at bevare sin neutralitet. “Jeg havde aldrig før prøvet slet ikke at have nogen penge,” fortæller hun. “Men jeg bad til Jehova om problemet og mærkede hvordan han kærligt sørgede for mig. Hvis  jeg nogensinde skulle stå uden job igen, vil jeg ikke være bange. Når min Far i himlen sørger godt for mig i dag, vil han også gøre det i morgen.”

15. Hvat hjálpti Ezra at blíva við at líta á Jehova? (Ezra 7:27, 28)

¹⁵ Ezra lagde mærke til hvordan Jehova hjalp ham personligt. At tænke tilbage på de gange Jehova var kommet ham til hjælp, må helt sikkert have hjulpet ham til at blive ved med at have tillid til Gud. Bemærk udtrykket “Jehova min Gud var med mig”. (Læs Ezra 7:27, 28). Ezra bruger lignende udtryk fem andre steder i den bog der bærer hans navn. – Ezra 7:6, 9; 8:18, 22, 31.

16. Í hvørjum støðum kunnu vit uppliva, at Jehova hjálpir okkum? (Hygg eisini at myndini.)

¹⁶ Når vi kommer ud for udfordringer, kan Jehova også hjælpe os. Hvis vi for eksempel beder vores arbejdsgiver om fri så vi kan overvære et stævne, eller om ændret arbejdstid så vi kan komme til alle møderne, vil vi se hvordan Jehova er med os. Måske bliver resultatet endda meget bedre end vi havde turdet håbe på. Og når vi oplever det, bliver vores tillid til Jehova stærkere.

17. Hvussu var Ezra eyðmjúkur í truplum tíðum? (Hygg at forsíðumyndini.)

¹⁷ Ezra bad ydmygt Jehova om hjælp. Hver gang han følte sig overvældet af det ansvar der lå på ham, vendte han sig til Jehova. (Ezra 8:21-23; 9:3-5) Og hans indstilling motiverede andre omkring ham til at støtte ham og efterligne hans tro. (Ezra 10:1-4) Når vi er overvældet af bekymringer omkring vores materielle behov eller vores families sikkerhed, må vi ligesom Ezra tillidsfuldt vende os til Jehova i bøn.

18. Hvussu kunnu vit styrkja okkara álit á Jehova?

¹⁸ Vores tillid til Jehova vil vokse når vi kaster vores problemer på ham og tager imod den hjælp han giver os igennem vores trosfæller. Erika, der er mor til tre, oplevede på kort tid at miste både et ufødt barn og sin elskede mand. Men hun bevarede tilliden til Jehova midt i den svære tid. Hun fortæller hvad hun erfarede: “Du kan ikke på forhånd vide hvordan Jehova vil hjælpe dig. Hjælpen kan komme på overraskende måder. Jeg har set hvordan mange af mine bønner er blevet besvaret gennem noget mine venner har sagt eller gjort. Når jeg  åbent fortæller dem hvad jeg kæmper med, kan de lettere hjælpe mig.”

19-20. Hvat kunnu vit læra av jødunum, sum ikki høvdu møguleika at fara aftur til Jerusalem?

¹⁹ Vi kan også lære noget vigtigt af de jøder der ikke var i stand til at rejse tilbage til Jerusalem. For nogle kunne det ikke lade sig gøre på grund af høj alder, dårligt helbred eller familieforpligtelser. Men de støttede gavmildt dem der rejste tilbage, med materielle bidrag. (Ezra 1:5, 6) Og næsten 20 år efter at den første gruppe var vendt tilbage til Jerusalem, ser det ud til at jøderne i Babylon stadig sendte dem gaver. – Zak. 6:10.

²⁰ Hvis vi føler at det er begrænset hvad vi kan gøre i tjenesten for Jehova, kan vi være sikre på at han alligevel værdsætter vores indsats. På Zakarias’ tid bad Jehova Zakarias om at lave en krone ud af det guld og sølv der var sendt til dem af de jøder der stadig var i Babylon. (Zak. 6:11) Hvorfor? Den ‘prægtige krone’ skulle være et minde om deres gavmilde bidrag. (Zak. 6:14, fdn.) Jehova lagde mærke til det de gjorde, og vi kan være sikre på at han heller aldrig vil glemme vores oprigtige indsats for at tjene ham så godt vi kan, i svære tider. – Hebr. 6:10.

21. Hvat kann hjálpa okkum, so vit ikki stúra fyri framtíðini?

²¹ Her i de sidste dage vil vi fortsat opleve usikre tider, og forholdene vil måske endda blive værre i fremtiden. (2. Tim. 3:1, 13) Men vi må ikke blive overvældet af bekymringer over det. Husk hvad Jehova sagde til sit folk på Haggajs tid: “Jeg er med jer! ... Vær ikke bange.” (Hag. 2:4, 5) Vi kan være sikre på at Jehova også vil være med os når vi gør vores bedste for at tjene ham. Så lad os bruge det vi har lært af Haggajs og Zakarias’ profetier og Ezras eksempel. Så vil vi kunne bevare tilliden til Jehova uanset hvad der sker i fremtiden.