1. Hvat sigur ein eingil, og hvønn týdning hevur tað fyri okkum?

 HVIS en engel talte til dig, ville du så ikke høre godt efter? I dag er der faktisk en engel som taler til folk fra “alle nationer, stammer, sprog og folkeslag”. Hvad siger han? “Frygt Gud, og giv ham ære, ... tilbed ham der har skabt himlen og jorden.” (Åb. 14:6, 7) Jehova er den eneste sande Gud, som alle bør tilbede. Vi kan være meget taknemmelige for at han har givet os mulighed for at tilbede ham i hans store åndelige tempel.

2. Hvat er andaliga templið hjá Jehova? (Sí eisini rammuna „Hvad det ikke er“.)

² Hvad er det åndelige tempel helt præcist, og hvor kan vi finde en detaljeret forklaring? Det åndelige tempel er ikke en bogstavelig bygning. Det er Jehovas ordning for sand tilbedelse på grundlag af Jesus’ offer. Apostlen Paulus forklarede ordningen i det brev han skrev til de kristne hebræere der boede i Judæa. b

3-4. Hví skrivaði Paulus eitt bræv til teir kristnu hebreararnar í Judea, og hvussu hjálpti hann teimum?

³ Hvorfor skrev Paulus sit brev til de kristne hebræere i Judæa? Der kan have været to primære grunde til det. For det første ville han gerne opmuntre dem. Inden de blev kristne, havde de fleste af dem været jøder. Deres  tidligere religiøse ledere har måske hånet dem fordi de var blevet kristne. Hvad var grunden til det? De kristne havde ikke noget imponerende tempel eller noget fysisk alter hvor de kunne bringe ofre til Gud, og de havde heller ikke nogen præster. Det kunne have taget modet fra dem og svækket deres tro. (Hebr. 2:1; 3:12, 14) Nogle af dem kunne måske endda have haft lyst til at gå tilbage til jødedommen.

⁴ For det andet kom Paulus ind på at de kristne hebræere ikke satte sig ind i nye eller dybe åndelige sandheder, altså at de ikke tog til sig af den ‘faste føde’. (Hebr. 5:11-14) Nogle af dem holdt åbenbart stadig fast ved Moseloven. Men Paulus forklarede dem at de ofre Loven krævede, ikke kunne fjerne synd fuldstændigt, og derfor var Moseloven blevet “ophævet”. Så Paulus skrev til dem om nogle af de dybere sandheder. Han mindede de kristne om “det bedre håb” de havde på grund af Jesus’ offer som kunne hjælpe dem til at ‘nærme sig Gud’ på den rigtige måde. – Hebr. 7:18, 19.

5. Hvat kann Hebrearabrævið hjálpa okkum at skilja, og hví er tað viktigt fyri okkum?

⁵ Paulus forklarede de kristne hebræere hvorfor deres nye kristne måde at tilbede på langt overgik den tidligere måde de tilbad Gud på. Alt det der havde med jødedommen at gøre, skrev Paulus, “er kun en skygge af det der skal komme – virkeligheden er knyttet til Kristus”. (Kol. 2:17) Den skygge en genstand kaster, giver kun en idé om hvordan genstanden ser ud, og ikke et virkeligt billede af den. Det samme gjaldt for den måde jøderne tilbad Gud på – det var bare en skygge af den virkelighed der skulle komme. Og for at vi kan tilbede Jehova på den måde han kan godkende, er vi nødt til at forstå den ordning han har indført, som gør at vi kan få tilgivet vores synder. Så lad os nu se hvordan Hebræerbrevet sammenligner det der var en “skygge” (jødernes måde at tilbede på), med “virkeligheden” (de kristnes måde at tilbede på). Det kan hjælpe os til at forstå hvad det åndelige tempel er, og hvilken betydning det har for os.

6. Hvat bleiv tabernaklið brúkt til?

⁶ Skyggen. Paulus tog udgangspunkt i den telthelligdom som Moses fik opført i 1512 f.v.t. (Se oversigten “Skyggen – Virkeligheden”). Telthelligdommen var, som navnet siger, en stor teltlignende konstruktion som israelitterne pakkede sammen og tog med sig når de flyttede fra sted til sted. De brugte det i næsten 500 år, indtil der blev bygget et tempel i Jerusalem. (2. Mos. 25:8, 9; 4. Mos. 9:22) Dette ‘mødetelt’ var det centrale sted for israelitternes tilbedelse, hvor de kunne nærme sig Gud og bringe deres ofre. (2. Mos. 29:43-46) Men telthelligdommen var også et billede på noget større og bedre der skulle komme.

7. Nær bleiv andaliga templið til?

⁷ Virkeligheden. Telthelligdommen var “en skygge af det der er i himlen”, og et billede på Jehovas store åndelige tempel. Paulus sagde at “dette telt er et billede der gælder vores tid”. (Hebr. 8:5; 9:9) Så da han skrev til de kristne hebræere, eksisterede det åndelige tempel allerede. Det havde det gjort siden år 29. Det år blev Jesus døbt og salvet med hellig ånd, og han begyndte at tjene som Jehovas ‘store ypperstepræst’ i det åndelige tempel. c – Hebr. 4:14; Ap.G. 10:37, 38.

8-9. Hvør stórur munur er á høvuðsprestunum í Ísrael og tí stóra høvuðsprestinum, Jesusi Kristi, sambært Hebrearabrævinum 7:23-27?

⁸ Skyggen. Ypperstepræsten repræsenterede folket over for Gud. Israels første ypperstepræst, Aron, blev indsat af Jehova da telthelligdommen blev indviet. Men som Paulus skrev, “var det nødvendigt at mange præster fulgte efter hinanden, fordi døden forhindrede dem i at fortsætte”. d (Læs Hebræerne 7:23-27). Og fordi ypperstepræsterne var ufuldkomne, var de nødt til at bringe ofre for deres egne synder. Her ser vi en stor forskel på Israels ypperstepræster og den store ypperstepræst, Jesus Kristus.

⁹ Virkeligheden. Vores ypperstepræst, Jesus Kristus, “gør tjeneste ... ved det sande telt, som Jehova, og ikke et menneske, har rejst”. (Hebr. 8:1, 2) Paulus forklarede at “fordi [Jesus] lever for evigt, har han ikke nogen efterfølgere som præst”. Og han tilføjede at Jesus er “ren, skilt ud fra syndere”, og at han i modsætning til ypperstepræsterne i Israel ‘ikke behøver at bringe ofre hver dag’ for sine egne synder. Lad os nu se på altrene og ofrene.

10. Hvat vístu ofrini á koparaltarinum fram til?

¹⁰ Skyggen. Ved indgangen til telthelligdommen var der et kobberalter hvor der blev bragt dyreofre til Jehova. (2. Mos. 27:1, 2; 40:29) Men de ofre betød ikke at folket kunne blive fuldstændigt tilgivet for deres synder. (Hebr. 10:1-4) Det at man skulle blive ved med at bringe dyreofre ved telthelligdommen, pegede frem til det ene offer der ville løskøbe menneskeheden og befri dem for synd.

11. Á hvørjum altari ofraði Jesus sítt lív? (Hebrearabrævið 10:5-7, 10)

 ¹¹ Virkeligheden. Jesus vidste at Jehova havde sendt ham ned til jorden for at han skulle give sit liv som en løsesum for mennesker. (Matt. 20:28) Så ved sin dåb viste Jesus at han ønskede at gøre Jehovas vilje. (Joh. 6:38; Gal. 1:4) Jesus ofrede sig selv på et billedligt alter der repræsenterede Guds “vilje”, og Guds vilje var at Jesus skulle give sit fuldkomne liv. Han bragte sit liv som offer “én gang for alle” for permanent at dække over de synder som alle der viser tro på Jesus, begår. (Læs Hebræerne 10:5-7, 10). Lad os nu tage et kig ind i telthelligdommen og se på de ting den indeholdt.

12. Hvør hevði lov at fara inn í tey bæði rúmini í tabernaklinum?

¹² Skyggen. Telthelligdommen og templerne der senere blev bygget i Jerusalem, var stort set ens indvendigt. Der var to rum – “Det Hellige” og “Det Allerhelligste” – der var adskilt af et forhæng. (Hebr. 9:2-5; 2. Mos. 26:31-33) Inde i Det Hellige var der en guldlampestander, et røgelsesalter og et bord med skuebrød. Det var kun “de salvede præster” der måtte gå ind i Det Hellige når de skulle udføre deres tjeneste. (4. Mos. 3:3, 7, 10) I Det Allerhelligste stod pagtens ark, der repræsenterede Jehovas nærværelse. (2. Mos. 25:21, 22) Det var kun ypperstepræsten der havde  lov til at gå ind bag forhænget til Det Allerhelligste på den årlige forsoningsdag. (3. Mos. 16:2, 17) År efter år gik han ind med blod fra dyreofrene for at skaffe soning for sine egne og for hele folkets synder. Senere gjorde Jehova det klart hvad de ting var et billede på. – Hebr. 9:6-8. e

13. Hvat ímynda tað heilaga og tað alraheilagasta í tabernaklinum?

¹³ Virkeligheden. Et begrænset antal af Jesus’ disciple er blevet salvet med hellig ånd, og de har derfor et helt særligt forhold til Jehova. De 144.000 skal tjene som præster i himlen sammen med Jesus. (Åb. 1:6; 14:1) Det Hellige i telthelligdommen er et billede på at de er blevet adopteret som Guds sønner mens de stadig er her på jorden. (Rom. 8:15-17) Det Allerhelligste er et billede på himlen, hvor Jehova er. “Forhænget” der adskilte Det Hellige fra Det Allerhelligste, er et billede på Jesus’ fysiske krop. Så længe han havde sin fysiske krop, kunne han ikke træde ind i himlen som den store ypperstepræst i det åndelige tempel. Ved at give afkald på sin fysiske krop og bringe den som et offer for alle mennesker, åbnede han vejen til liv i himlen for alle salvede kristne. De må også give afkald på deres fysiske krop for at få deres himmelske belønning. (Hebr. 10:19, 20; 1. Kor. 15:50) Efter at Jesus var blevet oprejst, trådte han ind i Det Allerhelligste i det åndelige tempel, og der vil alle de salvede efterhånden slutte sig til ham.

14. Hví er tilbiðingarskipanin í andaliga templinum hjá Jehova betri enn tann, sum ísraelsmenn høvdu, sambært Hebrearabrævinum 9:12, 24-26?

¹⁴ Det er tydeligt at se hvor stor værdi den tilbedelsesordning Jehova har indført på grundlag af Jesus’ offer og præstedømme, har. Ypperstepræsten i Israel trådte ind i Det Allerhelligste i en helligdom der var bygget af mennesker, med blod fra dyreofre. Men Jesus gik “ind i selve himlen”, det helligste af alle steder, for at træde frem for Jehova. Der frembar han værdien af sit fuldkomne menneskeliv for vores skyld “for helt at fjerne synden ved at bringe sig selv som et offer”. (Læs Hebræerne 9:12, 24-26). Jesus’ offer er altså det ultimative offer der fjerner synd for evigt. Nu vil vi se på hvordan vi alle sammen kan tilbede Jehova i hans åndelige tempel uanset om vi har det himmelske håb eller det jordiske håb.

15. Hvør tænti í forgarðinum til tabernaklið?

¹⁵ Skyggen. Telthelligdommen havde én forgård – et indhegnet, åbent område hvor præsterne kunne udføre deres pligter. Der stod det store brændofferalter der var beklædt med kobber, og kobberkarret hvor præsterne kunne vaske sig og rense sig før de skulle udføre deres hellige tjeneste. (2. Mos. 30:17-20; 40:6-8) Men de templer der blev bygget senere, havde også en ydre forgård, hvor de der ikke var præster, kunne tilbede Gud.

16. Hvør tænir í innara og uttara forgarðinum í andaliga templinum?

¹⁶ Virkeligheden. Før de salvede kommer i himlen for at tjene som præster  sammen med Jesus, tjener de trofast i den jordiske indre forgård i det åndelige tempel. Det store kobberkar med vand minder dem, og os alle sammen, om hvor vigtigt det er at forblive moralsk og åndeligt ren. Men hvor tjener ‘den store skare’ så, de der loyalt støtter Kristus’ salvede brødre? Apostlen Johannes så dem stå “foran tronen”, hvor de “udfører hellig tjeneste for [Gud] dag og nat i hans tempel”. (Åb. 7:9, 13-15) Det gør de her på jorden i det der svarer til den ydre forgård. Hvor er vi taknemmelige for at vi alle kan tilbede Jehova i hans store åndelige tempel!

17. Hvørji offur kunnu vit geva Jehova?

¹⁷ I dag har vi alle det privilegie at vi kan bringe ofre til Jehova – vi kan bruge vores tid, energi og midler i tjenesten for ham. Som Paulus skrev til de kristne hebræere, kan vi “altid bringe et lovprisningsoffer til Gud, det vil sige den frugt der kommer fra vores læber når vi offentligt forkynder om hans navn”. (Hebr. 13:15) Vi kan vise at vi værdsætter det privilegie, ved at give Jehova det bedste vi overhovedet har.

18. Hvat mugu vit gera sambært Hebrearabrævinum 10:22-25, og hvat mugu vit ongantíð gloyma?

¹⁸ Læs Hebræerne 10:22-25. Hen imod slutningen af sit brev til hebræerne nævnte Paulus forskellige ting vedrørende vores tilbedelse som vi altid må være optaget af. Han nævnte blandt andet bøn, forkyndelse, det at komme til møderne og at opmuntre hinanden, og det er især vigtigt “nu hvor [vi] kan se at [Jehovas dag] nærmer sig”. I slutningen af Åbenbaringen siger Jehovas engel to gange: “Det er Gud du skal tilbede.” (Åb. 19:10; 22:9) Hvor er det vigtigt at vi aldrig glemmer det vi har lært om Jehovas store åndelige tempel, og at vi værdsætter det privilegie vi har at kunne tilbede vores store Gud!